https://imgix.femina.dk/media/article/1442_tina_splidsboel_0.jpg
Selvudvikling

Tina: Splidsboel: Bland dig, kvinde!

3. marts 2015
af Tina Splidsboel
Er det ikke synd og skam, at nogle få tosser skal skræmme kvinder fra at deltage i den offentlige debat? Skal vi kvinder ikke blive enige om, at vi ikke kan ties ihjel?
Det er ham, der står for langt de fleste læserbreve i avisernes debatspalter, det er ham, der er den foretrukne kilde i medierne, og dermed er det også ham, der sætter dagsordenen hver dag året rundt. Og det gør han, fordi han kan og tør. Den hvide, midaldrende og veluddannede mand er allestedsnærværende i samfundsdebatten. Jeg genkender tydeligt billedet, fra jeg var debat- og kronik-redaktør på Dagbladet Information. 80-90 procent af de indlæg, jeg lod trykke på avisens debatsider, var skrevet af hvide, veluddannede mænd. Det var ikke, fordi jeg foretrak dem frem for andre grupper i samfundet, men nu var det bare sådan, at det var dem, der skrev langt de fleste indlæg. Det undrer mig, at det forholder sig sådan, for til trods for, at flertallet af vores velfærdssamfunds frontposter er kvinder, er fire ud af fem af dem, der blander sig i velfærdsdebatten, mænd. Hvorfor er det egentlig et problem? Det er det, fordi den offentlige debatkultur bliver alt for unuanceret, og vi risikerer, at viden om samfundet og vores opfattelse af, hvordan det bedste samfund indrettes, bliver alt for ensidig og i nogle tilfælde ganske forkert. Det er et problem for Danmark, fordi vi i samfundsdebatten går glip af uvurderlige stemmer og viden. Men det er også et problem, vi kan forandre, hvis vi kvinder tager teten og blander os lidt mere. Og det er ikke kun i debatspalterne, kvinderne er fraværende. I gennemsnit er kun hver fjerde kilde, medierne refererer til, kvinde. Og det er, fordi medierne ikke ved, I eksisterer derude og ligger inde med en hel masse vigtig viden og markante meninger. For det skyldes sjældent, at kvinder bliver sorteret fra af medierne. Der er blandt os kvinder desværre en tendens til, at vi ofte er usikre på, om vores budskab, viden og evner er kvalificerede, interessante og relevante for omverden. Men det er de! LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: Ustyrlige kvinder I flere år har jeg sammen med tænketanken Cevea undervist kvinder i at skrive debatindlæg og deltage i TV-debatter. Kvindelige meningsdannere hedder uddannelsen. Her var engagerede kvinder fra alle egne af Danmark, og der har været alt, fra sosu-assistenter og sygeplejersker til folketingspolitikere og fagforeningsaktive m.fl. Fælles for dem alle var, at de havde en brændende interesse for samfundet og ønskede at ændre det ved at blive en del af den offentlige debat. Og sikke en fornøjelse det har været at undervise alle disse ildsjæle, som for manges vedkommende i dag er aktive stemmer i samfundsdebatten. Man behøver ikke at tage nogen særlig uddannelse for at blande sig. Det handler om at turde og ikke tøve. Men det kan have konsekvenser at blande sig. I efteråret sendte DR2 programserien ”Ti stille, kvinde”, hvor blandt andre politikere som Özlem Cekic, Astrid Krag, Zenia Stampe og Johanne Schmidt-Nielsen gav os et indblik i, hvor hadsk en tone de er udsat for, når de som offentlige personer blander sig i debatten. Og det er ikke småting, de damer bliver kaldt. Her er en smagsprøve på noget af det, der er landet i Johanne Schmidt-Nielsens mailboks: ”Må du dø af brystkræft og fissekræft”; ”Glæder du dig til, de kræver, at du skal have kønsdelene skåret af?”; ”Bid i puden, skat, jeg kommer tørt ind”; ”Hold din kæft, islam-kælne kælling”. Med den tone forstår jeg godt, hvorfor nogle kvindelige debattører i ny og næ har brug for at melde sig ud af debatten for en rum tid. Men er det ikke synd og skam, at nogle få tosser skal forpurre det og skræmme folk fra at deltage i den offentlige debat? Så meget magt bør de slet ikke få. Skal vi kvinder så ikke blive enige om, at vi ikke kan ties ihjel? Der er mange ligestillingsproblematikker, der sikkert syner vigtigere end ytringsfrihed og debatkultur, men her op til 8. marts kan det ikke understreges nok, at vi kvinder bliver nødt til at blande os meget mere. For det er vores ansvar at ændre tonen og diskursen i den offentlige debat for dermed at kunne ændre samfundet. Så kære kvinde, scenen er din. Og det er på tide, du indtager den.

Læs også