Tine Bendixen: Hvorfor gør vi det ikke bare?

Når jeg forhåbentlig bliver gammel, vil jeg gerne nyde det gode liv full-time. Jeg vil have skøn mad, dejlig vin og høj cigarføring. Jeg vil rejse ud i verden sammen med ham, jeg elsker, og blive der i månedsvis og om sommeren komme usundt brun hjem til Danmark, hvor jeg vil bo godt og hyggeligt, omgivet af et livs minder og rigtig mange sko. Jeg vil med andre ord gøre, hvad der passer mig, og hvis det f.eks. indebærer at holde olde-cocktailparty og danse, til jeg dejser halvbedugget om på sengen – stadig iført sort cocktailkjole og med gebisset placeret på natbordet i aftenens sidste gin og tonic – så er det superfint med mig. Hvad vil du? Jeg spørger, fordi det er gået op for mig, at jeg hellere må skynde mig at nå det hele, FØR jeg eventuelt havner på et offentligt dansk plejehjem. De hører nemlig sjældent til i den livsbekræftende afdeling. For nu at sige det pænt. Hvem har egentlig bestemt, hvordan et offentligt plejehjem skal se ud? Jeg har efterhånden været på nogle stykker, og ensartetheden undrer mig. For nylig var jeg på et igen: Lange, triste gange, hvide vægge, laminatskabe, institutionsborde og -stole. En underligt tom, anonym og klinisk verden. Og så de ældre, der tøffer rundt. Med og uden gangstativer. Med og uden demens. Med og uden lyst til at leve ret meget længere. Omgivelserne bidrager i hvert fald ikke til livsgejst. LÆS OGSÅ: Renée: Hvordan er det, vi behandler vores ældre? Her vil jeg gerne lige skynde mig at indskyde en bemærkning: Jeg er ikke i færd med at trække ”ressourcemangel”kortet. Det er verdens nemmeste undskyldning: Send flere penge. Og det kort bliver trukket, stort set hver eneste gang vi taler om ældre og velfærd (og om alt muligt andet, der kræver offentlige kroner). Så slipper man også bekvemt for at forholde sig til, hvordan man bruger de penge, man faktisk har. Men hvis vi taler indretning af plejehjem, så er farvede vægge vel ikke markant dyrere end hvide. Og hyggelige møbler, malerier og nips indkøbt i genbrugsbutikker – eller fra alle de hjem, de ældre skal minimere, når de flytter ind på langt færre kvadratmeter på et plejehjem – er stensikkert LANGT billigere end dyre intetsigende institutionsmøbler. Hvorfor må et plejehjem ikke ligne et hjem? Et liv? Som f.eks. Manglerudhjemmet i Oslo i Norge gør. Plejehjemmet var indtil for et par år siden offentligt, nu er det privatdrevet og har med daglig leder Hilde Helland i spidsen og for ganske få midler fået egen restaurant, butik og endda en superhyggelig pub, hvor de gamle kan hænge ud over en øl og hygge sig sammen, til de falder ned af barstolen. De ældre er med til at vælge, hvad der skal på menuen. Alle institutionsmøbler er smidt ud, og fællesrummene er smukt indrettet med fint tapet og gamle møbler hentet gratis på FINN, Norges svar på Den Blå Avis. De ældre er glade, deres pårørende er glade, de ansatte er glade, det er win-win! ”Vi nedsatte ingen projektgruppe eller havde en udviklingsplan. Det var på en måde sådan, at vi snakkede om det under frokosten, og så gjorde vi det bare”, har Hilde Helland fortalt til den norske avis Aftenposten. Interessant, ikke? ”Så gjorde vi det bare”. Hun fortalte også, at det meste af plejehjemsrevolutionen foregik i de ansattes arbejdstid, og at en del også skete i deres fritid, fordi deres kreativitet nærmest eksploderede: ”Succes giver jo én lyst til at fortsætte”. Så hvorfor skal det være så svært? Herhjemme er det formentlig, fordi der er for mange ”nej”hatte, i hvert fald når det gælder offentlige plejehjem. Rengøringsregler, arbejdstidsregler, indretningsregler og så videre og så videre. Ikke for de gamles skyld, men for systemets. Suk. Er der en dansk Hilde Helland til stede? Ellers er der en reel risiko for, at både min alderdom og jeg bliver gammel og grå. Den risiko er også din. LÆS OGSÅ: Renée: "Ingen saftevand til Dem, lille fru Simonsen!