TV-serier
Baby

6 fabelagtige serier, du skal se, hvis du er på barsel

Barselstiden kan føles lang, både før og efter du har født, og er du træt af at scrolle gennem hele Instagrams nyhedsfeed, så kast dig i stedet over en god serie -og gerne én, som du kan relatere til! Vi guider dig til seks serier, du skal se, hvis du er på barsel.

Velkommen til Verden, dplay

Velkommen til verden

Ja, vi ved godt, det er grænseoverskridende og voldsomt at se en fødsel – især, hvis du ved, du snart selv skal igennem det. Men lige netop hvis du venter barn, og hvis de eneste fødsler, du har set på film, er i amerikanske tv-serier, så kan du sikkert få en hel del ud af Velkommen til Verden. Serien, som sendes hver tirsdag på Kanal 4, er filmet fra fødegangen på Aarhus Universitetshospital. Vi følger både læger og fødende forældre, som kommer ind på fødegangen og skal hjælpe deres barn til verden. Allerede i første afsnit får du lov til at se tre vidt forskellige fødsler, og alene det at se en fødsel filmet på den måde er helt unikt. Samtidig får man et billede af, hvor individuelt et fødselsforløb er, hvad man kan tage stilling til før fødslen – og hvad man absolut ikke kan forberede sig på. Se den her

 

The Letdown, Netflix

The Letdown

En bil holder på en mørk gade, og lyset fra lygtepælen skinner ind på føreren af bilen, en kvinde i 30’erne, der er faldet i søvn. På bagsædet sover en baby i sin stol. Kvinden vågner desorienteret med et sæt, da en pusher banker hårdt på bilens rude. Hun holder på hans faste dealerspot. Hun ender med at betale ham for at skubbe bilen, så barnet på bagsædet ikke vågner af motoren. I samme øjeblik lyder der sirener, og barnet udstøder et højt vræl. Sådan starter Netflixserien The Letdown. Kvinden i bilen er Audrey. Hun er førstegangsmor til Stevie og får hver dag til at gå med ham, fordi hendes mand arbejder rigtig meget. Vi følger Audrey til fødselsdagsmiddag med lille Stevie skjult under jakken, vi følger hende til kaffeaftale med en mor, der ikke er kommet sig over farens død 12 år tidligere, og vi følger hende til møde i mødregruppen, der består af vidt forskellige forældretyper – og en far, der følger med via FaceTime på iPad’en. Står du midt i bleskift, ammeproblemer og søvnløshed – eller har du bare brug for en hylemorsom serie? Så kan The Letdown godt anbefales. Se den her

 

Petra får en baby, DR

Petra får en baby

Har du set de andre sæsoner om Petra, der datede hele verden og forsøgte at finde ud af, hvordan man elsker sig selv og sin krop? Så er det måske ret rørende for dig at se, at hun har fundet kærligheden og skal have et barn med sin kæreste, Asbjørn. Men med den fremtidige forældrerolle medfølger også en stor bunke bekymringer. For bliver man en god forælder? Bliver man gode sammen i forældreskabet? Kan man forsørge sin familie? Og hvordan finder man ud af det hele? Det er skræmmende at blive forældre, og for at forebygge skader på parforholdet udforsker Petra forældrerollen. Vi er med, når hun tager Asbjørn med i parterapi, interviewer andre forældre for at høre om deres take på forældrerollen, passer en robotbaby og tager til fødselsforberedelse. Og når hun holder sin søn i sine arme for første gang. Se den her

 

SMILF, HBO Nordic

SMILF

Har du nogensinde ladet din toårige ligge sovende omringet af puder i ti minutter, mens du spænede som en gepard ned i kiosken for at hente snacks? Måske ikke. Men gør singlemoren Bridgette. Hun er i 20’erne og er single-mor til Larry på to år. Larrys far kommer ofte på besøg, og han og Bridgette er gode venner, men de er ikke sammen. Serien SMILF – single moms I’d like to fuck – er historien om, hvordan man får livet til at hænge sammen med arbejde, hobbyer, en mærkelig mor, venner, dating og sex. Det er ikke ligefrem en dans på roser, når man konstant har et barn på armen. SMILF er noget for dig, hvis du nogle gange har lidt svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, eller hvis du bare har brug for en virkelig medrivende og sjov serie. Se den her

 

The Beginning of Life, Netflix

The Beginning of Life

De første tre år af et barns liv lærer det mere, end man resten af livet kan lære på tre år. Børn har ikke nogen forventninger til, hvad de sanser og oplever, men retter bare ukritisk opmærksomheden mod det, der sker. Og det bedste, du kan give dine børn, er tilstedeværelse, for det er det, der betyder noget for dem. At få børn er den største gave, vi kan få, og livets begyndelse har altid vakt undren og fascination. I serien The Beginning of Life eller Livets begyndelse, som serien hedder på dansk går til starten af livet ved at undersøge barnets hjerne, forældreskabet, læringsprocesser, miljø og udvikling. Gennem forskellige forskere og forældrepar hører vi om det største i livet. Der findes seks programmer i serien The Beginning of Life, og hvert afsnit varer ca. 45 minutter. Se den her

 

Call the midwife, Netflix

Call the midwife

Call the midwife har den danske titel Jordemoderen, og det er præcis, hvad serien handler om. Den er baseret på jordemoderen Jennifer Worths erindringer og handler om hendes arbejde. Hun er en ung, engelsk nyuddannet jordemoder, som kommer til East End i London i slutningen af 50’erne og flytter ind på et kloster, hvor en gruppe jordemødre arbejder. Efter Anden Verdenskrig er der babyboom i England, og som jordemoder får unge Jenny set lidt af hvert i sit arbejde med de ventende mødre – og hørt lidt af hvert over frokostbordet blandt jordemødrene. Se den, hvis du aldrig helt er kommet dig over dine Downton Abbey-abstinenser. Se den her