Selvudvikling

Vi har da ytringsfrihed ... eller?

af Renée Toft Simonsen 20. marts 2013
ER det helt almindelig praksis i vores land, at skolelærere ikke må udtale sig til pressen om deres arbejdsplads?

Jeg har altid tænkt på Danmark som et land, der ikke blot hylder ytringsfriheden, men også praktiserer den. Derfor blev jeg faktisk ubehageligt overrasket, da det gik op for mig, at sådan er det ikke. Det skete, mens jeg sad og "kaffede" den med en god veninde. Hun er skolelærer og har altid være glad for sit arbejde. Så da hun sagde, at hun næsten ikke kan holde til at gå på arbejde længere, blev jeg nysgerrig. Hun fortalte, at da en stor virksomhed, der fremstiller legetøj til børn og ligger i Midtjylland, skulle bruge en skole til at lave deres egen internationale skole til medarbejderes børn, vip vap vupti! - så skulle to af kommunens skoler lægges sammen. Det betød helt konkret, at den skole, hvor min veninde arbejder, pludselig skulle huse to skoler. Hun fortalte, at larmen nu er ulidelig og pladsen så trang, at ingen kan tænke en klar tanke. Og her er det, ytringsfriheden kommer ind. For det værste for hende var, at hun ikke engang måtte sige det højt. Jeg sagde selvfølgelig til hende, at hun da kunne gøre, hvad hun ville. Og hvis det var at tale med pressen, så stod det hende fuldstændig frit - for det er et frit land, det her. Men jeg blev klogere, desværre. For min veninde og hendes kolleger var blevet pålagt IKKE at udtale sig offentligt om deres arbejdsplads overhovedet, hvilket også inkluderede forbud mod at skrive om det på Facebook eller Twitter. Hvis de gjorde det alligevel, ville de blive opfattet som illoyale over for deres arbejdsplads, og det var øjeblikkeligt fyringsgrundlag (hvilket betyder, at man ikke engang har de almindelige rettigheder som tre måneders opsigelse). Heller ikke på kommunen var der hjælp at hente. Den protestskrivelse, de havde sendt, havde kun afstedkommet en mundkurv fra kommunens side. Hvis det kom ud, ville lærerne blive kaldt til tjenstlig samtale. Som min veninde så pragmatisk sagde: "Jamen Renée, så holder man jo sin kæft. Tjenstlig samtale kan betyde fyring - og jeg ville jo aldrig få arbejde et andet sted. Skoler taler sammen, og de ringer også for at få mine referencer ...". Da blev der sgu stille i stuen et øjeblik. For en gangs skyld vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg tror, jeg var målløs - for det er intet mindre end statslig censur. Tænk, at det foregår i vores lille land ... hmm ... gad vide, om det foregår sådan på alle skoler? Jeg mener: ER det bare helt almindelig praksis i vores land, at skolelærere ikke må udtale sig til pressen om deres arbejdsplads? Kærlig hilsen Renée