Tag stilling
Her på FEMINA elsker vi en rask diskussion. Og meningerne fyger gerne over frokostbordet. For/imod, kritik, ros - også gerne stærkt provokerende. For diskussioner er virkelig roden til alt godt. At få sat egne påstande på prøve. Få indblik i andres måde at se verden på. Og blive tvunget til at tage stilling. Jeg har en klar holdning til alle tre spørgsmål, men kun indtil jeg hører argumenter, der kan overbevise mig om det modsatte. For i enhver sag er der jo for og imod.
Tag nu Botox. I bund og grund er det jo frygteligt, at vi sprøjter nervegift (!) ind i ansigtet for at glatte ud på en helt naturlig lille fold. Men på den anden side: Hvis det er lovligt og gør den enkelte person glad - hvorfor så ikke? Hånden på hjertet: Jeg tør ikke! Og har heller ikke lyst. Men jeg respekterer, at det er den enkelte kvindes valg. Og jeg kan ikke afvise, at jeg selv en dag finder lysten og modet til at prøve det.
Dronningen: Hmmmm ... af respekt for hende (synes faktisk, hun er ret fantastisk) og de mange royalister, der er i Danmark, vælger jeg her at tie. Men kvinder, som er kvinder værst - de findes!!! Beklager. Vil gerne sige det modsatte, men jeg har desværre mødt dem for mange gange i mit liv til at påstå andet. Vi kvinder er altså indimellem frygtelige over for hinanden. Misundelige, bagtalende og fordømmende. Måske fordi vi føler os truet, hvis folk har andre indstillinger til livet, udseendet, karrieren og moderskabet end os selv? Uanset hvad: IKKE noget charmerende træk.
Læs meget mere om alle disse emner i dette uges FEMINA. Og husk: Vi vil også meget gerne høre DIN mening her på femina.dk
Kærlig hilsen
Camilla Kjems
LÆS OGSÅ