Selvudvikling

Renée: Passer du ind i samfundets skabeloner?

af Renée Toft Simonsen 22. august 2014
Måske skulle vi tænke lidt mere over, om de der skabeloner virkelig behøver være så snævre? Måske er det muligt, når vi nu ved, der findes mange mennesker, der alligevel aldrig kan passe ind i dem, at vi tænkte dem bredere, større, og i flere farver?
I denne uge bringer jeg i brevkassen et uddrag af en korrespondance, jeg har haft med en klog kvinde (læs nedenfor). En klog kvinde, der også er overvægtig. Og ja, man kan faktisk godt være klog, selv om man er overvægtig! Man kan også være kærlig og overvægtig på én gang. Og stædig, vedholdende, filosoferende og en fighter ud over det sædvanlige.   Det, at man, selv om man er overvægtig, er et helt almindeligt menneske, var sådan set pointen i hendes brev, hvor hun skrev; ”Fede mennesker er ikke nødvendigvis dårlige mennesker, svage mennesker eller mennesker, der per definition har et dårligt selvværd. Vi er mennesker med følelser og en livshistorie. Vi rummer stærke og mindre stærke sider ligesom alle andre.”   Og her kan man så tænke, ja, det ved vi da godt. Men samtidig ved vi også godt alle sammen, at vi lever i en kultur anno 2014, der lidenskabeligt dyrker ”det slanke menneske”. Jeg skriver 2014, fordi det ikke altid har været sådan. For mange år siden var det smukt at have både til gården og gaden. Med andre ord er det med størrelsen en absolut kulturel ting og ikke mindst en smagssag.    LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Lad børnene sige nej   Jeg blev meget berørt af korrespondancen med den her kvinde, fordi hun var så insisterende i forhold til at have ret til en plads i verden, uanset hvilken størrelse hun kom i. For mig gav hendes brev anledning til refleksion i forhold til, hvordan vi behandler hinanden, når vi støder ind i nogen, der ikke umiddelbart er som alle andre.   Hvem der er som alle andre, ved jeg ikke, men faktum er, at vi i vores samfund har visse normer og skabeloner, vi gerne ser hinanden passe ind i. Passer vi ikke ind, står rigtig mange parat til at pege fingre og gøre opmærksom på, at vi ikke passer ind. Det er lidt ligesom den jernting, der står ved gaten, når man går ombord i et Ryanair-fly. På Ryanair må man have 10 kg håndbagage med, og formen på den bagage må ikke være større end 20 x 40 x 55 cm. Ak og ve og stakkels dig, hvis din taske ikke passer fuldstændig ind efter reglementet. Det koster, og de er hurtige til at skrive en regning på Ryanair. Det er vi åbenbart også i det virkelige liv.   Måske skulle vi tænke lidt mere over, om de der skabeloner virkelig behøver være så snævre? Måske er det muligt, når vi nu ved, der findes mange mennesker, der alligevel aldrig kan passe ind i dem, at vi tænkte dem bredere, større, og i flere farver?     Hvis vi kunne det, var der i hvert fald nogen, der ikke gik rundt og var så kede af det, og det i sig selv, synes jeg, ville gøre verden til et dejligere sted at opholde sig.  Kærlig Hilsen  Renée   Her er brevet fra kvinden, der skrev til Renée: Kære Renée. I går tog jeg en færge til mit sommerhus for at holde en længe ventet ferie. På færgen beslutter jeg mig for at gå op på dækket. Jeg er derfor nødt til at bære min meget store, tunge trolley op ad en del trapper. På vej op møder jeg en mand, der er ansat på færgen. Idet han passerer mig, siger han til mig: ”Nå, er det dagens madpakke, du har i din kuffert?” Det ville måske have været meget morsomt, hvis jeg havde været en fiks lille sag på 50 kg. Men sagen er den, at jeg vejer 130 kg, efter at jeg har været nødt til at tage antipsykotisk medicin, der ofte har den bivirkning, at man bliver tyk. Derfor slog denne ’sjove’ bemærkning rent mentalt benene væk under mig.  Jeg ved, at jeg skal tabe mig, men manden kender ikke årsagerne til, at jeg ser ud, som jeg gør. Jeg har ikke selv valgt mine gener, jeg har ikke haft kontrol over de omstændigheder, som nødvendiggjorde medicin. Jeg bestræber mig på at være omsorgsfuld og anstændig over for andre. Derfor gør det ondt at blive ringeagtet på den måde, for jeg mener ikke, at jeg kan reduceres til at have en identitet, der er lig med min vægt. Fede mennesker er ikke nødvendigvis dårlige mennesker, svage mennesker eller mennesker, der per definition har et dårligt selvværd. Vi er mennesker med følelser og en livshistorie. Vi rummer stærke og mindre stærke sider ligesom alle andre. Så mit budskab er – tænk, før du taler. Og se ekstra godt efter, før du dømmer et andet menneske, og ikke mindst før du handler på det.  Kh. L   Kære L. Nu har jeg læst både dit brev til mig, dine efterfølgende mails med forskellige refleksioner over dit brev, og din korrespondance med ledelsen på færge-overfarten. Det, jeg ser, er en kvinde, der forsøger at passe på sig selv, og som samtidig desperat forsøger at holde på sin ret til, at hun har en plads i vores samfund og derfor skal respekteres på lige fod med alle andre. Også selv om hun er overvægtig.  At du overhovedet skal kæmpe så hårdt for at opnå den følelse indeni, skyldes jo helt åbenlyst, at vi i vores samfund mobber og ser ned på mennesker, der er overvægtige, hvilket er fuldstændig utilstedeligt. Men det er sådan, det er. Du ved det bedre end nogen, for det er dig, der møder folks blikke, kommentarer og fordomme hver dag, når du går udenfor. Jeg kan ikke lade være med at beundre dig, for du tager kampen op, både ved at skrive til mig og ved at skrive til færgens ledelse.  Samtidig formår du at være ordentlig i din tone og at holde dig på din egen banehalvdel hele vejen igennem, og det er for mig stor livskunst. Du har åbenlyst ikke haft noget let liv, og alligevel klarer du dig fantastisk godt. Du har for det første brudt den sociale arv, er ved at uddanne dig til psykolog, og du har kæmpet dig igennem en psykose. Jeg læser derfor om en stærk og klog kvinde, der på trods har fundet vej til det sandeste og klogeste omkring eksistensen, nemlig at vi må og skal være ordentlige i vores omgang med hinanden, for ellers er alt andet ligegyldigt. Jeg kan mærke, at jeg bliver glad for, at du findes derude. Der er brug for sådan nogen som dig mere end nogensinde i en verden, der er gået fuldstændig amok i overfladiske værdier. Hvor vi dømmer hinanden på vores vægt, vores huse, vores biler og vores tøj, hvor status i flokken handler om, hvor dygtige vi er til at regne den ud, udnytte de andre og skrabe så meget som muligt ind til os selv. Jeg håber, at du, når du engang læser det her i FEMINA, vil blive lidt glad for dig selv, for dit brev indeholder et vigtigt budskab, og det handler virkelig ikke om, hvor meget nogen vejer.  Kærlig Hilsen Renée