Aftensmad

Jordskokkesuppe med ristede svampe

af Louisa Lorang 17. februar 2022
Foto: Anders Schønnemann
Ugens torsdagsopskrift er jordskokkesuppe med ristede svampe. Få opskriften her
2 personer

DET SKAL DU BRUGE

  • 250 g skrællede jordskokker
  • 150 g skrællet kartoffel
  • lidt olie til stegning
  • 1 løg, hakket
  • 2 fed hvidløg, hakkede
  • 7 kviste timian
  • lidt kødsnor
  • 8 dl grøntsagsbouillon (gerne Herbamare)
  • salt og peber (evt. hvid)

ENDVIDERE:

  • 250 g blandede svampe
  • lidt smør og olie til stegning
  • lidt plukket timian
  • salt

TILBEHØR

  • groft brød

Skær jordskokker og kartofler i grove stykker, og sautér dem i lidt olie i en stor, varm gryde. Det må gerne stege lidt, dog uden at det tager farve. Kom løg og hvidløg ved, og steg i yderligere et par minutter. Bind lidt kødsnor om timianen, og kom den i gryden sammen med bouillon. Sæt låg på, og lad suppen koge i ca. 30 minutter, eller til grøntsagerne er helt møre. Tag timianen op, og blend suppen med en stavblender. Smag til med salt og peber (evt. hvid peber).
Rens og pluk imens svampene, og rist dem i lidt smør og olie. Krydr dem med salt og timian, og lad dem dryppe let af på køkkenrulle.
Anret den varme suppe i dybe tallerkener, top med svampe, og servér med brød til.
Opskriften er til 2 personer