Kropsidealer igennem 100 år
Selvudvikling

Se det store galleri: 100 år med kropsidealer

24. juni 2017
af Signe Halck, redigeret til web af Charlotte Kobberøe Fink
Foto: All Over Press og Shutterstock
De sidste 100 år er det skiftevis gået op og ned for vores kurvers popularitet. Vi ser nærmere på, hvordan det kvindelige kropsideal har ændret sig over tid.

Hvordan har kropsidealer ændret sig gennem tiden? 

Vi er ikke i tvivl om, hvor lækre kurver er - men de sidste 100 år har kvindeidealet konstant ændret sig i takt med samfundets udvikling, og gennem tiden er det skiftevis gået op og ned for vores kurvers popularitet.

SE OGSÅ: 4 mænd forsøger at genskabe fotos med uopnåelige kropsidealer

Klik dig igennem galleriet og se, hvordan idealet for kvindekroppens former har forandret sig siden 1900-tallet, når kvinde- krops- og kønsforsker Christine Dreyer Alexandersen tager dig med på en tidsrejse. 

1900-1910’erne: Snør dig lige sammen til et timeglas, tak!

Starten af 1900-tallet er især forbundet med mode- og kvindeidealet ”The Gibson Girl”, der er opfundet af illustratoren og manden Charles Dana Gibson. Charles Gibson har fortalt, at han blev inspireret til at tegne sin ”Gibson Girl” ved at studere helt almindelige kvinder i bylivet i og omkring New York. En ”Gibson Girl” repræsenterer det meget feminine look præsenteret i en høj krop med udpræget kvindelige former – stor fyldig barm, brede hofter, ultrasmal hvepsetalje og det hele opnået ved at snøre kvinden sammen i et stramt korset. 

1920’erne: Maskulint udtryk 

1920’erne smed kvinderne korsetterne og trak i lige kjoler, der enten var korte eller gik ned over knæene, men efterlod blottede ankler og skinneben. Kjolernes lige snit og den manglende korsage skjulte de kvindelige former og gav kvinderne et ”firkantet” look, der sammen med det bobbede enten korte eller opsatte hår gav kvinderne et mere maskulint udtryk. Mode- og kvindeidealet kalder man ”The Flapper”, og ”The Flapper” var kendt for en udsvævende livsstil, som ellers var forbeholdt mændene. 

 

1930’erne: Svulmende kurver

Modreaktionen til ”The Flapper”s firkantede krop og maskuline udtryk kom buldrende med Mae West som frontfigur i 1930’erne. Hun var Hollywood-stjerne med svulmende kvindelige former, sovekammerøjne og en forførende stemme. Mae West fremhævede sine kurver gennem tætsiddende tøj, og hun var fortaler for dyrkelsen af de kvindelige kurver, men hun var også meget bevidst om det spil og den magt, der udspiller sig i seksualiteten mellem kønnene.

Hun er kendt for citatet: ”Cultivate your curves – they may be dangerous, but they won’t be avoided.”

1940’erne: Slank krop og mere hud

2. verdenskrig kom i kølvandet på 1930’ernes depression og økonomiske krise. Begge satte sit præg på 1940’erne og bevirkede blandt andet, at ressourcerne var knappe, og at der skulle spares - ergo var der ikke basis for en overflod af mad. Derfor er det også en slankere Rita Hayworth, der i 1940’erne erstatter frodige Mae West som Hollywoods nye darling. Der er stadig fokus på de kvindelige former, men de er strakt ud og præsenteret i en langbenet, atletisk og slank skikkelse, der på mange måder minder om den kvindekrop, der har været stærkt idealiseret lige siden. Det nye er, at vi ser meget mere hud, og at der er hverken hår på benene eller under armene.

1950’erne: Tillykke til Mr. president og tilbage til timeglasset

Krigen og depressionen er forbi, og et økonomisk opsving er undervejs i 1950’erne. Kvindebilledet er præget af bare ben, fyldig barm, brede hofter og hvepsetalje – selvfølgelig båret frem af evigt ikoniske Marilyn Monroe, men også af glamourøse europæiske kvinder som Sophia Loren og Brigitte Bardot, der i tilgift gav os de fyldige læber. Mon ikke Pamela Anderson 40 år senere skelede vel meget i denne retning, da hun op gennem 1990’erne designede sin krop og sit ansigt ved hjælp af plastikkirurgiske indgreb?

