https://imgix.femina.dk/media/article/1443-renee-art-2.jpg
Selvudvikling

Renée: Politikerne må også tage ansvar!

18. september 2015
af Renée Toft Simonsen
Gælder det med at tage ansvar for sine handlinger kun for kontanthjælpsmodtagere og flygtninge? Skal man som folkevalgt ikke stå til ansvar for de løfter, man har givet under en valgkamp?
Der tales meget om at tage ansvar i disse år. Vi borgere skal tage ansvar og bidrage til velfærden og væksten i stedet for at ”nasse” på det arbejdende folk. Vi skal tage ansvar for, hvad vi spiser, holde os sunde og raske og ikke ryge, drikke, blive stressede og så videre. Ikke for vores egen skyld, men fordi vi ellers vil komme til at ligge samfundet til last. Vi skal opdrage vores børn på en bestemt måde. De skal ikke vælge uddannelse med hjertet, men med tanke på, hvad samfundet har brug for. Vi skal med andre ord dirigere og tyrannisere vores børn til hurtigst muligt at blive små vækstmaskiner, med det store, altædende dyr ”erhvervslivet” som primær modtager af afkommet under parolen: The show must go on. Det går mig simpelthen på! LÆS OGSÅ: Skal de unge presses til sygelig perfektionisme? Nej til rygning - ja til bomber Jeg bliver trist helt ind i sjælen og kan ikke se meningen med eksistensen i så snævert et perspektiv som det, den politiske dagsorden sætter i disse år. Samtidig tænker jeg, at det med at tage ansvar også burde gælde de folkevalgte. På Christiansborg kan man åbenbart sagtens sige til borgerne, at de ikke må ryge, for ellers bliver de syge og koster samfundet en masse penge. Samtidig stemmer man ja til at kaste bomber ned over Syrien og nej til at hjælpe den lokalbefolkning, der bliver ramt af dem. Det giver ingen mening! Ingen grænser for straf og sanktioner Gælder det med at tage ansvar for sine handlinger kun for kontanthjælpsmodtagere og flygtninge? Skal man som folkevalgt ikke stå til ansvar for de løfter, man har givet under en valgkamp? Som f.eks. når et parti siger, at de ikke vil skære i ældreplejen, og så bagefter, når de sidder på magten, stemmer ja til at gøre netop det. Fantasien kender tilsyneladende ingen grænser for at udtænke straf og sanktioner, hvis kontanthjælpsmodtagere og flygtninge ikke gør, som de skal. Men hvor er den fantasi blevet af, når det gælder brudte valgløfter eller måske den lille bagatel, det synes at være, at føre krig på et falsk grundlag? Ansvar skal gælde for alle Hmm, måske de har brug for hjælp derinde på Borgen. Jeg lægger da gerne ud med en god idé: Når man under en valgkamp fremsætter et løfte, skal det altid være indsat i en tidsramme. Har partiet ikke indfriet løftet inden for tidsrammen, mister det et mandat i Folketinget hver måned. Bum. Samme princip, som at du ingen dagpenge får, hvis ikke du har fundet et arbejde inden for to år. Ansvar er en god ting – jeg synes bare, det skal gælde for alle. Også de folkevalgte. Kærlig hilsen Renée LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Er det mon i dag, flyet styrter ned?

Læs også