Selvudvikling

Tammi Øst: Min datter er god til at opdrage mig til at være ligeglad

af Britta Bjerre 20. maj 2021
Foto: Robin Skjoldborg
Jeg har da masser af tvivl, masser af dårligt selvværd, masser af alt muligt, som kunne trække mig ned af den scene. Men på en eller anden måde står jeg jo deroppe alligevel, siger Tammi Øst, der er 62 og har 40-års skuespillerjubilæum næste år og har mod på meget mere, selvfølgelig.

Det er Tammi Øst selv, der på et tidspunkt siger: 

– Er du klar over, at jeg har 40-års jubilæum næste år?

Og hun siger det helt undrende, så det høres, at det på en måde også kommer bag på hende selv, at det er sådan, det er.  

For tiden står Tammi Øst på Det Kgl. Teater i musikforestillingen ”Jeg er jo lige her” og synger nogle af de Anne Linnet-sange, der har været med til at farve ikke alene hendes egen og hendes generations ungdom, men også har sat sit præg på generationerne efter.

Og når forestillingen efter en sommerpause genopsættes på Aarhus Teater, er hun også med derovre, hvor hun så i øvrigt kommer til at spille sammen med sin datter, Andrea, der er nyuddannet skuespiller.

Den scene, Tammi står på for tiden, Gamle Scene på Det Kgl. Teater, debuterede hun på i 1982.

Da var hun 23 år, nyudklækket skuespiller fra Statens Teaterskole og netop ansat på Det Kgl. Teater.

Nu er hun 62, og selv om det vel ikke er nogen alder, er hun alligevel den ældste på scenen. 

Dét med alder

 Hun siger med lys lethed i tonefaldet, at dét med alder ikke er noget, hun går og tænker på i sit daglige arbejde. 

– Det kan man jo ikke. Og det skal man vel heller ikke. Og så rammer det alligevel én som et clash indimellem:

Dér står man på scenen til en prøve og hører koreografen sige: ”Jeg har tænkt mig, at her sætter I jer alle sammen ned på knæ.” Og av for helvede, det kan jeg altså ikke. ”Okay, men hvad kan du så?”

– Og man går hjem og vræler: ”Jeg er gammel.” Hvorefter det går op for én: ”Fuck, det her må du simpelt hen indstille dig på. Det er sådan, det er. I morgen siger du bare til koreografen: ”Jeg må gøre noget andet. Hvad finder vi på?”

– Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan bevæge mig. Jeg giver den da vældig gas. Og det skal jeg også kunne, hvis jeg er ambitiøs og vil stå på en scene. Det er bare det med knæene, der var lidt dumt lige dér. Og det kom der en løsning på. 

Tåbeligt spørgsmål

Kan hun forestille sig at nå dertil, hvor hun stiller sig selv spørgsmålet, om hun kan til lade sig at blive ved med at stå på scenen, når der er så mange unge, der gerne vil til?

– Det er et tåbeligt spørgsmål, siger hun, – hvorfor skulle jeg beskæftige mig med det? Og hvem skulle i øvrigt tillade det? Mændene? Et eller andet alderspoliti?

– Man bliver da nødt til selv at sige: JEG har lysten til at være her. Og så måske se sig omkring: Har det en rimelighed, at jeg er her? Hvilket ret nemt kan måles i forhold til, hvad man bliver budt af opgaver. Og okay, bliver man budt nok, så har det sin rimelighed.

Hun forklarer videre:

– Jeg har da masser af tvivl, masser af dårligt selvværd, masser af alt muligt, som kunne trække mig ned af den scene. Men på en eller anden måde står jeg jo deroppe alligevel. 

– Man må se at komme ud af det felt, hvor man hele tiden sammenligner sig med andre. Og sammenligner sig med kvinder på 40 eller 27, eller hvor gamle de nu er, dem, man arbejder sammen med. Det nytter ikke noget.

– Men det er en overvindelse. Man står og kigger sig selv i spejlet med makeup og det hele og tænker: ”Okay, nu skal jeg ind til alle de unge spændstige der inde på scenen”. Men så trækker man vejret dybt. Går ind. Og så glemmer man alt det der!

– Det er i hvert fald sådan, jeg gør. Jeg tænker ikke så meget. Jeg GØR. Og så indimellem tænker jeg bagefter: ”Gud, det burde jeg måske ikke.” ”Kan jeg i øvrigt gå i denne her kjole,” spørger jeg min datter, som siger: ”Hold nu op, mor. Selvfølgelig kan du det.

– Hvis du selv kan lide den, kan du gå i den.” Min datter er sindssygt god til at opdrage mig til at være ligeglad med mange ting. 

