Under trans-formeringen dør nogle af os som kvinder
Da jeg forleden var jeg til frokost med et par veninder, kredsede vores samtale om, hvordan nogle kvinder under transformeringen til mødre synes at dø som kvinder. Mine dejlige, kloge veninder så det som et problem, at mange af deres veninder, efter at de var blevet mødre, ikke længere var hverken særlig sjove, interessante eller sprælske at være sammen med. Faktisk så lidt, at man fik mindre og mindre mod på at være sammen med dem.
Som den ene, der selv er mor til et par stykker, sagde: "Der er en hel gruppe af kvinder, som, efter at de har fået børn, begynder at ligne hinanden. Får kort hår og brede numser, pludselig betyder vægten ikke så meget. Før brændte de for venner, studier, kærester, kultur og politik. Nu brænder de ikke rigtig for noget længere, ud over deres børn. Men faktisk er det, som om børnene heller ikke er deres passion længere ... børn er bare en norm, de overtager ..." Min anden veninde gav den første ret og fortalte, at det bl.a. var derfor, hun havde valgt børn fra i sit liv. For nogle kvinder kommer de nemlig til at fylde alt, og så interessante syntes hun alligevel ikke de var - i hvert fald ikke i forhold til at få realiseret de drømme og ambitioner, man går rundt og har.
Jeg må indrømme, at selv om jeg ikke syntes, mine oplevelser matchede fuldstændigt, var der alligevel noget ved deres frustrationer, som virkede interessant. Det var ikke sådan, at de bare havde lyst til at sidde og bitche - det kom mere ud som længsel efter noget andet, noget mere ... eller måske en angst for selv at ende som brednumset, korthåret tørvetriller? Hvad lå mon til grund for den forvandling, de så deres veninder gennemgå, fra det øjeblik de fik børn? Et bud var, at det måske er blevet så super anstrengende at være kvinde i disse dage, at børn er en legitim undskyldning for helt at lade være? Den dér med, at nu har jeg mine unger, jeg har reproduceret mig selv og skabt den mening med livet, jeg har brug for, hvilket jo, set i det lys, kan virke ret fristende.
Jeg tænkte bagefter på, at det også godt kunne hænge sammen med det paradoks, der ligger i tiden: Jo mere konkurrence moderskabet får fra karrieren, jo mere utilsigtet negativ indflydelse får det måske på kvindeligheden ... jeg mener, vi kan jo ikke være alle steder på én gang?
Kærlig hilsen
Renée
LÆS OGSÅ:
