Tine Bendixen: Der er altid noget i vejen med os, ikke?
Et menneske i den vestlige verden ejer flere tusinde ting. Fra teskeer til frakker, gulvspande, smykker og tekniske dimser. Du kan jo lige tælle efter ... Jeg har endnu flere, for loppemarkeder har en magnetisk tiltrækningskraft på mig. Jeg kommer også til at købe decideret grimme ting, fordi jeg synes, det er synd for dem. De må reddes og elskes af nogen. Mig.
Japanske Marie Kondo ville sikkert mene, at jeg ikke er normal (muligvis har hun ret, men ikke af de årsager, hun ville fremføre). Hun har tjent bunkevis (!) af penge på sin bog ”Magisk oprydning”. Ifølge Marie Kondo har man rod i hovedet, hvis man har rod omkring sig. Derfor gælder det om at minimere det antal ting, man har, først da bliver man virkelig fri og lykkelig... Hendes mantra er, at man skal tage hver eneste af sine ting i hænderne og mærke efter, om den virkelig betyder noget for én. Der må ikke være musik eller snak samtidig, der skal være HELT stille, og så vil tingen fortælle én, om den skal ud eller ej.
Hvis ethvert menneske ejer flere tusind ting, vil den proces tage oceaner af tid, og personligt ved jeg, at jeg vil være død, længe før jeg har nået at spørge den sidste ting, om vi fortsat skal være sammen eller ej. Og jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal finde ud af at mærke efter, når det gælder katten, for nogle gange betyder den virkelig meget for mig, men når den igen har bidt i mine sko, gør den ikke ...
Lad os lige slå fast, at der er forskel på helt almindelig oprydning og på det, vi taler om her: Askese – at få skilt sig af med så mange ting, at éns hjem ligner et værelse på et Scandic-hotel, med kun det allermest nødvendige. Så kan man sidde dér og hygge sig med alt det, man ikke længere har. Er det ikke, som om FØLELSER for ting er blevet lidt forbudt? For mig er sådan et ultraminimalistisk hjem i hvert fald nærmest udtryk for fravær af følelser. Jeg ved godt, det er ernomt trendy at downsize – men efter at jeg havde læst om Marie Kondo og hendes sejrsgang med budskabet om det allermest nødvendige (hvad skal vi med gamle kærestebreve, familiebilleder og ungernes mælketænder?), kom jeg til at tænke på, at det er, som om der er gået en slags anoreksi i vores liv. At vi nærmest er i gang med at kontrollere livet ud af det.
Jeg undrer mig over, hvorfor vi bliver ved med at søge frelse, hver gang en ny selvbestaltet engel kommer med den endelige løsning på et first world problem, vi ikke anede, vi havde. Der er åbenbart altid et eller andet i vejen med os, ikke? Med måden, vi bor på. Spiser på. Elsker på. Lever på. Men jeg vil vove den påstand, at problemet er et helt andet og grundlæggende uløseligt, for det handler helt overordnet om, at vi er MENNESKER. Livet ER simpelthen som udgangspunkt en rodebunke.
LÆS OGSÅ: Anna Mejlhede: At være perfekt uperfekt ... eller måske bare uperfekt?
Hvis vi tror, vi kan kontrollere og navlepille os selv til at være bedre udgaver af os selv og dermed bliver lykkelige, tager vi fejl. Det er også spild af tid. Som måske kunne bruges mere konstruktivt ...
Jeg tror på selvtilgivelse i stedet for selvpineri. Jeg gider ikke læse bøger, der belærer mig om, hvor meget der er galt med mig og mit liv, og hvor let jeg kan blive fikset, hvis jeg lige følger et sæt faste regler. Jeg tror på, at rod er en menneskeret, spisevaner er personlige, dårlige vaner er kommet for at blive, og at den endelige løsning på det rigtige menneske og det gode menneskeliv ikke findes. Der er ingen facitliste. DERFOR står der stadig fem uudpakkede flyttekasser oppe på loftet fra dengang, vi flyttede ind for 13 år siden ... Det er en dårlig undskyldning, ville Marie Kondo sikkert have sagt, men den er god nok til mig.
Og her kommer verdens mindste og helt gratis håndbog i det gode liv: elsk dit rod, dine nullermænd, dine dårlige vaner og dine fejl og mangler. Elsk din familie, dine venner og dit ukontrollable kludetæppeliv. Bare elsk. Så skal det nok gå alt sammen.
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk