Selvudvikling
23. januar 2015

Skyggesider, uge 3: Sæt dig selv fri

I disse uger bliver du guidet af skyggecoach og forfatter Pernille Melsted til at se på: Hvad vil du have mere og mindre af i det nye år? Hvem vil du gerne være? Og hvad står – i virkeligheden – i vejen for, at du kan skabe de forandringer, du ønsker dig?
Af: af Pernille Melsted
https://imgix.femina.dk/media/article/1504_skyggesider.jpg

Foto: Panthermedia

Hvad ligger under det, du vil have? Find følelsen

I de sidste to uger har du kigget ærligt på det, du ikke er tilfreds med i dit liv, og du har undersøgt, hvad du vil have mere af i 2015, og hvad du skal (turde) være for at kunne opnå det. Så langt, så godt. Skyggearbejde handler om at kigge på det, vi ikke så tit kigger på. Det, der står i mørket. Og derfor skal denne uge bruges på at undersøge, hvad der ligger neden under dine ønsker og nytårsforsætter. Ja, neden under. Kig på din liste igen. Alt det, du gerne vil ændre, skabe eller udleve i år. Alle dine drømme om et nyt eller bedre liv. En optimeret version af dig. Inspirerende, ikke?

Se alle afsnit af skyggeskolen her

Der er en grund til, at du gerne vil det her. Og det er ikke kun, at du gerne vil opnå det helt konkrete, du har skrevet ned – uanset om det er at tabe 10 kilo, starte dit eget firma eller rejse mere i år. Du vil også noget andet. Du vil have de følelser, som dit nytårsforsæt repræsenterer. Ofte tror vi, at det, vi vil have, er det konkrete: et nyt job, en ny bolig, ny mand, ny krop. Men det, vi – altid – dybest set længes efter, er de følelser, vi forestiller os, vi vil få adgang til ved at nå målet.

Find følelsen

Da jeg for mange år siden sagde mit job op, var min store drøm at bo i Californien. Alle dagdrømme og fantasier kredsede om et liv med evig udsigt til Stillehavet, smukke solnedgange og yoga på Malibu Beach. Det var det eneste, jeg ville. Da jeg et par måneder senere fandt ud af, at jeg var gravid, var jeg godt klar over, at der ikke ville blive meget Malibu Beach over mit liv de næste mange år. Men da jeg dykkede ned i de følelser, drømmen om Californien repræsenterede, så jeg, at det, jeg længtes sådan efter, var ro. Helt enkelt ro. Fred i sjælen. Ned i gear. Mere tid til at lave ingenting. Og jeg fandt ud af, at den ro, jeg søgte, den kunne jeg også skabe i København på barsel. Det handlede ikke om, hvor jeg var i verden. Det handlede om at tage ansvar for følelserne, som drømmen rummede. Det gjorde jeg blandt andet ved at meditere, gå tidligt i seng og gå lange ture langs Amager Strand hver dag.

Hvis du kigger lidt under overfladen på dine nytårsforsætter, så ligger der nogle følelser under. Og de følelser er helt essentielle at finde frem til. Ellers kan du ende med at jage det forkerte i evigheder. Eller nå dine mål, men stadig føle dig aldeles uforløst.

En ting er at tabe 10 kilo som nytårsforsæt. Det kan du gøre på mange måder. Men hvis du véd, at det, du dybest set drømmer om, er at føle dig ”lækker” eller ”sexet” eller ”sund” eller ”vital”, så vil du ikke vælge at tabe 10 kilo ved at gå på sultekur, hvor du lever af pulver i to måneder og ender med at være tynd, men også træt, mat og drænet. Så vil du træffe lækre, sexede, sunde og vitale valg.

Du kan også bruge samme metode til at finde følelserne under de store drømme, der stadig lever i dig som en længsel. Måske må du sande, at du i en alder af 33 må sige farvel til din gamle drøm om at komme ind på balletskolen. Det må du gerne sørge over. Men du kan også undersøge, hvilke følelser drømmen om at danse ballet rummer for dig. Måske er du primært tiltrukket af drømmen om at være balletdanser på grund af skønhed, æstetik og ynde. Måske handler det om fællesskab og sammenhold. Eller musikken. Eller kostumerne. Det er dybt individuelt og vigtigt, du finder dine personlige årsager. For følelserne og værdierne, som din drøm indeholder, kan du stadig gøre plads til i dit liv. Bare på nogle andre måder. Det kan være virkelig empowering at se, at du – altid – kan tage ansvar for at give dig selv det, dine drømme dybest set handler om, ved at finde frem til følelserne bag.

DENNE UGES ØVELSE

Find følelserne bag din fantasi

• Vælg et af dine mål for 2015.

• Hvilke følelser (eller værdier) forestiller du dig, du ville have adgang til, hvis du allerede havde nået dette mål? (F.eks. glæde, ro, fred, romantik eller frihed).

• Hvilke værdier repræsenterer din fantasi – for dig? (F.eks. natur, fællesskab, bæredygtighed).

• Brainstorm over, hvordan du ellers kunne få adgang til disse følelser og værdier. Vær kreativ – kom med mindst 10 forskellige forslag.

• Hæng listen op på køleskabet og kig på den hver dag.

• Tag ansvar for at give dig selv det, du dybest set længes efter: følelserne og værdierne. Giv plads til de følelser og værdier, du har identificeret på så mange forskellige måder, du kan, i dit liv. Måske kan du ikke bestige Kilimanjaro i år, men du kan stadig give plads til f.eks. eventyr, natur og frihed på mange andre måder.

Kærlig hilsen

Pernille

https://imgix.femina.dk/1505_skyggesider_auto_0.jpg

I næste uge kigger vi på, hvordan du laver en handlingsplan for dine nytårsforsætter og rent faktisk får integreret dine nye, gode vaner i dit liv.

HVAD ER SKYGGEN?

Skyggen er et psykologisk begreb skabt af den schweiziske terapeut og psykiater Carl Gustav Jung. Skyggen er de tanker, egenskaber og handlinger, vi ikke vil være ved. De drømme og længsler, vi aldrig har forløst. Skyggen rummer alt det, vi skjuler, fornægter, skammer os over, undertrykker og nedvurderer. Smukt som grimt.

https://imgix.femina.dk/1502_skyggesider_pernille.jpg

Om Pernille:

Forfatter til bogen "Sæt dig selv fri - 13 genveje til at finde dine skyggesider og leve et mere ærligt og autentisk liv".

KURSUS: Kend dig selv

Vil du dykke mere ned i skyggearbejdet, så tag Pernille Melsteds helt nye onlinekursus ”Kend dig selv – en introduktion til skyggearbejde”.

• Kunne du tænke dig bedre at forstå, hvorfor du er, som du er – og gør, som du gør?

• Længes du efter at vise flere eller andre sider af dig selv?

• Er du træt af at føle dig låst fast i en bestemt rolle?

Læs mere på pernillemelsted.com

Læs også