Selvudvikling

Rytteriet: Vi skal sgu’ være søde

af Susse Wassmann 17. november 2010
Foto: Tom Lindboe
Rasmus Botoft og Martin Buch gør gerne grin med andre, men de har dog grænser. Også når det kommer til at fortælle om deres privatliv til journalister …

Martin kommer luskende lidt bag ved Rasmus og ser overhovedet ikke ud, som om han har det godt. Faktisk lyser det ud af ham, at han har allermest lyst til at løbe skrigende ud ad døren igen. Men en aftale er en aftale, og med en klausul om ikke at tale om deres privatliv har Martin Buch og Rasmus Botoft sagt ja til at blive interviewet.

Jeg lægger blødt ud med at spørge, hvorfor de egentlig hedder Rytteriet. Martin: - Det er, fordi vi har noget med heste. Det er sjovt at sige hest. Hessst. Det er sådan et dejligt ord, ikke? Rasmus: - Rytteriet er også sådan en evig tørretumbler, man kan ryge ind i. Sådan en, der bare bliver ved og ved. Ligesom vores figurer. De udvikler sig heller ikke. Bliver bare ved og ved i den samme trummerum.

Jeg spørger, hvor de får deres inspiration fra. Martin: - Snobberne, for eksempel, er arketypiske figurer, de findes jo. Jeg er vokset op i Lyngby og har set dem i Mad & Vin og nede i Taarbæk Havn. Sådan nogle lørdag formiddage i Magasin med alle de der damer i pelse og deres mænd, der sad og spiste små trekantede sandwicher, hvor skorpen var skåret af. Rasmus: - Mange af vores karakterer kommer fra stemmer. Stemmerne og sproget er indgangen til de fleste figurer for os. Når man går og taler sammen på en bestemt måde i en periode, så opstår figurerne ud af det.

- Er der nogen ting, I aldrig ville lave sjov med? Rasmus: - Sådan noget med alvorlige sygdomme, det er ikke sjovt. Og folks ulykke. Vi har indimellem haft second thoughts, hvis vi har nævnt navne, for man skal jo være sød. Vi skal sgu være søde. Vi har også svært ved at stille os op som os selv. Vi konstruerer nogle figurer, som vi putter ind i et univers, og i dét kan vi tage alle mulige emner op.

Jeg vover et øje. - Apropos privatliv. Når man researcher på jer, er det mest private, man finder ud af, at Martin holdt ferie i Marstal, da han var lille. Men jeg har altså fået besked på at finde ud af, hvem I egentlig er. Rasmus: - Jamen, jeg kom ind på teaterskolen som 23-årig og havde inden da lavet rigtig meget teater. Jeg var med til at starte Mariposa Teatret, som lavede debatforestillinger og tog rundt på skoler og efterskoler, fortæller han velvilligt. Martin: - Nej, jeg har aldrig haft skuespillerdrømme. Jeg har altid været meget genert og ville helst ikke kigges for meget på. - Så er det da et pudsigt fag at vælge? - Ja. Ja, det er det. For jeg har det stadigvæk sådan. Med interviews også … - Hvordan har du det så med at stå på en scene i dag? - Jeg kan godt få præstationsangst, det fylder meget. Men genertheden er ikke så slem, for vi er jo bedst, når vi gakker ud i nogle karakterer, som ikke er os selv.

RELATEREDE LINKS: Sofie Gråbøl: Jeg er ikke særlig markant Mikael Wulff forklarer det hele