Ryd nu op i det skur!
foto: All Over
Mange skure og loftsrum i det danske land er proppet til randen af mere eller mindre brugbare genstande og redskaber. Skuret er sammen med loftrum og kældre et af de mere oversete eller udsatte oprydningsprojekter, da man ikke kommer der ret tit, og det er et "tungt" og uoverskueligt stykke arbejde, der ligger foran én.
OM KAMILLE SOMMER
Kamille Sommer er uddannet oprydningskonsulent og Feng Shui konsulent, og arbejder professionelt med oprydning som sin niche. Hun skriver hver onsdag hér på Oestrogen.dk
Se mere på hendes hjemmeside: Oprydningskonsulenten.dk
Prisen for arbejdet kan sagtens opveje det trælse arbejde. Det er fantastisk at have et skur, hvor man med det samme kan finde riven, gødningen og fuglefoderet. Når arbejdet én gang er gjort, er det nemt at holde det ved lige.
Gem kun de ting du bruger
Der er ingen grund til at gå og gemme på alle mulige mærkelige redskaber og dingenoter, for sandheden er, at du næppe nogensinde kommer til at bruge dem, andet end den ene gang, da du lige havde fået dem.
Det eneste du får ud af og gemme på en masse du aldrig bruger, er at du er fri for at tage stilling til dine ting. På et tidspunkt skal du måske flytte, og hvis ikke du selv har ryddet op, vil det være andre der skal gøre det for dig. Andre vil helt sikkert kassere de fleste af tingene, da de ikke har den samme tilknytning til tingene som dig, og der er sikkert opfundet nyere og smartere genstande, der har samme funktion som dine ting - så de bliver under alle omstændigheder kasseret.
I gamle dage gemte man det meste. Det gør man ikke længere. Der er altid noget nyt derude der er smartere og hurtigere. Det er dét, folk vil have.
Praktisk - sådan gør du:
Tøm skuret eller rummet for alt indhold. Prøv at dele tingene op i de ting, der passer sammen, såsom haveredskaber i en bunke, cykelting i en anden bunke, køkkenting i en tredje bunke osv.
Gennemgå så tingene med hård hånd. Ud med de ting, der er i stykker, og som du ikke kan reparere indenfor en uge.
Alt hvad du har flere af - skil dig af med nogle af dem. Ingen grund til at gemme en masse på baggrund af "hvad nu hvis nu tingen går i stykker"- undskyldninger. Hav tillid til, at hvis noget går i stykker, kan du nemt skaffe det igen.
Hæng hylder og knager op, så der bliver mere plads. Ved at hænge noget op på væggene, frigør du mere gulvplads. Tænk i "hvad kan jeg undvære" - fremfor "hvad kan jeg bruge".
… desuden skal du tænke på:
Brandfaren: Jo flere ting du har stående, des mere "føde" er der, hvis du skulle være så uheldig, at der går ild i noget.
Sundhedsfaren: Der skabes meget støv, som lægger sig på tingene. Mus og rotter elsker at gnave i gamle ting, og efterlader ekskrementer på dem.
Forældelsesfaren: Alt bliver for gammelt på et tidspunkt, og mange ting mørner simpelthen på et tidspunkt, især når det har stået ubrugt hen i årevis.