1960’erne: Det ranglede og androgyne look

Den engelske fotomodel Twiggy Lawson repræsenterer med sit høje, tynde og drengede look 1960’ernes kvindebillede. Den nye higen efter et mere ranglet og drenget udseende skyldes måske, at det klassiske kvindebillede i form af den hjemmegående husmor er på retræte i perioden, og at kvinden igen læner sig op ad mere maskuline værdier som seksuelt frisind og et arbejdsliv uden for hjemmet. Men at det var in at være tynd i 60’erne, kommer man ikke udenom. 

1970’erne: Slank, sporty og solbrun

I de tidlige 70’ere bliver det for alvor in at dyrke solen for at blive brun. Både mænd og kvinder er aktive på arbejdsmarkedet, så folk har fået flere penge, og charterferien har gjort sit indtog. Derfor bliver det in med gylden hud, som for kvindens vedkommende helst sidde på en meget slank og tonet krop. Den amerikanske skuespiller Farrah Fawcett fra tv-serien ”Charlie’s Angles” er i den sammenhæng et forbillede, men med sin krop og sin solbrændthed, repræsenterer hun et ideal, der ligger langt fra det, der kendetegner den almindelige kvinde.

1980’erne: Skulderpuder og firskårne kroppe

Den stærke, tynde og ekstremt veltrænede krop ser vi i 1980’erne hos kvinder som Grace Jones og Jane Fonda. De to er vidt forskellige, og mens Jane Fonda repræsenterer populærkulturen med sine workout-videoer og som skuespiller, repræsenterer Grace Jones den samme kultur som sanger, skuespiller, fotomodel og muse for Andy Warhol. Bodybuilding trender også i 1980’erne, og det siger noget om tidens fokus på muskler og styrke, og der levnes i 1980’erne ikke meget plads til bløde kvindelige former. Tværtimod er det årtiet, hvor de store skulderpuder hitter og giver kvinderne et mere bredskuldret og firskårent udtryk.

1990’erne: Fedtforskrækkelse og Photoshop

I starten af 1990’erne revolutionerede Photoshop mulighederne for at redigere fotos med deres software. Det satte gang i billedbehandlingen, og hvis fotomodellerne ikke var tynde nok i virkeligheden, eller havde lidt bulet hud på baglåret, begyndte man at retouchere sig til det ønskede og eftertragtede udseende, så man kunne vise en glat og tynd virkelighed i reklamer og modebilleder. Det helt store navn i 1990’erne er fotomodellen Kate Moss, der bliver verdenskendt for sin ekstremt tynde og spinkle krop.

2000-2010’erne: Naturlighed og forskellighed - og dog

I begyndelsen af 00’erne har vi efterhånden hørt så meget om udsultede fotomodeller og spiseforstyrrede unge piger og kvinder, at vi begynder at se en modreaktion. I 2004 lancerer skønhedsbrandet Dove deres Real Beauty-kampagne, hvor de sætter fokus på skønheden hos helt almindelige kvinder. Men i modebranchen er det den dag i dag stadig det superslanke og langbenede look, man går efter, som f.eks. hos supermodellerne Cara Delevingne og Adriana Lima. Dog er den fyldige barm vendt tilbage som noget ”tilladt” og eftertragtet i afdelingen for kvindelige former.

Og hvad så nu?

Selv om modebranchen er konservativ og kommerciel og stadig har sine foretrukne superslanke supermodeller, ser vi i dag i stigende grad, at der er plads til flere kurvede kvinder. Der er curvy kvinder på forsiden af kvinde- og modemagasiner, i modelbranchen er der fokus på plus-size-modeller, og sangerinder som Jennifer Lopez og Beyoncé er kendt og hyldet for at dyrke deres kvindelige former, især med fokus på bagdelen.  Vi ser helt sikkert en kultur, hvor det er blevet mere legitimt at have kurvede hofter, runde fyldige numser og store bryster, så på den måde ser vi flere forskellige og også flere fyldige kvindekroppe i mode- og mediebilledet. Men der er stadig vej igen, for bløde maver og bulede lår og den totale accept af kvindekroppen i mediebilledet er stadig noget, vi må kæmpe for.