Gode til at flytte

Tammi har sine to børn, Rasmus og Andrea, med sin første mand, skuespiller Mikael Birkkjær.

Skuespillerkollegaen Jens Jørn Spottag, som hun blev gift med i 2013, har hun været sammen med i snart 17 år.

Da talen falder på at bryde vaner og turde flytte og flytte på sig, siger hun:

– Det med at flytte er vi rigtig gode til, Jens og jeg. Vi er gode til at slå os ned med pæne ting omkring os, men det gør os ikke noget at skulle flytte, igen, og komme videre.

– Jeg ser det ikke som rastløshed. Det er noget andet. Jeg vil gerne noget nyt. Ikke hele tiden. Ikke bare for sjov. Men når det er nødvendigt. Jeg tror, at de ydre flytninger, man laver i sit liv, minder én om også at flytte sig indvendigt.

Fra husbåd til lejlighed 

Tammi og hendes mand har boet i deres sommerhus siden april, efter at de på ingen tid fik solgt deres husbåd, som de havde boet på i seks år.

Sommerhuset købte de, mens de stadig havde båden, og nu bor de der i en slags lykkelig transit, indtil de til august kan flytte ind i deres nye hjem, en lejelejlighed på Østerbro.

– Vi sagde simpelt hen til hinanden: ”Kunne det ikke være skægt ikke at skylde noget?” Og jo, det kunne det. Og så blev det til en lejelejlighed på Østerbro i et stille kvarter og helt oppe på fjerde sal med en lille altan.

– Vi ved begge to, at vi ikke vil pensioneres endnu og håber, at vi kan blive ved med at arbejde mange år frem. Men jo ældre man bliver, jo mere bliver man også nødt til at passe på sit overskud.

– Man kan ikke bare jaske med det. Jeg kan ikke bare arbejde, arbejde, arbejde og aldrig tænke over, hvor jeg skal hente mit overskud fra. Det henter man ofte hjemmefra.

– Jeg henter det mest fra de små baser, jeg har fået lavet mig, og meget i naturen. Jeg ved egentlig ikke, om jeg henter det så meget i andre mennesker. Det lyder måske hovent. Men sådan mener jeg det ikke. Jeg mener bare, at samtaler tit kan trætte mig.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Jeg nød ikke at skulle kramme

 – Hvis denne her coronakrise har lært mig noget, er det, at jeg ikke anede, at jeg var SÅ introvert, forklarer hun videre:

– Det kom virkelig bag på mig, at jeg ligefrem nød, at jeg ikke skulle kramme den og den og ikke skulle sidde og snakke med den og den og ikke behøvede at tage til det og det arrangement.

– Jeg kan godt synes: Hvorfor er jeg sådan? Hvorfor kan jeg ikke bare være gladere for at være ude blandt andre mennesker og gå til alt muligt og arrangere middage. Men altså, jeg orker det ikke. Jeg bruger så meget socialt krudt på at være på arbejde, at der ikke er det store overskud tilbage til andre mennesker.

Overbevist om, at nu dør teateret

– Den indsigt er det, jeg personligt tager med mig fra coronatiden. Ellers har jeg ikke været bemærkelsesværdigt bange.

– Men jeg var superdeprimeret i starten og overbevist om, at nu dør teateret, og fremover ville folk kun sidde og streame film. Men jeg må nok erkende, at sådan kommer det ikke til at gå. Den optimisme og tiltro bygger hun blandt andet på, siger hun, en helt bestemt oplevelse, som hun havde den 8. juni sidste år, hvor der blev åbnet op og givet adgang til teatrene igen.

– Da havde jeg og Johanne Louise Schmidt, som jeg også spiller med i ”Jeg er jo lige her”, lavet en forestilling, vi kaldte ”Alletiders krisesange”, hvor vi havde allieret os med Mathias Hammer og Danni Travn til at finde sange til os, der er forbundet med kriser.

– Og dem er der masser af. Dem samlede vi til en forestilling, som vi optrådte med på Det Kgl.Teater for at markere åbningen af landet og teatrene.

– Da vi kom ind på scenen med vores små ukuleler og skulle synge ”I en seng på hospitalet” som vores første sang, DA mærkede vi, hvordan folk havde det nede i salen …

– Jamen, det er lige til at tude over. Jeg bliver helt rørt over det. Det var så vildt at mærke, hvor taknemmelige folk var. Det var jeg slet ikke forberedt på: At folk alligevel havde brug for, at vi stod dér og gav noget. Derfor tror jeg heller ikke længere på, at teateret dør. Jo, kedeligt teater vil altid dø. Men det skal nok gå med alt det andet!