familie slapper af
Familieliv

Lær børnene at slappe af i ferien

Ferier med børn behøver ikke byde på action i alle de vågne timer. Det er nemlig godt for både børn og forældre, at det hele ikke kører i højeste gear, forklarer ekspert, som også giver gode råd til, hvordan I får en afslappende familieferie.

Flyrejser til fjerne lande, dyre Tivoli-ture og andre kostbare udflugter. Mange forældre føler måske, at de skal finde på sjove og fantastiske ting for børnene, når det er endelig er ferietid - for måske at kompensere for den manglende tid i hverdagen.

Men ofte er det slet ikke det, der er behov for, forklarer Annette Due Madsen, som er leder af Center for Familieudvikling i København.

- Mange børn har rigtig meget brug for ro. Det handler om bare at være sammen, have tid til hinanden og gode øjeblikke, hvor børnene føler sig integreret i fællesskabet og forstået af os voksne. Det er den gode feriestemning, hvor mor og far griner, og vi har tid til at gå rundt med morgenhår og sutsko, der betyder noget på den lange bane, siger hun.

Actionferier slider også på forældre

Det slider naturligvis også på forældrene, hvis ferierne er spækkede med den ene actionfyldte oplevelse efter den anden. Kunsten er ifølge psykolog og meditationslærer Ingrid Ortmann at få børnene til at falde helt ned på jorden, så de får plads til at bruge deres egen fantasi.

- Børn er generelt vant til at være i et gear, der er for højt. Derfor er et svært for dem at komme ned, når der endelig er ferie, og de kan have svært ved at finde roen. Jeg ser ofte, hvor udmattede forældrene er, når de er på vej hjem fra ferie, fordi energiniveauet har været for højt, og de har været for meget på, siger hun og råder generelt folk til at holde en uge fri derhjemme, før man tager ud at rejse:

- Store rejsedag er den første dag i ferien. Men det bedste ville være at komme lidt ned i gear først, så der er mulighed for, at alle kan slappe af, mens I er afsted, siger hun.

LÆS OGSÅ: 5 råd til at få dit barn ned i gear

Det tager tid at komme ned

I kan dog ikke forvente, at børnene fra den ene dag til den anden kan lege hele dagen selv, hvis de ikke er vant til det.

- Når I har ferie, kan I ikke forvente, at børnene pludselig kan finde på aktiviteter selv og lege længe alene, hvis det ikke plejer at være sådan. Det tager mere end et par uger at bryde en cirkel, hvor der er forventning om aktiviteter hele tiden. Hvis børnene har en indre rastløshed, så skal I prøve at modarbejde den ved at have så få aktiviteter som muligt. Evt. kan I læse sammen og hver for sig, og de helt små kan kigge billeder, siger Ingrid Ortmann.

Stimuler børnenes fantasi

Det er meget muligt, at jeres børn skal have hjælp til at finde roen og få gang i fantasien. Men det er vigtigt, at I på et tidspunkt træder ud af legen, så de selv kan føre legen videre.

- Hvis børnene ikke kan sætte sig selv i gang, så kan I hjælpe ved at stimulere deres fantasi og så lade dem selv køre videre derfra. I skal ikke være med i legen hele vejen. Det kan fx være ved at fortælle en fantasihistorie og så bede dem tegne og male, det de har forestillet sig. Det kan børn godt helt ned til treårsalderen. Men I skal få ro på og få deres fantasi til at køre, siger Ingrid Ortmann.

Stil krav om ro til jer selv

Hvis børnene plager livet af jer dagen lang, så kræv jeres ret til at holde pauser, hvor I har ro til at slappe af og være i jeres egne tanker. Det er helt i orden at sætte det krav igennem.

- Det er godt at lære børn, at mor og far har brug for ro. Og så må I finde stille aktiviteter, som de kan foretage sig imens, hvis de skal have hjælp, siger Ingrid Ortmann og fortsætter:

- I skal udvise autoritet, og at I mener, at børnene ikke må forstyrre jer. Fx mens I ligger og slapper af. Vær venlige, men bestemte. Hvis I udviser usikkerhed over for, om I kan tillade jer at kræve ro, og børnene får overtaget femte gang, de plager, så vil de ikke respektere jeres krav, selvom det faktisk er rimeligt. Så I skal ikke give jer. Og det er afhængigt af barnets alder, hvor længe I så kan forvente at have den ro, siger hun.