Vi ligner, hvad vi spiser - hvide dejklumper

For nylig havde jeg en mærkelig oplevelse, som udspringer af den madkultur, vi har i den vestlige verden, og som jeg er del af, ikke mindst som mor til fire børn, som nu er så store, at det ikke altid er mig, der bestemmer, hvad der skal puttes i munden.

Hele familien var i Thailand, og det er jo altid dejligt at komme ud af den daglige trummerum. For det første fordi man slapper af på en helt anden måde, når man ikke konstant vader rundt i de vante rutiner, for det andet fordi man pludselig får øje på, hvordan tilværelsen også kan være.

På vej hjem til Danmark efter mere end tre uger fik jeg næsten et chok over den madkultur, vi har her i den vestlige verden. Vi er ikke engang nået igennem paskontrollen i Phukets lufthavn, og klokken er tidlig morgen, da vi træder ind i afgangshallen, og så er der pludselig mad overalt ... jeg mener: O-V-E-R-A-L-T. Og folk strømmede til, inklusive mig selv og mine unger. Sidstnævnte gik helt i koma af hyl og glæde, da de så neonlysene fra Dunkin' Donuts blinke dem i møde. Ikke at man ikke kan forstå det efter tre uger på ris og grøntsager, men det var alligevel lidt overvældende at se, hvordan de kastede sig over hvede og sukker, som var det heroin.

Kiggede man tre meter længere frem i afgangshallen, var der en burgerbar, som klokken 7.30 allerede var fyldt med folk, der proppede sig. Lidt længere fremme var der så lige en sandwichbar - her var sandwichene intet mindre end en halv meter lange og absolut fyldt til bristepunktet. Jeg tror næsten, der var mad nok til en hel thaifamilie i én af de sandwicher, mine børn bestilte. Og vildt var det faktisk også at sætte sig ned og kigge rundt med sin helt egen private, meterlange sandwich i hånden og se, hvordan hvert eneste hvide menneske proppede sig som en robot. Jeg må indrømme, at det selvfølgelig ikke var alle hvide mennesker i lufthavnen, der var overvægtige - selv om jeg vil vove den påstand, at i hvert fald halvdelen var sådan cirka 20 kilo og derover for tunge.

Pludselig slog det mig, at i forhold til thaierne, som for de flestes vedkommende er slanke, så ligner vi fra Vesten faktisk det, vi spiser - store runde, let uformelige hvide klumper af dej ... Indtrykket kunne ikke slippe mig igen, og i flyveren hjem tænkte jeg en del over, hvad der dog har fået vores kultur til at gå så meget amok i mad? Ikke at jeg fandt noget entydigt svar, for der er nok mange forklaringer - men jeg synes under alle omstændigheder, at den madkultur, vi har her i Vesten, er en ekstra refleksion værd.
Kærlig hilsen
Renée