Tina Splidsboel: At miste fodfæste

Foran en noget mystificeret tjener står jeg og basker med albuerne skiftevis, mens jeg galer for at lyde som en hane, og dernæst skyggebokser jeg ud i luften. Det er en doven søndag i hovedstaden Managua. Året er 2003, og min studiekammerat og jeg er taget til Nicaragua for at lave en 12-minutters dokumentarfilm om machokulturen. Og hvad er bedre til at illustrere machomænd end at tage ud og filme en vaskeægte hanekamp. Da ingen af os kan spansk, bliver jeg nødt til at forsøge med kropssprog. Deraf fagterne. Efter en rum tid, hvor jeg har opført scenariet en hel del gange foran tjeneren, lyser hans ansigt op, som om han har fået en åbenbaring: ”El gallo mas gallo,” råber han. Vi genkender ordet gallo, som betyder hane, og stryger ud i en taxa og råber i kor: ”El gallo mas gallo, por favor!”. Skuffelsen er ret stor, da vi stopper ude foran El Gallo Mas Gallo, som er det nicaraguanske svar på El-Giganten. Da det ovenikøbet er søndag, holder de lukket. Min studiekammerat og jeg fik aldrig de illustrative skud af en hanekamp i kassen. Diverse udfordringer til trods fik vi dog lavet en mellemvare af en 12-minutters dokumentar ved navn ”Macho”, som vi havde fået 50.000 kroner til at lave af Danida. Vi havde som 1.-semester-studerende på Journalisthøjskolen vundet pengene ved at skrive en usædvanlig god ansøgning. Der var bare lige det, at vi havde valgt at tage til et land, hvor vi ikke kunne sproget – til gengæld havde ingen af os holdt et videokamera i hånden før, ej heller nogensinde været i et klipperum. Klassisk mig at kaste mig ganske forudsætningsløs over diverse udfordringer. Der er ikke meget jantelov over mig, hvilket for nogle er voldsomt provokerende, mens andre finder det ganske fascinerende. Men hvor kommer det så fra med den dér fandenivoldskhed, der får mig til at tro på mig selv på den måde? To ting, er jeg kommet frem til. Først og vigtigst har jeg altid haft og har stadig begge mine forældres udelte og betingelsesløse kærlighed. Det er guld værd at have to voksne mennesker, der stoler blindt på én og de valg, man træffer, i ryggen. Altid. For det andet blev jeg mobbet de første seks år i folkeskolen, indtil jeg skiftede skole. Det kan være, det er en usund motivationsfaktor, men i mange år havde jeg det sådan, at ”jeg skal nok vise dem ...”. Hver gang jeg opnåede et eller andet fedt, så havde jeg den gamle klasse og klasselærer i baghovedet og markerede et mentalt 1-0 til mig. LÆS OGSÅ: Julia Lahme: Hvordan ser du ud? Det sidste kan vi ikke lære noget af. Det giver sig selv, at der sjældent kommer noget godt ud af mobning. Men det første kan vi i høj grad alle tage til os. Helt ærligt, vi er sgu ikke for gode til at rose hinanden herhjemme og fortælle, at vi elsker hinanden; også selv om vi fejler i ny og næ. Medierne er et nonstop bevis på, at vi elsker at pille folk ned i stedet for at bygge dem op. Vi venter bare på, at Helle Thorning og Lars Løkke træder ved siden af, og vi får plastret katastrofen op på spisesedlerne. Det samme gør kendis-break-ups som for nylig Zangenbergs og Bendtners, og mange af os guffer gladeligt reality-TV i os som ”De unge mødre” og ”Luksusfælden” og tænker: Haha, fjolser – godt, det ikke er mig! Men skal vi ikke bare beslutte, at vi gerne må håne og grine lidt ad skandaler i medierne, hvis vi samtidig deler lige så meget ros og opbakning ud til dem, vi møder i hverdagen. Fortæl den fremmede dame på gaden, at hun ser godt ud i den kjole. Giv et klap på skulderen til den søde ekspedient hos bageren, der virkelig vidste noget om brød. Sig til din veninde, at hun er guld værd, og lad ikke mindst ofte dine nærmeste vide, at de er uundværlige i dit liv. Så kan det være, der kommer endnu flere tvivlsomme kortfilm fra håbefulde studerende, der har turdet kaste sig ud i den verden af udfordringer, der venter os alle derude. Hvis vi ellers tør. LÆS OGSÅ: Dorthe Kandi: Er du styret af frygt eller kærlighed?