torskefilet
Hovedretter

Torskefilet med grøn olivenpesto og ovnbagte rodfrugter

Olivenpestoen giver det milde torskekød ekstra smag.Her får du opskriften på torskefilet med grøn olivenpesto og ovnbagte rodfrugter

Torskefilet med grøn olivenpesto og ovnbagte rodfrugter til 4 personer

Tid: 20 minutter. Ovntid: 25 minutter.
 
DET SKAL DU BRUGE
500 g torskefilet
1 spsk. olie
salt og friskkværnet peber
 
OVNBAGTE RODFRUGTER
400 g kartofler
200 g gulerødder
½ bundt timian
2 spsk. olivenolie
salt og friskkværnet peber
 
GRØN OLIVENPESTO
4 kviste bredbladet persille
½ bundt dild
175 g grønne oliven uden sten
1½ dl rapsolie
 
Vild med torsk og torskefilet? Så kig med her og få alle vores opskrifter med torsk
 

Opskrift - sådan laver du torskefilet med grøn olivenpesto og ovnbagte rodfrugter

 
1. Ovnbagte rodfrugter: Tænd ovnen på 200°. Skræl kartofler og gulerødder, og skær dem i mindre stykker. Læg dem i et ovnfast fad, og vend dem med friskhakket timian, olie, salt og peber. Bag rodfrugterne i ovnen i 20-25 minutter, eller til de er møre.
 
2. Grøn olivenpesto: Skyl persille og dild, og blend det med oliven og olie i en minihakker til en ensartet pesto.
 
3. Torskefilet: Skær torskefileten i 4 stykker, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Smør fisken med olivenpesto, dryp med olie, og krydr med salt og peber. Bag torsken i ovnen i 6-8 minutter. Servér med ovnbagte rodfrugter som tilbehør.
 
TIP: Brug evt. sorte oliven i stedet for grønne, eller køb en færdig olivenpesto.