https://imgix.femina.dk/media/billeder/2012/december/stemme-prim.jpg
Selvudvikling

Din stemme afslører, hvem du er!

22. februar 2015
af Terje Nordberg og Charlotte Haase, Magasinet Psykologi
Stemmen er et ærligt og ægte udtryk for, hvem du er, og hvordan du har det. Uden at tænke over det bedømmer du folk på deres stemmeføring, så snart du ser og hører et andet menneske.

Stemmen udtrykker dine følelser og det basalt menneskelige og lever på mange måder sit eget, afslørende liv. Derfor kan den være svær at styre. Men den er et ærligt og ægte udtryk for, hvem du er, og hvordan du har det. Uden at tænke over det indfanges du af stemmen, så snart du ser og hører et andet menneske. Du lytter ikke kun efter, hvad der bliver sagt, men også efter, hvordan ordene formes, og hvordan luftstrømmen og de forføreriske lydbølger lister sig ind i øregangene og forplanter sig i kroppen.

OM LISBETH HULTMANN

Lisbeth Hultmann er operasanger, bevægelsespædagog, psykoterapeut og stemmeterapeut. Har udgivet bogen Stemmens kraft.

Se mere på www.stemmenspalads.dk

Første indtryk
Når kvinder bliver spurgt om, hvad de først lægger mærke til hos en mand, så kommer stemmen højt på manges hitliste. Den engelske skuespiller Anthony Hopkins blev engang udråbt til at have verdens mest sexede stemme, ligesom Leonard Cohen kan få de fleste kvinder til at dåne af fryd. Vi kan jo også nævne afdøde Thomas Winding, der med sin rolige og let underdrejede røst kunne tryllebinde både små og store. Der er ingen tvivl: Stemmen gør noget ved os og spiller en vigtig, men måske lidt overset rolle i samværet mellem mand og kvinde.

>> Køb bogen "Stemmens kraft" af Lisbeth Hultmann her

Maskulin og feminin
Traditionelt set er den sensuelle mandsstemme dyb, rolig og kontrolleret. Den har rigeligt med luft - det vil sige, at den ikke presser sig frem, men dvæler og antyder ved sin afslappede charme, at ejermanden har tid til at vente. På hvad?
Det ved modtageren - den kvindelige - endnu ikke, men hun mærker, at han hviler i sig selv. Kvindestemmen spinder og er kælen, blid og knirkende på en Marilyn Monroe'sk måde. Den sanselige stemme er ikke nødvendigvis smuk, men den har dybde og klangbund.
"Lige som kønsrollerne længe har været under forvandling, afviger også mænds og kvinders stemmer fra disse to generelle beskrivelser", siger Lisbeth Hultmann, der er stemmeterapeut.

6 STEMMETYPER, DU MÅSKE KENDER

* Ulven med den hurtige, aggressive stemme.

* Ekkoet, der som en klang-kamæleon skifter stemme efter situationen.

* Vandfaldet, der taler uafbrudt i et højt toneleje og væk fra sine egne følelser.

* Bremsen med den afbrudte og hakkende stemmeføring, som om der hele tiden sker en indre opbremsning.

* Den kontrolgale, der med massiv tungerodsspænding får stemmen til at lyde klemt.

* Basunen med den overdrevne kraftige stemme, der overdøver alt og alle - og endda måske sig selv.

Brøl og kælne spindelyde
Vi bærer stadigvæk rundt på en mere oprindelig side, hvor vi også er dyriske kønsvæsner, som reagerer på brummende
brøl og kælne spindelyde. Men sanselighed og nærvær handler først og fremmest om den personlige forankring. Føler han sig hjemme i sin krop? Fylder han sit eget, indvendige rum ud? Tør hun stå ved både sin styrke og sin blødhed? Magter hun at give slip på pænheden?

Dette er nogle af de udfordringer, som Lisbeth Hultmann i sin bog Stemmens kraft og på sine kurser hjælper mennesker
med at tage op og arbejde med.
"Ved at bevidstgøre, uddybe og måske forstærke de forskellige sider af os selv får vi mod og styrke til at give slip på de forsvarsværker og begrænsninger, som hæmmer os i forhold til andre mennesker, både på det faglige, sociale, personlige - og dermed også på det erotiske område", siger hun.

Fra cocktailstemme til junglelyd
Hvis en mand har, hvad Lisbeth Hultmann kalder en cocktailstemme, det vil sige en behersket, lidt højtliggende, anonym stemme, hvor det følelsesmæssige er fraspaltet, så har hun et råd.
"Han burde træne ved at kravle på alle fire derhjemme, mens han trækker vejret, så det kan høres. Lave strubelyde, brummelyde, snerrende og dybe junglelyde, som når natten falder på i Amazonas. Drikkeviser og heltekvad burde høre til denne mands faste repertoire. Han skal ned i sin stemme, så han kan befri sin maskulinitet", siger Lisbeth Hultmann.

Din stemmetype
Lisbeth Hultmann opererer med mindst 20 forskellige stemmetyper, som hver især repræsenterer en personlighedstype eller en side af den - for man kan jo rumme mere end én. For eksempel karakteriseres »optimisten« af en opadgående stemmeføring, hvor stemmen generelt ligger i et højt leje. Typisk for denne type er, at det ofte er en person, som spreder meget glæde omkring sig. Personen kan have svært ved at sætte grænser og flyder måske let sammen med omgivelserne. Omverdenen lukkes i for høj grad ind. Vedkommende kan også have svært ved at vise »forbudte« følelser som vrede, sorg og seksualitet. »Hvad eller hvem vil du sige nej til?« kunne være et spørgsmål til overvejelse for en person med denne stemmetype.

Et godt råd fra Lisbeth Hultmann kunne være, at han/ hun skulle til at synge nogle kraftfulde kampsange, arbejdersange eller slagsange. Vi rummer alle flere forskellige stemmepersonligheder. Somme tider er vi den pågående »ulv«, andre gange »basunen«, »lyseslukkeren «, »lillepigen« eller »tiggeren« - og til alle disse personligheder er knyttet følelser og handlemønstre. For jo flere strenge vi kan spille på, desto smukkere og fyldigere lyder vores sanselige instrument.

Denne artikel blev første gang bragt på oestrogen.dk i december 2012. Indeholder afiiliate-links

Læs også