Selvudvikling

Vær sammen i stilhed

af Renée Toft Simonsen 4. april 2012
Følelsen af at høre sammen, trygheden og intimiteten i bare at være til stede for hinanden uden konstant at behøve at stadfæste samhørigheden med ord er faktisk ret o.k.

Hvis nogen spørger mig, hvad jeg synes er det allervigtigste i menneskelivet, vil mit svar nok til enhver tid være: De betydningsfulde relationer, vi indgår i. Nogle varer hele livet, mens andre kan være af kortere natur og stadig have den største betydning. Lidt finurligt synes jeg det er, at når vi går vores relationer efter i sømmene, har de ofte forskelligt indhold. Det vil sige, at vi laver forskellige ting, afhængigt af hvem vi er sammen med. Og for de fleste mennesker gælder det nok, at vi finder mennesker at være sammen med, som kan lide nogle af de samme ting som os.Noget af det, jeg holder meget af, er at snakke. Vende og dreje situationer og følelser med mine veninder. Høre om deres oplevelser og fortælle om mine. Måske undersøge, om der er noget, man kunne have gjort anderledes, fordi man så lærer noget om de fejl, man eventuelt har begået. Fejl, som måske fik et hjerte til at lukke ned i stedet for at åbne sig. At snakke med nogen kan give én følelse af samhørighed med personen, man snakker med, hvilket kan være uendelig værdifuldt.For nylig fandt jeg dog ud af, at det stik modsatte også kunne være tilfældet. Jeg havde nemlig et par hyggelige timer i min mands selskab, hvor vi ret beset ikke snakkede om noget som helst. Først gik vi gennem skoven hånd i hånd og nød den kolde luft og vinterens grå toner. Så ankom vi til vores badeklub, gik ind, smed klunset, hoppede i bølgen grå og kold, og så gik vi i sauna. Der sad vi tæt sammen i en lille times tid, afbrudt af et dyp i det kolde ind imellem, og bagefter trissede vi hjem gennem skoven igen.Da vi gik dér blandt alle de nøgne træer, gik det pludselig op for mig, at vi i grunden ikke havde sagt mange ord til hinanden på vores udflugt. Før i tiden ville jeg have tænkt, at vi da nok var det værste taber-ægtepar i verden og bare ikke havde mere at sige hinanden. Jeg ville måske endda have haft medfølelse med nogen, hvis de for mig så ud til at være havnet i et grumme kedsommeligt forhold ... ét uden ord.Hmm - måske er jeg bare ved at blive ældre, for følelsen af at høre sammen, trygheden og intimiteten i bare at være til stede for hinanden uden konstant at behøve at stadfæste samhørigheden med ord var faktisk ret o.k. Kærlig hilsenRenéeFLERE KLUMMERTine Bendixen: Alt er forbudtJulia Lahme: Øretævernes vendepladsDorthe Kandi: Er kvinde virkelig kvinde værst?