Selvudvikling

Renée: Ræk hånden ud, før det er for sent!

af Renée Toft Simonsen 28. november 2014
Måske ville det have gjort en forskel, om han havde inviteret den unge nabo til aftensmad den dag? Måske var det aldrig gået så galt, at han måtte tage sit eget liv, hvis han havde siddet dér i haven sammen med os
I weekenden var jeg på besøg hos en god gammel ven. Efter noget tid fortæller han, at han har haft det svært den sidste tid. Hans nabo har begået selvmord, og det har påvirket ham meget. Der er fyldt med blomster og lys foran den unge mands hus, så han bliver dagligt mindet om, at der boede et menneske dør om dør med ham, der var så ulykkelig, at han ikke havde lyst til at leve længere. Spørgsmålet, han stiller sig selv igen og igen, handler om, hvorvidt han kunne have gjort nogen forskel?   Det spørgsmål piner ham åbenlyst. Naboen var en ganske ung mand. Faktisk ikke en, han kendte særlig godt, men bare en person, han havde vekslet er par ord med hist og pist. Den slags, vi sikkert alle sammen udveksler med folk, vi støder på hver eneste dag, uden at tænke nærmere over det. Og alligevel – han holder en pause i talestrømmen, og pludselig fyldes hans øjne med tårer – han var jo så tæt på, bare lige fem huse væk. Faktisk har det været nogle frygtelige dage, hvor han konstant har tænkt på den unge nabo. Tænkt på, hvor frygtelig trist det er, at så ungt et menneske kan komme så langt ud, at han ikke ser anden udvej end at tage sit eget liv. Han synes, det er svært at forstå, hvordan et menneske kan føle sig så ulykkelig, og hvorfor han ikke vælger at dele det med nogen: ”Jeg kunne sagtens have inviteret ham ned en gang imellem, jeg sidder også ofte alene om aftenen. Faktisk tænkte jeg på at gøre det i sidste måned, da vi grillede, jeg fik det bare ikke gjort ..,” siger han grådkvalt til mig.   LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Så meget for perfekt mor-syndromet   Og pludselig sidder jeg med samme følelse som ham, for jeg var der jo den aften til grill i haven. Og ja, måske ville det have gjort en forskel, om han havde inviteret den unge nabo til aftensmad den dag? Måske var det aldrig gået så galt, at han måtte tage sit eget liv, hvis han havde siddet dér i haven sammen med os? Måske kunne han have fortalt om noget af det, der pinte ham? Måske havde det ingen forskel gjort overhovedet, det kan vi ikke vide – og vi finder heller aldrig ud af det. Men den tanke, at vi ved at række hånden ud – bogstavelig talt række ind over hækken i det her tilfælde – måske kan gøre en forskel, endda få en meget stor betydning i et andet menneskes liv, gør noget ved mig.   Han smiler gennem tårerene: ”Måske skulle du skrive en klumme om det, man ved jo aldrig, måske findes der andre som min nabo derude?”. Tja, måske findes der andre som min gode vens unge nabo, og måske ville det være ret fint, om vi fik øje på dem, før det var for sent?   Kærlig hilsen Renée