Selvudvikling
12. december 2018

Sådan lærer du at sige pyt

Pyt er et meget vigtigt lille ord. Men når du har dummet dig over for en kollega, fået en parkeringsbøde, spildt kaffe på feriebilledern, så kan det være svært at sige. Her får du gode råd fra psykoterapeut Annette Aggerbeck til at give slip og komme godt videre.
Af: af Annette Aggerbeck
Moden kvinde trækker på skuldrene

Foto: Panthermedia

Lær at sige pyt - det kan virkelig gøre en stor forskel

Vi kan alle have perioder af vores liv, hvor tingene går os mere på. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis vi bliver skilt, oplever egen eller andres sygdom eller er under et stort arbejdspres. Så kan en parkeringsbøde eller spildt kaffe over arbejdspapirerne slå os helt ud.
Men hos nogle mennesker er det mere en gennemgående tendens at tage selv den mindste modgang tungt. Ud over at vi kan have arvet denne tendens som et træk i vores personlighed, kan vi også have lært det af vores forældre, hvis de for eksempel i vores opvækst har vist os, at de selv tager tingene tungt.

At lade sig gå meget på af modgang kan også handle om skam – at vi skammer os, når vi dummer os. Hvis skammen stikker dybt, kan den føre til, at vi skammer os over at være den person, vi er, og ikke kun skammer os over de ting, vi gør. Når vi så gør eller siger noget dumt, aktiveres denne grundlæggende skam, og vi tager den mindste fejl meget tungt og som tegn på, at vi er forkerte. Hvis vi ikke er blevet hørt, set og mødt af indlevende og medfølende forældre som børn, kan det få os til at føle os forkerte. En grundlæggende skam kan være opstået som følge af en opvækst, hvor vores forældre slog hårdt ned på os ved den mindste fejl, vi begik. Når vi skammer os, er det svært at sige pyt. Den dybe skam kan være vanskelig at arbejde med på egen hånd og kan kræve støtte af en psykoterapeut eller en psykolog.

LÆS OGSÅ: Sig pyt til dine bekymringer

Ordet pyt hjælper dig på vej

Når vi tager tingene tungt, handler det ikke kun om, at vi begår fejl, men kan også handle om mange andre ting, som for eksempel, at vi føler os urimeligt eller uretfærdigt behandlet. Vi kan komme til at drukne i ubehagelige følelser, når vi oplever modgang, hvis vi ikke har lært at berolige os selv. For en del mennesker er det et problem ikke at kunne berolige sig selv. Den manglende evne til at regulere vores ubehagelige følelser og genfinde roen, kan skyldes forældre, der ikke har formået at hjælpe os med selv at regulere vores følelser. Derfor har vi som voksne svært ved det og overvældes af ubehagelige følelser, som vi har svært ved at komme ud af igen. At vores forældre var ude af stand til at lære os at berolige os selv, behøver ikke handle om, at de havde misbrugsproblemer, var psykisk eller fysisk syge osv., men kan også hænge sammen med, at de var unge og/eller umodne, da de blev forældre, eller at de heller ikke har fået evnen til følelsesmæssig selvregulering med sig fra egne forældre.

For nogle mennesker handler det med at have svært ved at tage let på tingene om, at de har haft så mange nederlag, at de efterhånden har svært ved at tro på, at noget vil gå dem godt, og så bruger de deres energi på at anskue enhver udfordring som et stort problem. At tage tingene tungt minder om at være tungsindig, hvor man ikke kun tager tingene (alt for) tungt, men hvor man også har en tendens til nedtrykthed, melankoli eller depression. Der er derfor god grund til at gøre noget ved sin tendens til at tage tingene tungt, så det ikke går ud over livskvaliteten.

9 veje til at kunne sige pyt

  1. Tænk på noget, du har taget tungt tidligere i dit liv. Hvad har det lært dig? Højst sandsynligt udgør de nogle af de mest værdifulde lektioner i dit liv. Overvej om du kan opfatte lignende situationer på en mere konstruktiv måde.
  2. Hvad fortæller dine fejl om dine værdier og overbevisninger? Hvad har du brug for, for at turde fejle og undlade at bebrejde dig selv bagefter? Skriv om det.
  3. Vid at alle begår fejl, og at det er med til at udvikle os.
  4. Omgiv dig med mennesker, der tager dig alvorligt og ikke bagatelliserer, at du lader dig påvirke negativt af noget. Vælg nogle som kan støtte dig og hjælpe dig med at se nuancerne i det, du tager tungt.
  5. Se på din indre kritiker. Hvad siger du til dig selv, når du tænker meget over noget og mærker tristhed og måske også skamfuldhed? Ofte har vi slugt en andens stemme – eksempelvis en forælders eller en anden betydningsfuld persons.
  6. Behøver du at tale så hårdt til dig selv? Øv dig i at se på dig selv, som din egen bedste veninde.
  7. Når vi er i svære eller krævende livssituationer, er vi mere hudløse og tager tingene mere tungt. Hvis du kan mærke, at du er inde i en sådan periode, så gør noget godt for dig selv, så du får mere overskud. Forkæl dig selv med massage, ansigtsbehandling, en tur i biografen eller hvad du nu har lyst til.
  8. Gå i terapi, hvis du har brug for hjælp til at tage tingene mindre tungt og finde større glæde.
  9. Skift fokus, når du overmandes af tanker og triste følelser, som ikke vil give slip. Tænk på 5 ting, du er tilfreds med i dit liv, og skriv om dem.
    Kilde: Psykoterapeut Annette Aggerbeck, Aggerbeck Terapi
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200.jpg

Læs mere om:

Læs også