Sådan får du mere energi
Man kan nogle gange føle, at energien er helt i bund. Der er heldigvis råd og hjælp at hente.
Kirsten Thal-Jantzen, der er klinisk diætist og kostvejleder på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og som også har sin egen virksomhed med kostrådgivning, og Sabrina Dinic, som er personlig træner hos Well-Come Fitness, giver her nogle gode råd til, hvordan du holder energien i form.
1. Få masser af lys
I disse mørke tider handler det om at få så meget lys som muligt, da det er med til at regulere kroppens indre ur. Udnyt dagslyset, så du modvirker tristhed og energidyk, og få godt med lys på de mørke morgener, når kroppen skal i gang.
2. Husk morgenmad og mellemmåltider
Begynd dagen med en god og nærende morgenmad og giv din krop et skud energi i form af mad hver tredje time. Et svingende blodsukker kan nemlig gøre dig træt. Mineralet chrom er med til at stabilisere blodsukkeret, og det får du bl.a. fra dadler, mandler og abrikoser. Spis evt. 15 mandler og 2 abrikoser som et mellemmåltid.
3. Drik vand
Du skal drikke masser af vand, og kroppen skal gerne have 0,35 ml per kg kropsvægt. For lidt væske kan gøre dig træt, uoplagt og ukoncentreret.
4. Bevæg dig
Når du dyrker motion, får kroppen ny energi i form af opkvikkende hormoner. Vi får mere energi, end vi investerer, når vi træner. Vær gerne fysisk aktiv mindst 30 min. om dagen.
5. Få nok søvn
For at have nok energi er det naturligvis vigtigt at sove nok og godt om natten. Få gerne mellem 7-8 timer hver dag. Det styrker dit immunforsvar og giver dig mere energi. Gør det lettere for dig selv at falde i søvn ved at slukke for tv'et en time før sengetid og slap af med en god bog eller beroligende musik.
6. Husk det sunde
Spis masser af frugt og grønt, som indeholder gode vitaminer og mineraler, der styrer de vigtige mekanismer i kroppen. Få gerne 600 g om dagen, lyder rådet fra eksperterne.
7. Undgå stress
Hvis du er stresset, kan du lettere blive syg. Styrk dit immunforsvar med antioxidanter, som du bl.a. får fra A-, C- og E-vitamin.
8. Sig farvel til forkølelsen
Hvis du kan mærke, at den klassiske efterårsforkølelse er på vej, så kan det hjælpe med C-vitamin. Det styrker dit immunforsvar og forsvarer dermed bedre din krop mod forkølelsen. Tag evt. en multivitaminpille, så du får de vitaminer, du har brug for, og suppler med en kiwifrugt, der booster immunforsvaret.
Kilde: Longovital