Skal vi bare fylde os med piller?

Ikke mindre end to af mine veninder har i den senere tid fortalt mig, at deres læge eller psykolog mente, at de måske ville have godt af at få antidepressiv medicin. Den ene har mistet sit job og er derfor i krise over det, og den anden har lidt eksistentiel angst (hvem har ikke det? - jeg spørger bare). Begge var chokerede og forstod ikke, hvorfor lige netop det, de kæmpede med, dog skulle bekæmpes med medicin, især ikke da ingen af dem følte sig decideret deprimerede.

Er det ikke bare en del af livet, at man bliver ked af at miste sit job? Personligt tænker jeg, at man mindst skal være ude af stand til at passe et liv, før man skal vælge noget så drastisk som antidepressiv medicin. Især når man ved, at i hvert fald to af bivirkningerne kan være:
1) Man mister lysten til sex, og:
2) Man tager ofte en del kilo på.
Hmm ... lige dér er der to ting, som i sig selv kan give mig en depression.

Dermed være ikke sagt, at medicin altid er en dårlig løsning, slet ikke. For nogle mennesker kan livet være så tungt, at medicin bliver deres redning. Men når man nu ved, at f.eks. motion skulle have en ret god virkning, hvorfor så ikke begynde dér? Man kunne også foreslå mindfulness-træning. Jeg læste for nylig, at systematisk træning i mindfulness har vist sig at give gode resultater som forebyggelse for personer med tilbagevendende depression. I en meta-analyse lavet ved Aarhus Universitet, hvor man systematisk har trænet personer i mindfulness, har resultatet vist, at for personer med tilbagevendende depression kan mindfulness-træning reducere tilbagefald med 34 procent, og tallet vokser for personer, der har været igennem tre eller flere depressive perioder. Mindfulness er en særlig måde at være opmærksom på og går ud på, at man er bevidst observerende i forhold til, hvad der foregår i nuet - med det lille twist, at man er bevidst UDEN fordømmelse. Man har altså ingen dom på det, man mærker, ser, hører og tænker. Man er bevidst om strømmen af tanker, indtryk, følelser og impulser uden at synes, at noget af det er dumt eller forkert.

Tanken er blot en tanke og ikke nødvendigvis hele sandheden. Jeg ved godt, at jeg har skrevet om det før, men i en verden, hvor første impuls for mange professionelle åbenbart synes at være, at det kan og skal klares med en hurtig pille, tænker jeg, at det ingen skade gør lige at nævne det igen. Der er mange måder at klare livets fortrædeligheder på - at være i fredelig pagt med det, som er, kunne i hvert fald være én af dem.

Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

Camillas hjørne:
Mig... journalist? Never!

Mødre og døtre