Desserter

Thomas Rodes lakrids-citronmousse med hindbær

Stjernekokken Thomas Rode sværger til palæokost, så brød, pasta og ris er udelukket fra hans kost. Men en stenalderdiæt behøver ikke betyde, at der ikke er plads til små syndige lækkerbidskener. Her får du hans udgave af den klassiske citronfromage – piftet op med lækker lakrids og hindbær. Uhm!

Lakrids-citronmousse med hindbær
til 4 personer

Det skal du bruge:
½ stang polynesisk vanilje • 30 g ahornsirup (kan udelades) • 3 æggeblommer • 1 æg • 2 spsk lakridspulver • revet skal af ½ økologisk citron • 2 blade husblas • ½ l piskefløde • masser af hindbær

Læs også: Se Thomas Rodes lejlighed her

Sådan gør du:
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland vaniljekorn, ahornsirup, æggeblommer, æg, lakridspulver og citronskal og pisk det luftigt, gerne med en elpisker og over ca. 10 minutter ved ¾ hastighed, så æggemassen bliver hvid, luftig og sej.
Opblød husblassen i koldt vand ifølge anvisningen på pakken. Knug det overskydende vand af og smelt forsigtigt husblassen i en gryde ved svag varme. hæld husblassen i æggemassen i en tynd stråle, mens elpiskeren kører.
Pisk fløden let til skum. tjek, at æggemassen ikke er for varm, og vend herefter flødeskummen i æggemassen (er den for varm, skiller fløden).
Lad moussen sætte sig i køleskabet mindst et par timer. Tag den ud og form den som æg med en ske dyppet i varmt vand. Anret med en masse friske hindbær og riv evt. lidt lakrids over.

Læs også: Thomas Rode om sit parforhold - "Jeg føler mig begæret"