annemad opskrifter
Mad

3 skønne annemad opskrifter

5. maj 2010
af Tv-kok Anne Hjernøes fra kogebogen ”AnneMad – små retter fra hele verden”
Her giver vi dig tre opskrifter fra tv-kok Anne Hjernøes kogebog ”AnneMad – små retter fra hele verden”, og vi har selv prøvet disse opskrifter fra AnneMad af og kan kun sige Uhm!

Anne Hjernøe er kendt fra bl.a. Frilandshaven og AnneMad på DR2 og P4 formiddag. Netop nu kan hun opleves i en ny omgang af AnneMad, der denne gang er optaget i Spanien, første udsendelse sendes søndag 9. Maj.
Bogen "AnneMad - små retter fra hele verden" er udkommet på Politikens Forlag.

https://imgix.femina.dk/legacy/media/480b768c07594ea6ac81a3f0f77657d7.jpg

SMÅ SPRØDE AUBERGINESANDWICHER A LA ANNEMAD

( 4 personer)
1 aubergine skåret i tynde skiver
frisk parmesan, skåret i tynde skiver
frisk basilikum
1 glas ansjoser i olie
1-2 æg, sammenpiskede
rasp
koldpresset jomfruolivenolie

Sådan laver du små sprøde auberginesandwicher a la AnneMad

Læg aubergineskiverne på et bræt. Læg en tyndt skive parmesan på hver anden skive, 1-2 ansjoser og 1-2 blade frisk basilikum. Læg en aubergineskive ovenpå. Vend de små auberginesandwicher i æg og derefter i rasp.
Steg dem gyldne og sprøde på panden i god olie. Varmen må ikke være for høj, da stegetiden skal være forholdsvis lang. Så bliver aubergineskiverne helt møre og bløde, og parmesanosten smelter.

https://imgix.femina.dk/legacy/media/fc44c2d8c7a34b359c93c8b68b8a90b4.jpg

VITELLEO TONNATO A LA ANNEMAD

(4-6 personer )
Og lidt til dagen efter
1 kg kalveinderlår
2 gulerødder, skrællede
2 løg
4-5 laurbærblade
salt
TUNSAUCE:
2 pasteuriserede æggeblommer
1-2 dl neutral olivenolie
koldpresset jomfruolivenolie
salt
2 dåse tunfisk i vand, afdryppet
50 g kapers
3 ansjoser
saft af 1 citron
salt og friskkværnet sort peber
bredbladet persille

Sådan laver du vitelleo tonnato a la AnneMad

Skær gulerødderne i skiver, og skær løgene i kvarter. Kog kalvekødet mørt i letsaltet vand med gulerødder, løg og laurbærblade i ca. 1 ¼ time. Lad derefter kødet køle helt af.
Rør æggeblommerne til mayonnaise med de to slags olier og salt: Pisk æggeblommerne igennem, og tilsæt olien dråbevis. Når blandingen begynder at tykne og absorbere olien, så øg mængden af olie gradvist, indtil mayonnaisen har den rette konsistens. Smag mayonnaisen til med salt.
Kom tunfisk i foodprocessoren, og tilsæt kapers, ansjoser og noget af mayonnaisen, og blend, til saucen er lind. Juster saucen med citronsaft, yderligere mayonnaise og eventuelt olivenolie. Smag til med salt og peber.
Skær kalvekødet i tynde skiver, og læg det på et fad. Fordel tunsaucen over kødet i et fint lag og drys med kapers og bredbladet persille inden serveringen.
Spis friskbagt focaccia eller baguette til og gerne en god salat.
Eventuelle rester kan sagtens gemmes og spises dagen efter.

https://imgix.femina.dk/legacy/media/1442af8b12c0494fa024f04f29795cd4.jpg

SPRØD SALAT MED PÆRER, SPRØD PARMASKINKE, DADLER OG GORGONZOLA MED ANNEMAD

( 4 personer)
1 salathoved eller blandede salater svarende i mængde til 1 salathoved
100 g pinjekerner
4-5 skiver parmaskinke
olie
2 pærer, gerne conferencepærer
10 friske dadler
50-75 g gorgonzola efter smag
2-3 forårsløg
DRESSING:
5 spsk. koldpresset jomfruolivenolie
2-3 spsk. god balsamicoeddikke
1 tsk. akaciehonning
salt og friskkværnet sort peber

Sådan laver du salat a la AnneMad

Pluk salaterne i stykker, og læg dem på et fad. Rist pinjekernerne gyldne på en tør pande. Steg parmaskinken i store stykker i en god olie, til de er gyldne og sprøde.
Skær pærerne i tynde både, og bland dem med salaten. Skær dadlerne i mundrette stykker, og fordel dem ovenpå salaten sammen med små bidder af gorgonzola. Drys salaten med finthakket forårsløg, ristede pinjekerner og den sprøde parmaskinke. Bland alle ingredienserne til dressingen, hæld den over salaten, og server med det samme.

Tip til AnneMad!
Du kan bytte gorgonzolaen ud med gedeost eller parmesanchips.
Parmesanchips laves ved at lægge friskrevet parmesan i små bunker på bagepapir på en bageplade. Stil bagepladen i ovnen ved 200 grader, og hold godt øje med den. Lad osten blive let gylden og begynde at boble, tag bagepladen ud, og når osten er kølet af, har du de skønneste sprøde parmesanchips. Får parmesanen for lang tid i ovnen, så den bliver lidt for mørk, kommer chipsene til at smage brændt og bittert, så sørg for at få dem ud i god tid.

RELEVANTE LINKS OM ANNEMAD

Madplan
kyllingesalat
Vin fra Loire

Læs også