Trine Gregorius: Jeg kan aldrig huske hvornår vi blev gift

Hvor mødtes I?

Vi mødte hinanden i Nyhavn på en frokostrestaurant. Jeg havde aldrig set ham før. Anede knap nok, hvem han var.

Jeg var journalistpraktikant på Radioavisen på det tidspunkt og arbejdede på erhvervs- og arbejdsmarkedsredaktionen.

Sammen med en uddannet kollega skulle jeg ud og møde nogle af kilderne fra erhvervslivet. Og Peter var den første, jeg skulle møde. Han var dengang informationschef i det, der hed Jernets Arbejdsgiverforening. Og det var i − 1987.

Hvad tænkte du, da du så ham første gang?

Peter kom for sent. Og han kom dér og steg ud af en taxa med en Burberry-frakke svævende over sit jakkesæt og med en stor cigar. Jeg tænkte: Vorherre bevares! En kapitalist! Ham skal jeg spise frokost med, I guder! Men så spiste vi frokost, og til min store forundring, syntes jeg faktisk, at han var rigtig, rigtig sjov. Meget overraskende.

Hvordan gik det til, at I sås igen?

Der gik nogle dage, og pludselig ringede han og inviterede mig ud igen. Narh, tænkte jeg, nu stopper vi. Men han blev med at ringe. Og til sidst gav jeg mig... Og så var vi altså ude at spise sammen igen. Og det var så dét.

Så har vi faktisk været sammen lige siden!

Vi blev gift i Holmens Kirke to år senere. Eller nej, nu bliver det rigtigt pinligt... Jeg kan aldrig huske, om det var i 89 eller i 90, vi blev gift. Men jeg tror, eller rettere, ved nærmere eftertanke VED jeg nu, at det var i 1990. Året før købte vi hus sammen. Det bor vi stadig i.

Hvad kunne være gået galt?

Peter lignede ikke ligefrem min type. Han var slet ikke i nærheden af nogle af de typer, jeg ellers havde kendt. Slet, slet ikke. Men det holdt jo heller ikke med nogen af dem, kan man så sige.

Jeg var hverken på jagt eller på udkig eller på noget som helst, da jeg mødte Peter.

Jeg var jo bare på arbejde.

Hvordan går det i dag?

Vores udgangspunkt var jo ret godt: kemien passede bare. Jeg tror simpelthen, vi er det perfekte match.

Når folk taler om, at man bevidst må arbejde for at parforholdet skal fungere, så er det ikke noget, vi kender til. Det har bare kørt fuldstændig roligt lige ud ad landevejen.

Det lyder måske kedeligt, men sådan er det altså. Der er dem, der hævder, at i et godt ægteskab skal man skændes indimellem.

Men Peter og jeg skændes aldrig.

Vi er til gengæld gode til at grine sammen. Og vi er meget barnlige begge to. Nogle gange sidder vi og fniser over, at tænk, alle de andre tror, vi er voksne.

Vi bor egentlig også lidt kollegieagtigt stadigvæk. Der er ingen af os, der nogensinde er gået vildt op i »skønne hjem« og den slags.

Men vi er ikke enige om alt eller fuldstændig ens. Peter synes for eksempel, at udlandsrejser er spild af tid, stort set.

Han er en hjemmefødning, mens jeg elsker at rejse. Ad åre er vi kommet frem til det kompromis, at jeg vel nok rejser lidt mindre, end jeg måske har lyst til, og Peter rejser lidt mere, end han har lyst til.

Jeg har rejst alene et par gange, men det er ikke noget, jeg ligefrem excellerer i. Jeg savner ham jo, når jeg er væk fra ham!