https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/sex-og-psykologi/klummer/renee-toft-simonsen/renee-3-kopi-2_6.jpg
Selvudvikling

Vi må jo kunne lide at gøre rent...

28. oktober 2009
af Renée Toft Simonsen
Det var ikke uforståelige eller urimelige ting, han ridsede op, men dog alligevel på gængs teenagevis med udgangspunkt KUN i ham

Sad på færgen mod Odden sammen med en god gammel veninde, og jeg skal love for, jeg kom vidt omkring i livets krinkelkroge på den korte tur. Hun havde sin søn på 13 år med, og han havde meget at fortælle. Særligt om, hvordan hans mor vil bestemme alt, alt for meget og er alt, alt for overbeskyttende, hvilket var hans altoverskyggende problem. Han mente selv, han var ved at være en ret stor dreng, og at han sagtens kunne vurdere farlige situationer og klare sig i Københavns S-toge efter kl. 22 om aftenen ...

Han havde gode argumenter for snart sagt alt, hvad han sagde, og alt imens han stille og roligt og sagligt fortalte, hvor fredelige Københavns gader er dér, hvor han bor, hvor fint han vurderer de forskellige situationer, og hvor ugenert han sviner hele deres ferie til, fordi den overhovedet ikke var det, han havde lyst til, sad min veninde lænet tilbage og lod ham fylde. Jeg måtte derfor også se beundrende på hende og virkelig tage mig sammen for ikke at forsøge at få hende involveret i snakken, men bare være den, der lyttede og tog de ting ind, han sad og lukkede ud. Og det var ikke så lidt, han var utilfreds med! Det var ikke uforståelige eller urimelige ting, han ridsede op, men dog alligevel på gængs teenagevis med udgangspunkt KUN i ham.

Nå, men til sidst, da han endelig følte sig udtømt, faldt snakken på, hvor de var på vej hen. De skulle besøge noget familie, og her fortalte han så om den store dreng i familien og om, hvordan han rodede helt forfærdeligt. Der var simpelt hen så rodet i den lejlighed, han deler med sin kæreste, og det fik ham til at vandre videre i sine refleksioner om, hvordan den store drengs kæreste altid og hele tiden rydder op og gør rent, og hvordan de to konstant skændes om netop det.

Se, her blev jeg jo virkelig interesseret, for den historie har man jo ligesom hørt før. Så jeg spurgte nysgerrigt ind til, hvad denne kæreste så gjorde ved det dér rodeproblem, og han svarede uden at blinke, at hun da bare ryddede det hele op. Jeg spurgte så igen, hvorfor han troede, hun fandt sig i alt rodet og bare ryddede op og ryddede op. Indeni måtte jeg smile over svaret: "Det er nok, fordi hun kan lide det ..." Jeg måtte desorienteret spørge igen, om han da virkelig troede, hun kunne lide at gøre rent. Og han mente helt oprigtigt, at det kunne hun jo nok.

Hold dog helt fast! Jeg tænkte på det svar hele vejen hjem i bilen. Har selv fået det et par gange eller to i mit liv, når jeg brokkede mig - jeg måtte jo kunne lide at rydde op og gøre rent, siden jeg gjorde det hele tiden. Store som små går de åbenbart rundt i den vildfarelse, at vi kan lide at rydde op. Her foran computeren ærgrer jeg mig over, at jeg ikke fik bragt ham ud af den vildfarelse - jeg mener: Man skal jo begynde et sted. Men vidt omkring, det kom jeg, og tak for det, Adam ...
Kærlig hilsen
Renée

Læs også