Selvudvikling

Tine Bendixen: ”Jeg synes, kvinder er slemme til at søge konsensus for enhver pris”

af Tine Bendixen 21. december 2017
Vi SKAL helst være enige. Hvis man formaster sig til at mene noget andet end det, ”vi” naturligvis mener, bliver munden ofte stram og retorikken nedladende og bedrevidende.
Vi skal jo ikke være enige om alt, vel? Det kom jeg bare til at tænke på, da jeg for nylig havnede i en temmelig aggressiv debat på Facebook. Den handlede om kvinder og fødsler og var opstået i kølvandet på en ny bog om det eviggyldige emne: Hvad er en god fødsel? Mit bidrag til tråden var, at jeg synes, kvinder har ret til at føde, som de selv vil. Med og uden epiduralblokade. Med og uden kropstempererede badekar. Med og uden whatever. Fordi det er individuelt, hvad der føles rigtigt for den enkelte kvinde (personligt er jeg klart til smertelindring, jeg har – og det var absolut ikke med min gode vilje, men med jordemoderens – født uden epiduralblokade, og det var helt ærligt som at skide en elefant, bare værre).  
  Men det med individualiteten skulle jeg åbenbart ikke have skrevet. Reaktionen kom prompte, og den var vred: Kvinder skulle forstå, at det bedste og rigtigste for dem selvfølgelig var en fødsel uden smertelindring. Alt andet var ”kropsforskrækket”. Jeg blev belært med løftet pegefinger og skudt en hel del i skoene, så det er godt, jeg bruger en størrelse 40 … (jeg vil ikke trætte dig med diskussionen, jeg blev selv træt af den).   Og nu siger jeg noget meget generaliserende: Jeg synes, kvinder er slemme til at søge konsensus for enhver pris. Vi SKAL helst være enige. Hvis man formaster sig til at mene noget andet end det, ”vi” naturligvis mener, bliver munden ofte stram og retorikken nedladende og bedrevidende.   Jeg er begyndt at lægge mærke til det dér hellige ”vi”, der sniger sig ind alle vegne – fortrinsvis i kvinders samtaler – og det generer mig. Som når jeg kan læse på de sociale medier, at ”vi” jo alle sammen godt ved, at komælk er meget slemt og kun er til kvier og bestemt ikke til mennesker (jeg elsker min mælk i kaffen). Og når ”vi” naturligvis alle sammen ville have godt af ikke at spise kød (stik mig en bøf med bearnaise!). Og når ”vi” alle sammen godt véd, sukker er ekstremt farligt – ordet folkemord er for nylig brugt i den sammenhæng (i mit hjem er der altid slik og helst meget). Og når ”vi” selvfølgelig alle sammen véd, kvinder har bedst af at føde i smerte (not!).  

 

Fortsæt selv listen. Den bliver længere og længere. Men din præmis er ikke nødvendigvis min præmis, og min er ikke nødvendigvis din. Det dér ”vi” føles for mig som at få trukket en uønsket burka med indbyggede håndjern ned over hoved-

et. Så vi alle sammen kan ligne hinanden og gå i samlet flok …

 

Det, der så opstår, når man formaster sig til at løfte den mentale burka og erklære sig uenig med ”vi”, er en slags forfærdelse, måben, vrede, ja ligefrem had nogle gange. Og så bliver man voldsomt belært om, at man da bør kunne forstå, at man tager fejl.

 

Jeg har bare aldrig nogensinde hørt, at aggression og bedreviden skulle være vejen til enighed. Man kan ikke tvinge andre til at være enige med én selv. Og jeg spørger mig selv – og dig – hvorfor det ofte er så hulens vigtigt, at vi kvinder mener det samme? Hvorfor debat bliver til råb, der gør, at ingen alligevel kan høre hinanden? Hvorfor vi ikke kan enes om, at vi IKKE behøver at være enige? Er det, fordi det føles mest trygt for os at være enige? Handler det om kontrol? Om at være den, der bestemmer? Over de andre? Det minder mig om skoletiden og de populære piger i klassen – der kæmpede for at fastholde deres position.

Uanset hvad: Det ville klæde os at give hinanden mere plads.

 

LÆS OGSÅ: Elskværdighed er en mangelvare

 

Engang var jeg til en fest, hvor der var bestilt en pølsevogn til det dér berusede tidspunkt ud på natten, hvor lidt salt og ristede løg gør én godt. Så jeg jublede højt, da pølsevognen ankom, hvilket ikke faldt i god jord hos en af gæsterne, en ”vi”-kvinde, der gik meget op i ”rigtig” og ”forkert” mad. Hun kiggede syrligt på mig og sagde matroniserende: ”Du er jo en veluddannet kvinde, Tine, du ved udmærket godt, at pølser er meget usundt”. Jeg åd tre, selv om jeg faktisk var mæt efter den første.

 

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]

 

Læs andres indlæg og få mere info på her