https://imgix.femina.dk/media/article/spring_ud_i_det.jpg
Selvudvikling

"Skal jeg bare sige 'fuck det', springe ud i det og realisere min drøm?"

11. maj 2020
af Af Kathrine Graa
Foto: Shutterstock
Det er helt normalt at drømme om et andet liv end det, vi har lige nu – og nogle af os vil måske endda forfølge vores drøm en dag. Men græsset er ikke nødvendigvis grønnere på den anden side, mener psykolog Camilla Bechsgaard.

Nogle drømmer om at flytte ud på landet, andre om helt at forsvinde fra samfundet og tage på en jordomrejse, mens andre igen helt enkelt bare drømmer om at sige jobbet op.

Vi drømmer, og det gør vi, fordi vi har brug for en ramme at sætte vores værdier og vores ønsker i. Eller, fordi vi prøver at flygte fra hverdagen.

"Det er de færreste, der tænker, at livet også bliver leverpostej på den anden side"

– Som udgangspunkt kommer drømmene ofte, fordi man føler en frustration eller en utilfredshed med den tilværelse, man har. Man har en eller anden idé om, at en dramatisk ændring vil få alle problemer til at forsvinde, forklarer Camilla Bechsgaard.

Hun har gennem sit arbejde som psykolog været igennem adskillige samtaler af samme slags: ”Skal jeg bare sige fuck it, springe ud i det og realisere min drøm?”

– Det er meget normalt. Jeg tror, vi er utrolig få, der er i stand til at leve vores gode, stille liv og tænke, at man faktisk har det meget fedt. Der er sådan en iboende trang i mennesket til at flytte sig: Illusionen om, at man kan lave en kæmpe forandring, og så forsvinder alle problemerne bare. Det er de færreste, der tænker, at livet også bliver leverpostej på den anden side.

LÆS OGSÅ: 7 mentale øvelser du kan lave, hvis du savner mere glæde i hverdagen

Hvor vil du hen i livet?

Camilla råder til, at man lærer at lytte til sine drømme og lader dem simre. Ofte er græsset nemlig ikke grønnere på den anden side. Men dine drømme kan være en måde, kroppen giver advarsler på. Det kan for eksempel være, hvis du er stresset. Her vil kroppen og dine tanker begynde at fortælle dig, at du måske ikke lever dit fulde potentiale.

– Brug de her drømme som vejviser. Se på, hvad de vil fortælle. Hvor vil du hen i livet? Det gør man ved at give drømmene tid. Og give sig selv tid til at mærke efter. Prøv at give dig selv noget selvomsorg, og skriv dine drømme ned i en dagbog. Så kan du stille og roligt begynde at kigge på dem og se, hvilke drømme du bliver ved med at vende tilbage til.

- Kig på drømmen, og spørg: ”Hvad handler den om?”. Handler den om mere kontakt med naturen eller en mere rolig hverdag uden byens stress og jag? Undersøg, om det er muligt at have samme værdier i dit nuværende liv.

Følg dig selv i processen

- Lad være med at se drømmene som en livsforbedring. De er pejlemærker, så se åbent og nysgerrigt på dem. Der er rigtig mange mennesker, som hopper fra det ene til det andet og håber på, at drømmen er lykken, og så taber de sig selv et eller andet sted halvvejs, og til sidst ved de ikke, hvad der i virkeligheden giver mening, eller hvornår livet bliver betydningsfuldt.

– Og så er det vigtigt at kigge en ekstra gang på drømmen. Er det en gammel drøm, kan den godt være forældet, fordi vi mennesker vokser og lærer hele tiden. Der er rigtig mange, der drømmer ud fra en tidligere bevidsthed om, hvad de synes, kunne være fedt. Men når de så udfører drømmen, er de gået kolde. Kig på, hvor du er i livet nu – er din personlighed og din virkelighed ved at ændres? Er børnene blevet store? Kan kroppen ikke holde til det samme mere? De der livsskift giver tit anledning til nye drømme, og dem gør man klogt i at lade simre et stykke tid.

LÆS OGSÅ: 7 råd til dig, der skal træffe en svær beslutning

Et kludetæppe af drømme

Er du single, kan din største drøm være at få en kæreste. Det virker, som om hele livet bliver meget bedre med en partner. Her er det vigtigt at søge dybere i din drøm.

– Det kan blive betydningsfuldt at kigge på de elementer, der er i din drøm. Er det frygten for at blive gammel alene? Eller frygten for at blive ensom? Og helt lavpraktisk er det måske at have nogen at lave noget med eller vågne op ved siden af søndag morgen. Drømme kan deles op. Der er aldrig ét facit, og det er derfor, man faktisk kan tage en masse elementer og sy dem sammen, så man til sidst har lavet et kludetæppe af sine drømme i stedet for at lave en samlet pakke, siger Camilla.

LÆS OGSÅ: Brev til Renee: Skal jeg bare opgive at finde kærligheden?

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_1.png

Læs også