Mor med baby med kolik på børneværelse
Baby

Har dit barn kolik? Sådan overlever du

Din baby skriger uafbrudt, og du hiver dig selv i håret af fortvivlelse. Få gode råd til at komme igennem den hårde tid med kolik - og læs om andre mødres oplevelse (og overlevelse!).

Vrææææl! Dit barn græder og græder, og du bliver mere og mere desperat. 'Stopper det aldrig?', tænker du og ville ønske,at du bare kunne vende ham om og pille batterierne ud. Men nej, hvis din lille ny har fået konstateret kolik, er der ikke andet at gøre end at opbygge et lager af ørepropper og tålmodighed. Kolik går som regel over i løbet af tre måneder, men indtil da er du nødt til at leve med skrigeriet. Dog findes der heldigvis gode råd til, hvordan du og din baby bedst kommer igennem perioden.

Kolik er fuldstændig ufarligt

Hvis du er i tvivl, om dit barn har kolik, kan du prøve at føre logbog over gråden. Det er tegn på kolik, hvis han eller hun græder mere end tre timer om dagen og det er mere end tre dage om ugen. Der findes ingen forklaring på tilstanden, og den kan ikke behandles, fortæller Philipp Skafte-Holm, der er læge og redaktør på hjemmesiden Sygeboern.dk.

- Hvis din baby græder meget, er det selvfølgelig ikke nok bare at gå ud fra, at det er kolik. Barnet skal til lægen og undersøges, så du kan være sikker på, at der ikke er noget andet i vejen, siger han.

Kolik er bestemt ikke sjovt for hverken mor eller barn, men heldigvis er det ikke skadeligt.

- Børn med kolik udvikler sig helt normalt, det forsvinder af sig selv, og det er fuldstændig ufarligt, siger Philipp Skafte-Holm.

LÆS OGSÅ: Råd mod kolik: Få lægens bud på, om det virker

Kom sammen igennem perioden med kolik

- Babygråd har den funktion, at den fanger forældrenes opmærksomhed, får dem til at tage deres barn op og opfylde dets behov, fortæller sundhedsplejerske og redaktør af Netsundhedsplejerske.dk Helen Lyng Hansen.

Babyen har for eksempel brug for at få mad, blive skiftet og føle sig tryg og elsket.

- Når det er svært at tackle barnets gråd, er det især i de situationer, hvor forældrene føler, de har prøvet det hele - givet mad, skiftet ble, vugget barnet og så videre, men babyen græder stadig, siger hun.

Det er både fysisk og psykisk udmattende at passe en baby med kolik. Derfor er det vigtigt, at I som forældre skiftes til at tage jer af barnet, og at I får aflastning fra venner og familie. Det sidste er selvfølgelig ekstra vigtigt, hvis du er enlig mor. Du har brug for søvn og for at hvile dine ører, så du har overskud til at trøste dit barn.

- Forældre føler sig ofte magtesløse i kampen mod kolikken og synes ikke selv, de klarer det godt nok. Men det er vigtigt at huske på, at det ikke er forældrenes skyld, at barnet græder, siger Helen Lyng Hansen.

LÆS OGSÅ: Gode råd mod forstoppelse hos baby

Hidsig? Syng en sang

Du gør det sikkert allerede: tager dit barn op og holder det tæt ind til dig, når det græder. Men det kan virke ekstra beroligende på barnet, hvis du samtidig danser stille rundt og synger eller nynner en sang. Det er også en god idé at synge, hvis dine nerver hænger i laser. Det er nemlig svært at synge og være hidsig samtidigt.

Dit barn nyder også at blive nusset og rørt ved. Massér med blide bevægelser og varm barnet med dine hænder. Der er ikke nogen rigtig måde at gøre det på. Det bedste er bare at følge din babys reaktioner og signaler, skriver Helen Lyng Hansen på sin hjemmeside.

- Giv dit barn masser af fysisk kontakt og nærhed. Kropskontakt er vigtigt, selvom det hverken kan forebygge eller forhindre kolik, fortæller hun.

Der findes masser af husråd og alternative behandlinger mod kolik, men der er ikke videnskabelige beviser for, at noget af det virker. Som forældre må I prøve jer frem i samråd med læge eller sundhedsplejerske og glæde jer over, at kolik er midlertidigt og går over af sig selv. Indtil da er det godt at tale med andre om, hvordan I har det. 

LÆS OGSÅ: Alternativ behandling til børn - hvad duer det til?

Oplevelser med kolik: Mødrene fortæller

Majbrit Jørgensen, 27 år, Brande. Mor til Melanie, som havde kolik i seks måneder.

Hvordan overlevede du?
- Jeg var heldig, at min mand var hjemme på fire måneders barsel. Jeg er selv invalidepensionist, så vi var der begge to og kunne tage over for hinanden. Nogle dage fik jeg bare lyst til at tage en pude og selv give mig til at skrige ned i den, fordi jeg ikke kunne holde hendes konstante gråd ud. Så var det godt, at han kunne overtage, så jeg kunne komme ud og køle lidt af. Det blev nemmere, da jeg accepterede, at jeg ikke kunne gøre mere, end jeg gjorde. Det er også mit råd til andre: Sig til dig selv, at du gør det godt nok.

Hvad forsøgte du?
- Vi købte en sansegynge til hende, som vi hængte op inde i stuen. Det var sådan en rund plade, som hun kunne ligge på og blive gynget frem og tilbage. Det var, som om det hjalp lidt. Ellers begyndte vi at gå til zoneterapi med hende, da hun var cirka en måned. Efter fire gange kunne vi mærke forskel, og jeg er helt sikker på, at det var på grund af zoneterapien, for vi holdt en pause på et tidspunkt, hvor det igen blev værre.

Christina Christensen, 27 år, Rødding. Mor til Rasmus og Sophie, der begge havde kolik som små. Rasmus i fem måneder og Sophie i to en halv måned.

Hvordan overlevede du?
- Jeg vidste, at en eller anden dag så ville det holde op. Heldigvis fik jeg også masser af opbakning fra mine veninder. De kom nogle gange og gik tur med Rasmus, så jeg kunne få lidt tid for mig selv. Det betød alverden bare lige at få ro i hovedet. Det er også mit råd til andre: Bed om hjælp - det gør dig ikke til en dårlig mor.

Hvad forsøgte du?
- Rasmus var til zoneterapi fem gange, og det hjalp, lige når vi havde været af sted, men det er svært at sige, om det hjalp overordnet set, eller det var alderen, der gjorde det. Men lige når vi havde været af sted, så havde vi i hvert fald ro den aften.
Jeg købte en slynge til at bære Sophie i, så jeg kunne have hende hos mig hele tiden. Det hjalp, men så snart jeg lagde hende fra mig, så skreg hun. Jeg tabte mig faktisk 17 kilo af at trave rundt med det lille menneske.

Hvad følte du?
- Jeg havde en fødselsdepression samtidig med, at Rasmus havde kolik, og det gjorde det bare endnu værre. Til sidst registrerede jeg næsten ikke hans gråd, for han skreg bare uafbrudt. Det gjorde ikke den store forskel, om jeg bar rundt på ham eller ej, men så følte jeg da, at jeg gjorde et eller andet. Tit var jeg alligevel nødt til at lægge ham tilbage i vuggen, fordi jeg var bange for at flippe ud og ruske ham. Nogle gange havde jeg bare lyst til at kyle ham ud af vinduet. Jeg gjorde det heldigvis ikke, i stedet gik jeg ud i haven og sparkede til flagstangen. Den der lykke, alle folk snakkede om - jeg kunne slet ikke finde den.

 

Læs mere om: