Tina Splidsboel: Gastronomisk genopdragelse

Du bliver, hvad du spiser, er et slogan, jeg har fået ørerne tudet fulde af gennem min opvækst. Og jeg, som elsker ost, brød, chokolade, portvin – jaja, jeg er også for rund i det, fordi mad for mig er forbundet med stor nydelse, og jeg har temmelig svært ved at fornægte mig selv nydelse sådan i det hele taget. Sommerens bedste måltid blev serveret hjemme hos en veninde. Det bestod af friske, hjemmepanerede rødspættefileter fra fiskehandleren, nye kartofler med smør og en sprød salat. Så enkelt, så simpelt; simpelthen himmelsk. Veninden kunne sikkert sagtens have spist mig af med frosne fiskefileter og kedelige kartofler. Det havde hun nu nok kunnet spare nogle gode danske kroner ved. Men det gjorde hun ikke. Hun betalte, hvad det koster for friske og lækre råvarer, og det var nemt at smage og yderst værdsat. Jeg har det selv på samme måde, at jeg gerne betaler ekstra for det, jeg putter i munden flere gange dagligt – nemlig mad og gode råvarer. Og når jeg er ude at rejse, går halvdelen af budgettet også til madoplevelser. Min gymnasieveninde driller mig altid med, at når hun spørger til, hvordan en rejse har været, så går mine svar altid på, hvilke restauranter jeg har besøgt, og hvad jeg har spist. LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: Succes er en følelse af hjem Ikke at jeg skal overføre min madglæde til jer andre, men der er noget, jeg ikke forstår. For mens hele verdens gastronomiske elite i de senere år har haft blikket fastlåst på Danmark med ny nordisk gastronomi, så har jeg svært ved at begribe, at vi i Danmark er blandt de lande i EU, som bruger mindst på fødevarer i forhold til det samlede privatforbrug. Vi bruger kun omkring 10 procent af vores rådighedsbeløb, mens dem i Øst- og Sydeuropa rask væk spenderer knap 20 procent af deres rådighedsbeløb på mad. For 40 år siden brugte danskerne 17 procent af privatforbruget på fødevarer. Hjemme i de danske køkkener bugner det med Le Creuset-gryder, KitchenAid-røremaskiner, Eva Trio-pander og melonudhulere til en formue. Vi går aldrig ned på udstyr! I Danmark er vi ikke bange for at tage spenderbuksen på, når det kommer til fancy køkkenudstyr, men når det så gælder, hvad der skal i Le Creuset-gryden af mad, så skal der pludselig spares. Det er da en vanvittig prioritering! Hvorfor er vi danskere så sparsommelige, når det kommer til mad? Jeg er med på, at der er familier rundtom i landet, som bliver nødt til at spare og derfor måned efter måned skal gå på tilbudsjagt og proppe det billigste toastbrød ned i kurven for at få enderne til at mødes. Men alle os andre: Hvorfor spare 50 øre på en konventionel mælk, når man kan købe økologisk? Hvorfor købe kedelige, vandede drivhustomater fra Holland, når man kan få de mest smagfulde italienske af slagsen for en femmer mere? Hvorfor overhovedet bare købe de dér stakkels, udpinte og vandpumpede kyllinger, der aldrig har set skyggen af et værdigt liv? Derfor kan jeg også kun bakke 100 procent op om Uffe Elbæks parti Alternativets forslag om, at alt landbrug skal lægges 100 procent om til økologi i år 2040. Jeg har i mange år undret mig over, at alt ikke-økologisk landbrug var forbudt. En del af de e-numre, de propper i de billigste madvarer i køledisken, er jo kræftfremkaldende! Jeg er desuden også vild med, at supermarkedskæden Coop, der blandt andet står bag Irma, Kvickly, SuperBrugsen og Fakta, har lavet et mad-manifest, som blandt andet går ud på, at økologi skal være hvermandseje, og at lokale råvarer skal spille en hovedrolle på supermarkedshylderne og give danskernes fødevarer et kvalitetsløft. Første skridt er, at Coop udskifter en fjerdedel af fødevaresortimentet i løbet af de næste fem år. Det er godt, at kokke og firmaer går i front, men der er også brug for, at vi tager skeen i egen hånd. Mad handler som sagt om nydelse for mig, men det handler for os alle sammen lige så meget om vores egen sundhed, miljø og dyre velfærd. Velbekomme! LÆS OGSÅ: Tina Splidsboel: Manglen på respekt