Sonja Richter om sin opdragelse: Jeg synes, det var fucking uansvarligt
Foto: Kristian Septimius Krogh.
– Vi boede i den nedlagte skole, hvor der var gymnastiksal og den slags. Ud over grundfamilierne
kan jeg huske mange forskellige typer fra den tid. Gæster, der boede på stedet i nogle måneder og andre i kortere tid. Og så var der to plejebørn. En socialt udsat og en spastiker. Der var også et adoptivbarn fra Korea. Jeg er født ind i det og har derfor ikke prøvet kernefamilien.
Marianne Stagetorn: Jeg kan ikke mindes, at min bror og jeg er blevet opdraget
At redde sig selv
– Jeg oplevede kollektivet, som om der overhovedet ingen rammer og regler var. Min far siger, at han tror på en antiautoritær opdragelse. I min ungdom kunne jeg ikke se gaverne i det. Jeg syntes, det var fucking uansvarligt for at sige det ligeud. Jeg skulle finde ud af så mange ting selv, at man ikke drømmer om det, og det synes jeg var at lægge ansvaret fra sig som forældre.
Det er først senere i livet, Sonja Richter har købt faderens argumenter om, at den løse opdragelsesform kan tjene et positivt formål.
– Det har givet mig en evne til at navigere ud fra mit eget indre og ikke ud fra andres normer. Men jeg er stadig rasende over vejen derhen. Jeg synes, at alle andre menneskers børn var meget forkælede i forhold til, hvordan min barndom var. Det var en stærk kontrast at bære på. Jeg er stadig ikke glad for opvæksten i kollektivet, men i dag kan jeg heller ikke sige, at jeg ville have undværet den. Den havde nogle plusser og nogle minusser, siger hun.
Da Sonja Richter var 14 år gammel, valgte hun at stikke af fra sin mor og tage til Aarhus. Her lejede hun et værelse i en kælder.
– Jeg kunne ikke være i kollektivet, hvis jeg skulle gøre, hvad der var bedst for mig selv. Det var ikke fordi, jeg var specielt vild eller noget i den stil, men det handlede om, at jeg ville redde mig selv.
Hun fik et job som opvasker på en restaurant, og hun tjente lige akkurat nok til at betale sin husleje, men mad var der ikke penge til. Hun levede i stedet af havregrød og af æbler, som hun stjal om natten i det pæne villakvarter, for som hun siger ”spiste folk dem jo alligevel ikke.”
En overlever
Sonja Richter kom tidligt i folkeskole, da hun havde lært at læse som meget lille, og hun var kun 15 år, da hun begyndte i gymnasiet.
– Jeg klarede mig nogenlunde, men havde selvfølgelig klaret mig bedre, hvis jeg ikke også skulle tjene penge om natten og alt det der.
I dag kan Sonja Richter ikke huske sit karaktergennemsnit. Hun kan faktisk ikke rigtig huske de tre gymnasieår i det hele taget. Kun følelsen af at det var meget hårdt, og at det var ren overlevelse.
– De år gjorde mig til en overlever og gjorde mig stærk, og derfor ved jeg i dag, at jeg kan overleve på en sten, hvis det skulle være. Kunne jeg ikke have magtet det, så var jeg her ikke i dag.
Annette Heick: Jeg kunne lægge mig i fosterstilling og tude, men det får jeg sgu ikke noget ud af