Nye restauranter
Mad

Her er fire nye spisesteder i København, du skal prøve – og ét sted kan du få retter fra 49 kroner

14. maj 2024
af Christoffer Mygind Juul
Foto: PR / Cofoco
Der er alt fra klassiske ragu-retter til kendt omelet at finde på listen over nytilkommere på hovedstadens allerede omfangsrige liste af spisesteder. Vi har samlet fire af mest spændende nyheder lige nu.

Det vælter frem med nye spisesteder i København, der får mundvandet til at løbe og duftsanserne til at arbejde på højtryk.

Og du har helt garanteret allerede set nogle af dem i dit feed på sociale medier. Har du ikke, så får du her overblikket, så du kan udvide din liste over nye spisesteder at afprøve i København.

Amator
Den populære Københavner-kok Mati Pichici, der oprindeligt er fra Polen, har gjort omeletten til sit varemærke, og den er selvfølgelig en af hofretterne på kokkens nye, permanente spisested på Østerbro, Amator, der er polsk og betyder amatør.

Her er hele stedet nemlig indrettet som et åbent køkkenalrum for at skabe en hjemlig atmosfære, og særligt stedets citrontærte ser allerede ud til at blive en favorit.

Nordre Frihavnsgade 7, 2100 København Ø

Donna
Du er måske allerede faldet over den på Instagram med sit pittoreske udtryk og massive parmasanhjul, der er som taget ud af Italien.

Restaurant- og hotelgruppen Cofoco har nemlig slået dørene op til sit nyeste hotel, Hotel Bella Grand, der i stueetagen huser restauranten Donna.

Her byder menuen på italienske klassikere som "cacio e pepe", der bliver serveret direkte fra parmasanhjulet, og friske tomatsalater, der går perfekt sammen med de æstetiske omgivelser i det store atrium.

Vester Voldgade 25, 1552 København K

Graziano
Den italienske bølge har for alvor fat i hovedstaden, så derfor er der selvfølgelig også kommet en ny til.

Denne gang i hjertet af Nørrebro, hvor dørene for nylig er slået op til Graziano med kok Jonathan Barsløw Sørensen i køkkenet, der har en fortid hos gamle Nørrebro-kendinge som Bæst og Mirabelle.

Her byder menuen på klassiske bonderetter fra Toscana og Bologna, og derfor er der alt fra ragu til gelato at sætte tænderne i.

Møllegade 13, 2200 København N

Hian
En af byens nyeste, vietnamesiske spisesteder er Hian, som makkerparret Hien Vu og Andy Cheng står bag.

Her finder du retter helt ned til bare 49 kroner, så de fleste kan være med, når der dykkes ned i alt fra pho og friske forårsruller til varmende karryretter og sprøde rejer – det hele med et nordisk tvist, der forener smage og madtraditioner fra det nordlige Vietnam med den nordiske atmosfære, der kommer til udtryk i en lys og minimalistisk indretning.

Frederiksborggade 26, 1360 København K

Læs også