Veninde - jeg elsker dig
For hvor går grænsen? Venindeskaber er på mange måder som ægteskaber - på godt og ondt, i medgang og modgang, i skilsmisser og stormende forelskelser, med og uden ammehjerne - og ofte helt ude af takt! Og det er dér, venindeskabets nok største udfordring ligger: At bevare relationen, når den ene part lever af kærlighed og kildevand, og den anden netop er ved at kæmpe sig ud af et dræbende forhold, eller den ene sprøjter børn ud på stribe, og den anden rammes af barnløshed - det kan gøre ondt. Så ondt, at det kan ende med et brud.
I denne uges tema kan du læse om Claudia og Heidi, der begge så sig nødsagede til at træffe et svært valg og bryde med henholdsvis søstrene og bedsteveninden. Og så kan du møde psykolog Henriette Junker, der giver sine kloge råd om, hvordan du undgår, at venskabet krakelerer helt.
For mig at se er det helt unikke bånd, der binder to mennesker sammen i venskab, en af livets allervigtigste relationer. Manden kan man skifte ud, jobbet kan erstattes med et nyt - men rigtige venner ... behøver jeg at sige mere?!
Kærlig hilsnen
Camilla Kjems