Vi er alle lidt klogere end de andre
18. august 2010Det der med at bedømme sig selv kan være rigtig svært, men at bedømme andre kan faktisk være lige så besværligt. Jeg læste for nylig om noget forskning, der handlede om selvbedømmelse, og der var flere interessante ting i det fænomen. Vi har selv ofte en ret klar idé om, hvem vi er, hvilke ting vi er gode til, og hvad vi måske ikke er verdensmester i. Men forskning viser, at vi ofte bedømmer os selv anderledes, end f.eks. vores bedste venner bedømmer os, og ofte bedømmer vi også os selv forskelligt i forhold til, hvordan vi bliver opfattet af andre, der er fremmede for os.
Det er klart, at der er større overensstemmelse mellem vores egen bedømmelse af os selv og dem, som er tæt på os, end mellem os selv og dem, der ikke kender os, hvilket forskningen også viser.
Men vi mennesker har ifølge forskningen et meget stort behov for at tænke godt om os selv, og det præger naturligvis vores tolkninger af egen personlighed og adfærd i positiv retning - stort set mener de fleste mennesker, at de er lidt mere begavede eller kreative end flertallet.
Forskningen viser også, at jo tættere et menneske er på os, jo mere hang har vi til at tillægge dem gode egenskaber som intelligens, skønhed og så videre. Altså, jo mere vi følelsesmæssigt har investeret i en person, jo mere tilbøjelige vil vi være til at idealisere vedkommende. Men rigtig interessant synes jeg det er, at forskningen viser, at vi tillægger vores egne tanker og følelser større betydning end vores adfærd, når vi former vores selvopfattelse. I modsætning til det, så er det ikke tanker og følelser, der er afgørende, når vi bedømmer andre, der er det derimod deres handlinger, der er det vigtigste for os.
Dette viser os, at de kriterier, vi bedømmer os selv ud fra, faktisk er væsensforskellige fra dem, vi bruger, når vi bedømmer andre. Det er klart, at det at være inden i os selv giver os et meget mere præcist indtryk af, hvilke følelser der er bestemmende i forhold til vores adfærd. Og klart er det, at vi ikke er inden i andre og derfor ikke mærker deres bevæggrunde for at gøre det, de nu engang gør. Men vi medtænker altså ikke andres følelser og tanker i lige så høj grad, som vi medtænker vores egne, når vi beslutter os til, hvad vi skal mene og tænke om andre. Måske kunne den information være god at have med næste gang, man røg ind i en konflikt med sin elskede, sin chef eller sine unger?
Kærlig hilsen
Renée
LÆS OGSÅ:
