Familie

Sofie Torp: "Jeg troede, at jeg var nødt til at stifte en kernefamilie for at få et barn"

af Susse Wassmann 15. marts 2021
Foto: Carsten Seidel
Sofie Torp har sin lille datter, Olga, med sin bedste ven, som også er hendes nabo nu. Og hun gjorde det IKKE som plan Z, men som plan A. For hun ville ikke vente på, at Mr. Right kom og bankede på døren – og så elsker hun i øvrigt at være alene.

Der var nok noget alkohol involveret, som Sofie Torp husker det, da hun for godt et par år siden sagde til sin gode ven Sargun, at hvis hun nogen sinde skulle have et barn, skulle det være med ham.

”Ej, hvor sjovt,” svarede Sargun, sådan har jeg også tænkt!

– Og så skålede vi og gik ud på dansegulvet. Men det blev SAGT. Og så boede den dér ting bare i mig, og jeg kunne ikke slippe det igen.

– Det ville da være fantastisk, hvis vi kunne være sammen om et barn og venner samtidig. Så skulle jeg ikke ud og tinderdate igen – det kunne jeg næsten ikke overskue, fortæller Sofie Torp, som en dag kunne mærke, at hun faktisk tænkte så meget på det, at hun blev nødt til at fortælle Sargun det.

– Og at han faktisk skulle sige ja eller nej, for ellers skulle jeg videre i mit liv. Fem dage efter ringede det på min dør, og Sargun stod udenfor med en buket solsikker og sagde: ”Jeg vil rigtigt gerne ha et barn med dig!”

– Så drak vi champagne og blev enige om, at vi ville gøre det tre måneder efter. Vi troede overhovedet ikke, at det ville virke første gang, det var mest for at komme i gang.

– Men så var der sgu to streger på den pind, og jeg gik fuldstændig i panik. Jeg havde overhovedet ikke gennemtænkt, at jeg kunne blive gravid i første hjemmelavede forsøg med en sprøjte til to en halv krone!

Til casting med ammehjerne

Velkommen til dansk films næste store diva: Sofie Torp. En grundglad jyde, der har sine meningers mod og ikke er bange for at kaste sig ud, hvor hun ikke aner, om hun kan bunde.

Sofie fik sit store gennembrud som Daniel Ryes søster, Anita, i forrige års storfilm ”Ser du månen, Daniel”, som hun høstede både en Bodil og en Robert for – og en regn af roser fra både anmeldere og kolleger, der udråbte hende til den næste Trine Dyrholm.

Sofie Torp

Skuespiller, 31 år. Datter af sangerinde Jette Torp. Født og opvokset i Aarhus, uddannet fra Den Dansk Scenekunstskole 2016.

Fik sit gennembrud i ”Ser du månen, Daniel” forrige år, en rolle, som hun vandt både en Bodil og en Robert for. Har nu fået rollen som politisekretæren Rose i den nye stribe ”Afdeling Q”-film.

Bor på Frederiksberg sammen med sin halvandet år gamle datter, Olga, som hun har sammen med sin bedste ven og nabo, den irakiskfødte teater-instruktør Sargun Oshana.

– Det er jo ikke noget, man er bevidst om selv – jeg synes sgu ikke, at der er meget diva over mig, ha ha! Men det har da aldrig gået så godt, som det gør nu. Jeg er blevet mor og får pludselig tilbudt noget arbejde, jeg aldrig har været i nærheden af før.

– Så jeg kan da godt mærke, at der er lagt i ovnen til et eller andet – selv om jeg synes, at det er lidt voldsomme udmeldinger på baggrund af en debutfilm.

- Diva er jo også lidt negativt ladet, men hvis det ikke er, vil jeg da godt gå med den vej. Og Trine Dyrholm – jeg er kæmpe fan! Jeg er SÅ inspireret af hende og har været det altid. Så ja tak!

Og hun er i dén grad på vej. Om lidt (om covid-19 vil) kan du se Sofie Torp som den kvindelige hovedrolle, Rose, i den nye række ”Afdeling Q”-film, hvor Ulrich Thomsen har overtaget rollen som Carl Mørck efter Nikolaj Lie Kaas.

Det er fast arbejde de næste otte år, og måden, Sofie fik rollen på, siger lidt om det naturtalent, hun er. 

– Jeg kom til casting, fire uger efter jeg havde født, med sådan en rigtig efterfødsel-mave, en kæmpe ammeskjorte og barnevognen stående nede foran. Jeg havde ikke sovet i tre måneder og havde totalt ammehjerne, så replikkerne ville bare ikke sætte sig fast, og jeg var så tæt på at ringe og sige, at der altså ikke var noget bud på noget som helst i mig.

– Men Sargun fik slæbt mig af sted og sagde: ”Nu gør du det altså!” Da jeg kom op til instruktøren og casteren, havde jeg sådan et filter for øjnene og kunne slet ikke tænke, så jeg ville bare have det overstået, tænkte jeg – jeg ville alligevel ikke få rollen.

– Jeg tror, at jeg spillede Rose meget straight og kontant, og det var de åbenbart vilde med. I virkeligheden var det, fordi jeg ikke var i stand til at lægge nogen som helst nuancer på hende, ha ha, griner Sofie Torp, som blev kontaktet kort tid efter: Om hun ville komme til møde ude på Nordisk Film?

– Jeg cyklede derud og blev hentet af en assistent, som kiggede indforstået på mig og sagde: ”Det er spændende, hva’?” Hvad er spændende? tænkte jeg.

– Jeg var helt væk i ammeland. Så sad jeg og talte længe med produceren om filmene og universet, og først en halv time inde i mødet lægger han et manus foran mig, som der står ”Sofie Torp” på, og siger, at de rigtigt gerne vil have mig til at spille Rose. Hva?! Jeg var målløs!

– Da jeg kom ud og lagde det manus i min cykelkurv, tænkte jeg: ”Har jeg lige fået en rolle, jeg skal spille de næste otte år??” 

– Jeg følte, at jeg cyklede hjem med min fremtid i cykelkurven. Jeg havde fast arbejde! Som man jo aldrig får som skuespiller. Det var ikke bare en lille ting, det her. Det var ret afgørende for mit liv og min karriere.

En ganske almindelig jysk håndboldpige

Sofie Torps Rose er meget langt fra den excentriske rødhårede sekretær, vi har lært at kende i skikkelse af Johanne Louise Schmidt i de første ”Afdeling Q”-film. 

– Hvis man har læst bøgerne, har man også lavet nogle billeder inde i hovedet af karaktererne, men lige med Rose er det svært, fordi hun er beskrevet så forskelligt. Så er hun rødhåret, så er hun punker, så er hun korthåret, så er hun langhåret – hun har det dér skizofrene over sig og er en virkelig spændende karakter.

– Jeg har ikke regnet hende ud endnu, og nu spiller jeg hende og skal spille hende i mange år. Så til hver film skal jeg finde ud af, hvor hun er lige der, hvordan hendes psyke har det. Her i den første film pakker man ikke Rose så meget ud, men allerede i næste film er hun skrevet meget op, fordi de gerne vil have hende ind i universet.

– Men det er klart, at der i den første film er fokus på Carl Mørck, fordi vi jo laver et helt nyt univers, fortæller Sofie Torp.

Hun er født og opvokset i et villakvarter i Viby lidt uden for Aarhus – moderen er sangerinden Jette Torp og stedfaren Claus Pilgaard, bedre kendt som Chili Klaus. 

Så det kreative blod løber i familien, men Sofie var egentlig en ganske almindelig jysk håndboldpige med en vag idé om, at hun en dag skulle være skolelærer.

– Jeg elskede at spille håndbold, jeg var anfører og virkelig dedikeret. Jeg skulle have været på en sportsefterskole, men fik en knæskade og kom så på en teaterefterskole i stedet for, og det var dér, min interesse for skuespillet startede.

– Da jeg måtte lægge min professionelle håndboldkarriere på hylden, ha ha! Det var nu ikke et tab for Danmark, men jeg elskede holdånden.

– Jeg har også altid sunget meget og skrevet musik og søgte både konservatoriet og teaterskolen og musicalskolen, da jeg var 19-20 år – jeg skød bare med spredehagl, for jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle. Jeg vidste bare, at jeg skulle noget ”i den retning”.

– Men jeg kunne ikke mærke, hvor jeg skulle rette min energi hen. Og jeg troede, at skuespillerskolen var uopnåelig. I mit hoved var det kun sådan nogle helt unikke og smukke københavnere, der kunne blive skuespillere – og det havde ikke noget med mig at gøre. Så det tog lidt lang tid for mig at pakke ud.

Din mor er jo også kunstner, så du kendte vel miljøet?

– Ja, men der er langt fra et jysk musikmiljø til et københavnsk skuespillermiljø. Og min mors og mit liv er vidt forskellige, så jeg føler ikke, at jeg er trådt i hendes fodspor. Jeg har virkelig et stærkt bagland på den måde, at min mor er et sejt og egenrådigt powermenneske, og min rigtige far er også et rigtigt kernemenneske – en klippe, man altid kan regne med.

– Når man har så stærkt et fundament, så tør man også gå andre veje, for de har bakket mig op i alt. Også da jeg som 27-årig kom og sagde, at jeg overvejede at få et barn med min gode ven. Da kiggede de bare på mig og sagde: ”Spændende. Fortæl noget mere om det.”

– Jeg er aldrig blevet lukket ned for, og jeg tror faktisk, at de har elsket at se, at jeg gjorde tingene på min egen måde. Claus, min stedfar, som også er en kæmpe del af mit liv, har været rigtig god til at sparke til mit kreative gen, så jeg føler virkelig, at jeg er blevet set.

– Og mine to yngre brødre og jeg er meget tætte, de er livsvigtige for mig. Så jeg har de der stabile, solide gode mennesker i mit liv, som gør, at jeg tør at gøre alt det, jeg gør.

Fadølspige på Fatter Eskil

Som 21-årig flyttede Sofie Torp til København, fordi hun følte, at hun var groet for meget fast i Aarhus.

– Jeg var blevet lidt en fadøls-sangerinde. Hende, der stod og sang Sanne Salomonsen på Fatter Eskil hver onsdag aften, drak fadøl og spillede ”balle-jobs” og kendte alle i det musikalske miljø.

– Jeg arbejdede på en restaurant i latinerkvarteret og var lærervikar på min gamle skole, og jeg trivedes, men det var også blevet lidt en sofa for mig. Jeg ville faktisk søge ind på lærerseminariet, men min mor rev de papirer over og sagde: ”Vent nu lige lidt med det, Sofie.”

– Fordi hun nok så noget andet i mig. Ikke at hun havde nogle ambitioner på mine vegne, men jeg tror, hun kunne se, at der var mere i mig – noget, jeg ikke havde foldet ud endnu. 

– Jeg søgte ind på konservatoriet, samtidig med at jeg flyttede til København, men der var bare ikke noget i det klaver, der trak i mig, for jeg spillede ikke en tone. Jeg var enormt ensom i den første tid herovre, hvor jeg boede i en lille lejlighed på Amager. Da jeg havde siddet og kigget ud på Amagerbrogade i et halvt år, begyndte jeg at gå ud ad døren og spille en, der havde vildt travlt.

– Jeg løb ned mod metroen og kantede mig stresset forbi folk på rulletrappen – og jeg skulle ikke en skid! Men jeg havde lavet den regel for mig selv, at jeg skulle gå ud af døren klokken 20, og jeg måtte først komme hjem klokken et.

– Så tog jeg ind på nogle af jam-stederne i København og prøvede at komme ind i musikmiljøet – men det endte altid med, at jeg stod alene og suttede i en fadøl. Der gik rigtigt mange uger, før jeg tog mig sammen til at spørge, om jeg måtte komme op og synge.

– Det var en vild periode, fordi jeg skulle finde ud af, hvad jeg egentlig ville, og jeg stod bare helt alene. Men det var virkelig sundt.

– Jeg fik et job i en sandwichbar på Højbro Plads, hvor der ikke kom et øje, så der lærte jeg heller ikke nogen at kende. Til sidst tog jeg på teaterhøjskole, for jeg kom ikke videre. Der var jeg i et år, og mens jeg var der, søgte jeg ind på skuespillerskolen for tredje gang – og kom ind. Jeg var helt i chok.

Var der så en masse perfekte mennesker på skuespillerskolen?

– Overhovedet ikke. Det er de forestillinger, man har, men det er jo en institution som alle andre med kantineordninger og gruppemøder og rengøring. Og det var SÅ fedt at finde ud af, at der var plads til mig. Og jeg ikke skulle være noget andet end det, jeg var.

Har ikke haft en kæreste i 10 år

Det var ikke ligefrem, fordi opgaverne stod i kø, da Sofie Torp var færdig med skolen. Faktisk var hun den eneste på holdet, der ikke havde noget arbejde, selv om hun havde været en mønsterelev uden sygedage og med masser af ros fra lærerne.

– Jeg begyndte at gå lidt i panik og måtte selv kæmpe mig til mindre jobs her og der – der var sgu ikke meget diva over det! Men efterhånden begyndte der at komme lidt, og jeg var ikke for fin til noget. Jeg havde lavet det mantra for mig selv: De første fem år skal du bare sige ja!

– Så kom der teater, børnefjernsyn, musical – alt muligt forskelligt de år. 

Og da du var ved at bygge din karriere op, skulle du have et barn midt i det hele?

– Ha ha, ja, det undrer også mig. Men jeg havde virkelig en drøm om at blive mor. Og jeg har ikke haft en kæreste i 10 år, så det ville jeg ikke gå og vente på.

Hvorfor har du ikke det?

– Det ved jeg faktisk ikke. Men da jeg aktivt ville gå ind i at finde en kæreste, da jeg var 26-27, så var jeg så låst i, at det menneske, jeg skulle møde, skulle være SÅ mange ting. Han skulle være sjov og seriøs og far-emne og … Jeg var ikke i stand til at møde nogen frit, for oppe i hovedet var jeg i gang med at lave en familie.

– Og måske var det mere børnene, jeg ville have, end en kæreste. Det gik lige så stille op for mig, for jeg blev ikke forelsket i dem, jeg mødte, og de blev heller ikke forelsket i mig. Jeg tror godt, at de kunne mærke, at jeg undersøgte, om de nu passede ind i min forestilling.

– Jeg troede, at jeg var nødt til at stifte en kernefamilie for at få et barn. Indtil det gik op for mig, at det behøvede jeg jo ikke. Og jeg føler, at jeg har vundet helt vildt, for jeg har en fantastisk datter med et menneske, jeg elsker og kender rigtigt godt.

Fungerer det så godt, den måde, I har lavet familie på?

– Ja, det er et genialt setup. Olga er halvandet år nu, og Sargun er flyttet ind i lejligheden ved siden af mig, så vi er naboer og en ægte regnbuefamilie. Olga føler det som ét hjem, men vi har hver vores lejlighed, og det er altså fantastisk.

Jeg føler mig enormt befriet

Savner du en mand i dit liv? Eller er det ikke noget, du tænker på …

– Hmmm … Altså, jeg kan mærke, at jeg her inden for de sidste måneder er begyndt at kigge på mænd igen, og det er jeg så glad for. At det er tilbage i mit liv. Men jeg er ikke stresset over det længere, ikke den dér alarm-agtige 30 år gamle, som skal finde en, jeg kan lave børn på.

– Nu er jeg begyndt at synes, at det er spændende, hvem jeg møder en dag, men jeg har slet ikke den der med, at han skal have styr på det hele. Jeg vil bare gerne møde et menneske, jeg har det sjovt med, og som jeg gider at drikke rødvin med, men som jeg ikke nødvendigvis skal ind i noget forældre-logistik med. 

– Selvfølgelig har jeg haft kærester, men jeg har aldrig boet sammen med en – jeg er bare aldrig nået hen til det sted, hvor det føltes naturligt og dejligt. Og måske kommer jeg ikke derhen, hvor jeg finder en kæreste, som jeg flytter sammen med og gifter mig med.

– Nu er jeg i hvert fald i fuld gang med at pakke ud, hvordan ens liv OGSÅ kan se ud, hvordan man også kan få børn. Der er mange, der spørger, hvorfor jeg har gjort det, når jeg ikke er ældre, for det er jo tit kvinder i 40’erne, der gør det her. Men jeg har gjort det som plan A. Det her er ikke plan Z for mig.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Jeg har masser af år, hvor jeg både kan få børn og kærester og karriere og alt muligt, så jeg føler egentlig, at jeg har givet mig selv den magt, at jeg ikke skal stresse over børn og familie og hus og … Vi kan gøre det på den måde, vi synes.

– Og når jeg møder et menneske, som jeg forelsker mig i, kan vi selv opfinde, hvad det vil sige at være i en relation. Jeg føler mig enormt befriet.