Verdens lykkeligste folk er ret sure
Det er mandag morgen, og jeg beslutter at løbe en helt ny rute. Det skulle jeg så aldrig have gjort ... Det starter meget godt: Vi skal hente min husbonds bil i den anden ende af byen, og vi
aftaler, at han kører ungerne af sted, og så mødes vi derude. På med tøjet (hvilket er en del i denne tid: hue, halstørklæde og vanter), iPod'en i ørerne, Jason Mraz for fuld skrue, og så af
sted.
Jeg suser ned til vandet og løber ind mod Centrum, skal nå helt ud på den anden side af byen. Det sner en smule, og der ligger driver alle vegne. Det er begyndt at tø, og alt er vådt,
store pytter overalt, og den side, som er beregnet til gående, er fuldstændig dækket af et tykt lag sjap. Jeg forsøger at løbe dér, men må give op ... mine løbesko bliver våde, og jeg kan mærke, hvordan det siver ind i sokkerne. Jeg bliver nødt til at løbe på cykelstien ... åh, men ak og ve: Tænk bare, at jeg formastelige person har dristet mig til at løbe uden for afmærkningen! Inden jeg er nået frem til havnen, er jeg faktisk blevet antastet ikke mindre end fire gange af cyklister - og når jeg skriver antastet, mener jeg selvfølgelig kun verbalt. Men det var såmænd
rigeligt på denne mandag morgen i sne og slud. Da den fjerde cyklende person råber vredt og hvæsende efter mig, at jeg er i vejen, eller at jeg skal gå ind til siden, standser jeg og råber
tilbage, om han da ikke bare kunne slappe en smule af, at jeg jo også skal være her, og at der faktisk er plads til os alle sammen. Han svarer noget vredt, jeg ikke kan høre, for han havde mægtig travlt og var allerede langt videre.
Men jeg blev i grunden noget chokeret over at møde så megen aggression, vrede og stress kl. 7.30 mandag morgen, og det endda fra verdens lykkeligste folk (hvoraf 432.000 er på lykkepiller, hmm ... de piller må være holdt op med at virke). Det, jeg i grunden blev mest chokeret over, var den måde, de udtrykte det på, hvordan de bare kastede eder og forbandelser i nakken på én uden så meget som at tænke på, hvad det gjorde ved deres medmennesker, endsige sætte farten ned i to sekunder. Knaldede uden hæmninger deres aggressioner af, hvorefter de suste videre i høj fart på deres cykler. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan morgenen måtte have været i deres hjem ... hvordan havde de talt til deres børn? Opførte de sig mon ligesådan på deres arbejdsplads? Jeg kom også til at tænke på, at det i værste fald kunne være, de skulle ind og være sammen med andre menneskers børn, hvilket var en ret ubehagelig tanke, den ringe selvkontrol taget i betragtning.
På samme måde som man véd, der findes lærere, pædagoger eller forældre, der kun råber ad deres børn, når ingen andre voksne ser eller hører det, kom jeg til at tænke på, om det også var den mekanisme, der var på spil denne mandag morgen - at de råbte ad mig, fordi det tilsyneladende var omkostningsfrit?
Ret ubehageligt træk i grunden.
Kærlig hilsen
Renée