Tine Bendixen: Tanker i en terrortid

Smørrebrød. Der findes vel næsten ikke noget mere dansk, vel? Burde efter min mening klart have vundet i stedet for stegt flæsk med persillesovs, da Dan Jørgensen var fødevareminister og forsøgte at forbedre danskernes madvaner med skældud og en nationalret-konkurrence. Køber tre stykker til rejsen på Københavns Hovedbanegård. Æg og rejer. Kartoffelmad. Fiskefilet med remo. Skal hele vejen til Horsens med tog, hvor togstewardesserne desværre har rullet den sidste vogn igennem, så man ikke længere kan købe hverken vådt eller tørt. Hiver smørrebrød og plastikbestik frem undervejs og kigger ud ad togvinduet på et Danmark, der ligner sig selv. Billedet snyder. Ankommer til Horsens og finder en etnisk jysk taxachauffør, der hurtigt lurer en etnisk københavner på bagsædet og spørger: ”Hvad koster sådan en Nutella-lagkage i København?”. Aner det ikke. Det gør han. For en kvalitetsbrødkæde fra hovedstaden har åbnet butik i Horsens, og på hele den temmelig lange køretur opremser han priser: 20 kroner for et rundstykke? TYVE KRONER?? Han spår butikken en ultrakort levetid på de kanter. Vi er godt dumme, hvis vi hopper på den i København. Vi københavnere er, viser det sig, i det hele taget godt dumme. I hvert fald mig ... for senere, på taxaturen tilbage til stationen, sidder en anden chauffør bag rattet, og taxameteret stopper langt tidligere og afslører, at den første chauffør har nappet en omvej for lige at kunne lægge, hvad der vel svarer til prisen på en jysk Nutella-lagkage, oven i turen ... Den snu snyder den troskyldige. Sådan er verden. I det små. Og i det store. Det sidste er vi muligvis ved at lære på den hårde måde. Jeg har interviewet en dansk folketingspolitiker hjemme hos hende selv i udkanten af Horsens. Vi har talt om den multietniske udfordring, Danmark står midt i. Hun tror på løsninger og håb. Vi har også rundet terrortrussel. Det er lige før påske, og den eftermiddag ved vi endnu ikke, at nogle, hvis mål er jihad og kalifat og sharia og et umenneskeligt menneskesyn (læs: især umenneskeligt kvindesyn), i samme stund, nede i Belgien, er ved at lægge sidste hånd på deres planer om at selvmordsbombe lufthavnen og metroen i Bruxelles. Realistisk set er andre radikaliserede muslimer derude nok også ved at lægge planer, vi endnu ikke ved noget om. Planer, der måske skal ramme Danmark. Demokratiet. Ytringsfriheden. Retten til at tænke og leve som frie mennesker i et åbent og ligestillet samfund. Mennesker som dig og mig. I toget hjem bliver jeg opsøgt af en nysgerrig femårig kurdisk pige, der taler lidt, men klart dansk: Sidegevinsten ved at gå i dansk børnehave. Vi taler længe om zebraer og kænguruer og farver og blomster i et magasin, jeg har med. Før hun skal af i Ringsted, vil hun fotografere mig med forældrenes mobil: ”Så jeg kender dig!”, siger hun insisterende. Forældrene er flygtninge fra Mellemøsten og taler ikke et ord dansk. Pigen viser mig billeder på deres mobil. Et af dem af et stort pyntet juletræ i noget, der ligner deres hjem i Danmark. Fire dage efter slår muslimske fundamentalister masser af mennesker og sig selv ihjel i Belgien. Og min veninde og jeg spørger hinanden, hvorfor helt almindelige muslimer ikke går på gaden og bruger deres ytringsfrihed til at sige fra over for IS og organisationens proselytter, der har taget islam som gidsel i en syg kamp mod den vestlige verden. Som min ateistiske veninde siger: ”Det er trist, at vanvidsmuslimer ikke får mere modstand. Hvis der var en ateistisk terrorgruppe, ville jeg nok have behov for at fortælle, at de ikke repræsenterer mig.” Med andre ord: Vi må træde i karakter. Alle sammen. Sige fra. Alle sammen. De snu har snydt de troskyldige længe nok, og der er langt værre ting end snedige taxachauffører og stegt flæsk med persillesovs på spil. Demokratiet er under angreb. For mig er der kun den hårde måde tilbage. Det skylder vi hinanden. Og en femårig kurdisk pige.