Ulla Terkelsen: Det vil vi tale om i 2017
foto Ulrik Jantzen/AOP
Ved tærsklen til et nyt år har vi bedt TV 2s udenrikskorrespondent Ulla Terkelsen om at fortælle om hvordan hendes eget 2017 kommer til at blive.
- Mit 2017 ser sådan ud, at jeg fortsætter med at arbejde, men jeg skruer nok en lille smule ned til sommer. Jeg har aldrig haft så meget at lave, som jeg har nu, fordi jeg både skriver og har mit hovedarbejde på TV2, og det bliver jeg ved med. Men jeg siger måske nej tak lidt oftere for ikke at løbe mig selv ihjel. Jeg har ikke noget ønske om at konkurrere med min egen alder. Jeg har ikke noget, jeg skal demonstrere og bevise.
Hvad glæder du dig til?
- At være sammen med mine børnebørn, min søn og hans kone, familie og venner. Jeg glæder mig til at drikke rødvin på gode restauranter og til at rejse og nyde livet. Men jeg ser ikke noget modsætningsforhold mellem mit arbejde og min fritid, for jeg er så privilegeret, at jeg beskæftiger mig med noget, der interesserer mig. Det, vi snakker om nu (red.: Læs ugens tema ”Det vil vi tale om i 2017”), er jo også noget, jeg snakker med mine venner om.
Hvilke begivenheder glæder du dig til at dække i 2017?
- Jeg glæder mig meget til at følge, hvordan det går med briterne og deres tur ud af Europa, og så glæder jeg mig meget til det tyske valg. Jeg synes, det er spændende, om Fru Merkel klarer skærene, for hun er på mange måder en dybt interessant kvindeskikkelse, lige som den engelske premiereminister Theresa May også er. De er begge præstedøtre og kan få en stor afgørende rolle i udviklingen af Europa. De har været de dygtigste piger i klassen. De har læst naturfag, matematik og geografi. De minder om Thatcher, der også læste fysik på universitetet. Men jeg tror ikke, at nogen af dem har læst feministiske kampskrifter.
Hvilke følelser bringer 2017 frem i dig?
- Jeg er ked af, at jeg ikke ser afslutningen på alle de her problemer, verden har. Da vi oplevede murens fald og den kolde krigs afslutning - jeg boede i USA i 1980erne, da Gorbatjov og Reagan tog hinanden i hånden – så troede vi, at det var så det, og det var godt. Så kom 11. september, som jeg var med til at dække, og så vidste vi, at sådan er verden ikke. Så startede et nyt ondt kapitel, og det er dét, vi er i gang med nu. Jeg tror desværre, det vil vare lang tid, før vi vil føle, vi er et godt sted.