Familieliv

Ditte Okman: ”Mine børn får Nutella og toastbrød og alt muligt. Det betyder ikke, at de ikke spiser grøntsager”

Sukkerfri institutioner og børnefødselsdage uden slik. I en tid hvor sukker nærmest er blevet et bandeord, tager radiovært Ditte Okman let på sukkerpolitikken. Hendes børn får slik hver dag.

Hvis du har hørt ”Det, vi taler om” på det forhenværende Radio24syv, så ved du også, at værten Ditte Okman er en person, der siger tingene lige ud, når det kommer til kendtes mere eller mindre uheldige eskapader. Privatpersonen Ditte Okman taler også lige ud af posen, blandt andet når det kommer til opdragelsen af sine børn og hendes måde at være mor på:

– Vi må ikke være vrede og beskidte, og vi skal hente vores børn klokken tidligt, og vi skal hele tiden motionere.

SUK!

Vi må heller ikke spise sukker …

– … Og mine børn får bare Nutella og toastbrød og alt muligt. Det betyder ikke, at de ikke spiser grøntsager. Men jeg giver mine børn slik hver dag, når jeg henter dem. De spørger: ”Har du noget med?” Når jeg ikke har, kører vi forbi kiosken, så får de lov til at vælge noget. Betty vil altid have en is eller et Kinderæg. Lloyd vil have Mentos. Så siger jeg: ”Du må kun spise halvdelen nu, den anden halvdel får du efter maden, du skal også kunne spise aftensmad.” Så får han mega sund aftensmad – og nogle flere Mentos bagefter. Og vi har det så hyggeligt.

LÆS OGSÅ: Børnepsykologen: "Det er en udbredt misforståelse, at opdragelse handler om at sige og gøre det rigtige"

Hvem er det, der har opfundet ”fredagsslik”?

– Ja… Jeg tror faktisk, det er os selv, der har opfundet det. Vi havde sgu ikke slikregler derhjemme, da jeg var barn, vi havde bare Nutella og marmelade, når vi havde lyst. Det har jeg så taget med mig ind i mit voksne liv. Men det ER er jo vores generation, der har fundet på den der underlige indstilling til sukker. I institutioner må de heller ikke få sukker. Så skal forældrene sidde og blive enige om, hvad man så må hjemme i privaten til fødselsdage. ”Er I sindssyge?” sagde jeg. ”I skal sgu da ikke bestemme, hvordan jeg skal holde fødselsdag for mit barn. Så må I sgu lade være med at komme.” Og det er selvfølgelig synd for barnet. Men hvor sindssygt er det her lige? Er vi blevet så grænseløse, at vi vil bestemme i hinandens hjem?

Ditte er meget direkte. Hun siger selv, det går tilbage til det barn, hun var: hende, der altid kom til at sige det upassende eller det, som mange tænkte, men ikke turde sige.

– Jeg tror faktisk, det er en befrielse at gøre det.

Hvordan var din egen barndom?

– Min bror og jeg er sådan nogle 1970’er-børn. Vores forældre var selvstændige. Jeg er også selv blevet selvstændig. Det betyder, at man selv kan planlægge sin tid, men det betyder også, at man i hovedet måske er lidt meget på arbejde. Vores forældre havde travlt, og de var forældre i en tid, hvor man ikke så børn, som man gør i dag. Dengang var børn mere bare nogen, der ikke blev set, men bare skulle følge med. Som var med til fester og faldt i søvn i bilerne og ikke havde sikkerhedsseler på. Det er den tid, jeg er rundet af. I Farum. Det kom meget til at handle om forældrenes behov: Nå, men børnene? Vi var sådan en ting, der flakkede rundt alle steder, og det gik nok, og hvis der var ballade, måtte vi bare finde ud af det selv. Det betød også, at vi var meget alene. Dermed kommer friheden selvfølgelig, men dermed kommer også, at man bliver ret selvkørende. Man bliver måske også sine egne småøer i familien, fordi man i virkeligheden lever hvert sit liv.

– Men jeg havde sgu meget frihed som barn – hvis jeg skal sige noget positivt om det. Og jeg prøver at give mine egne børn rigtig meget frihed. Det synes min eks, som er fra Wales, er virkelig underligt. Han har haft en meget klassisk britisk opvækst med en far, der arbejdede i finansverdenen, og en mor, der gik derhjemme, og han havde uniform på i skolen. Meget ordentligt. Jeg har taget lidt af det der 1970’er-dansker-noget med mig: Det kan børnene sagtens klare. Bare gå ned på gaden, der sker ikke noget! Jeg opdrager dem meget mere frit, end min eks egentlig har lyst til. Han har fandeme måttet sluge nogle kameler en gang imellem. Jeg vil gerne gøre mine børn til selvstændige mennesker. Jeg talte meget med ham om det, da vi skulle have børn. Jeg var bare sådan: Vi skal ikke hele tiden sige ”pas på” og rette på dem. Børn bliver født som hele mennesker og har deres måder at gøre tingene på, og vores opgave som forældre er at lære dem at navigere i det, de har. Det er vigtigt for mig, at de skal føle sig frie og elskede, at de ALTID ved, de er gode nok, og at der er fuldstændig betingelsesløs kærlighed. De må godt få noget selvtillid på den der frihedskonto. Det føler jeg, at jeg selv har fået. Det har haft nogle omkostninger, men jeg synes fandeme også, at jeg kan meget.

LÆS OGSÅ: Psykologen: Dette er din største opgave som forælder

Så den frie opdragelse er tveægget?

– Ja, det synes jeg. Altså… Vores forældre rejste også i flere dage, da vi var små. ”Vi tager til Milano, hej hej!” Så var de måske væk i tre nætter. Min bror skulle så sørge for, at jeg kom op i skole, og at der var varm mad til middag. Min mor lagde altid en check. Det har jeg tænkt meget over som voksen: Hun kunne ikke engang ulejlige sig med at hæve kontanter. Hvis vi manglede penge, så skulle vi simpelthen ned i banken og hæve den der check. Men vi fandt jo ud af det. Så lå der et telefonnummer til en, der hed Anni, og hvis der var noget akut, kunne vi ringe til hende. Det var dybt bizart. Så skred de bare. Det, der var lidt synd for min bror, var, at jeg nok ikke var verdens nemmeste barn. Jeg gjorde, hvad der passede mig. Han har haft langt mere ansvar, end noget barn overhovedet skal have. En ting var, hvis de havde ladet ham være alene, men han stod kraftedeme også med mig.

Læs mere om: