Selvudvikling

Tine Bendixen: Prøv noget nyt: Mere af det samme ...

af Tine Bendixen 28. april 2015
Danmark er et mere af det samme-land. Danske supermarkeder spiller med få undtagelser på de varer, de formentlig selv mener er de sikre kort. Hvorfor skal vi kunne købe nøjagtig den samme ketchup fra Heinz alle steder?
Så åbnede endnu et supermarked på gaden, hvor jeg bor. Egentlig ikke fordi jeg lige stod og manglede det, tænkte jeg umiddelbart. Jeg har i forvejen tre inden for en gåafstand af max to minutter. Jeg ved det: Det er luksus! Efter at lukkeloven er afskaffet, kan jeg nærmest i døgndrift invitere gæster til middag med fem minutters varsel og hente mælk til kaffen klokken tre om natten. Men nysgerrig er man jo. Så jeg skulle da lige se, hvad supermarked nummer fire kunne diske op med.   Ikke ret meget, kunne jeg hurtigt konstatere. Jojo, der var varer i butikken. Hylderne var propfyldte. Men desværre af det, jeg kalder ”mere af det samme”. Nøjagtig de samme varer fra de samme producenter og mærker, som står på hylderne hos alle de andre supermarkeder. Og masseproduceret brød, der var lavet, så det så ud, som om det var godt (”vi drysser lige lidt mel og fem græskarkerner på som alibi”), men jeg kender papbrød, når jeg ser det.   Hvorfor var jeg ikke overrasket? Fordi Danmark er et mere af det samme-land. Danske supermarkeder spiller med få undtagelser på de varer, de formentlig selv mener er de sikre kort. Jeg forstår bare ikke, hvorfor de mener, det er livsnødvendigt for forbrugerne at kunne købe nøjagtig den samme ketchup fra Heinz alle steder. Det ville til gengæld have været en positiv overraskelse, hvis supermarked nummer fire faktisk havde vist sig at rumme noget ANDET end alle de andre. Jeg bor trods alt på Østerbro. 2100 Spelt – de kræsne forbrugeres højborg. Man kunne da have forestillet sig, det ville være et udmærket sted at teste et mere innovativt supermarked, ikke? Prøve noget helt nyt! DET mangler vi! Men nej. Og hvad skal vi så med det?   LÆS OGSÅ: Renée: Hvorfor biodynamisk mad? Jo, øh, ser du...   Jeg har lige været i Frankrig og Belgien. Har nydt at købe ind i supermarkeder, der bugner af varer, jeg aldrig har set herhjemme. Smør i 10 varianter. Luksus-mysli fra producenter, jeg aldrig har hørt om før. Yoghurter i helt anderledes og lækre smagsudgaver. Landkyllinger i alle afskygninger. Skønne specialiteter og sprøde, nybagte baguetter. Undrer mig igen-igen over, hvorfor madudvalget i de danske supermarkeder er så begrænset. Indimellem ligefrem skidt. Utallige gange er jeg kommet hjem med avocadoer, der var lige til at smide ud, tørre, smagsfattige appelsiner, seje bøffer og slatten salat. Min søster havde forsøgsvis købt paté fra et discount-supermarkeds nye ”luksuslinje” til en frokost for nylig. Det smagte så helt igennem elendigt, at vi blev enige om at give det til katten. Hvis den da gad æde det.   For at det ikke skal være løgn, er madvarer i Danmark blandt de dyreste i hele Europa. Også når man ser bort fra momsen. Derfor synes jeg faktisk ikke, det hænger sammen, når forbrugerne af og til bliver skældt ud for, at de jo ikke vil betale for varerne. Vi får at vide, at vi er discount-agtige, at kvalitet koster, og at vi kan bare tage os sammen. Men helt enkelt: Hvorfor koster en økologisk landkylling herhjemme snildt 100 kroner, når jeg lige har set den i Frankrig og Belgien til det halve? Det er da interessant, at det, som i Danmark opfattes som ekstra god kvalitet og lige på kanten til at være luksus, helt automatisk fås til mere humane hverdagspriser i supermarkeder andre steder i Europa. Sagde du fisk? Koster KASSEN her – i et land, der er omringet af vand.   Kunne man måske forestille sig, at folk ikke bare ville spare, men faktisk ville købe mere kvalitet, hvis priserne på madvarer lå mere på linje med de europæiske, madmæssigt billigere lande? At fødevareminister Dan Jørgensens hede drøm om mere kvalitet i maden helt naturligt blev til virkelighed, hvis priserne faldt? At vi fik supermarkeder, der var til at gå på eventyr i? Jeg har besluttet mig for at boykotte ”mere af det samme”. Der er trods alt grænser for, hvad man skal lade sig spise af med.