https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/mad/forretter/2012/10/1242-miniruller-med-dip/1242-miniruller-copy-2.jpg
Mad

Miniruller med dip

22. oktober 2012
af Susanne Palmqvist
Foto: Anders Schønnemann
Små sprøde ruller med magert fyld. Absolut min yndlingsspise, især med et sprødt salatblad og mynte- eller basilikumblade omkring. Dejen til rullerne fås i asiatiske butikker og er super nem at arbejde med

(20 stk.)
ca. ½ pakke Spring Rolls Pastry, 15 x 15 cm (50 stk. i en pakke, dybfrost)
ca. ¾ l neutral olie til stegning, f.eks. solsikkeolie

FYLD:
450 g hakket kylling
1½ spsk. olie
ca. 1 spsk. friskrevet ingefær
3-4 forårsløg, fintsnittede
1 fed presset hvidløg
2 spsk. sød chilisauce
1 spsk. østerssauce
100 g groftrevet gulerod
+ evt. gerne 2 spsk. friskhakket koriander

DIP:
4 spsk. soja
1 spsk. lys japansk vineddike
1 meget finthakket rød chili

ENDVIDERE:
iceberg- eller romainesalat
blade af frisk mynte eller thaibasilikum

Tag ca. halvdelen af dejstykkerne ud af fryseren. Læg dem på bordet med et fugtigt viskestykke over, til de er optøede. Lad viskestykket blive over, så de ikke tørrer ud.
Svits kødet, til det er grynet (brug wok eller dyb pande). Vend ingefær, forårsløg, hvidløg, chili- og østerssauce i. Svits det i et par minutter. Sluk, og vend gulerødderne i. Smag til med salt og peber. Det skal være "tørt". Køl det hurtigt af.
Læg et par ark dej på bordet. Kom en god skefuld fyld på i et hjørne, og fold dejen ind over. Kom vand på kanterne med en finger, fold de to sider ind over, og rul til en stram rulle (se også på pakken). Fortsæt, til alt fyldet er brugt. Rullerne kan opbevares koldt eller fryses til senere.
Lav dippen. Riv en bunke salatblade i passende stykker, og gør en håndfuld krydderurteblade klar.
Varm olien godt op, og steg rullerne, højst 2-3 ad gangen. Tag dem op, når de er gyldne, og læg dem på dobbelt køkkenrulle. Spis dem lune med et salatblad og krydderurter pakket omkring. Dyp i dippen. Husk servietter.

Prøv også: Forårsruller med kålsalat og ris

Læs også