Selvudvikling
10. oktober 2014Renée: Onlinetest til at optimere parforholdet?
Min mand og jeg tog partesten "Tjek Jeres Ægteskab" og der fik vi os et par sjove overraskelser. Og det kom der nogle lange og gode snakke ud af
Af: af Renée Toft Simonsen
Jeg modtog i sommerferien en mail fra to psykologer, Søren Braskov og Asger Neumann, der har lanceret en ny online parforholdstest, som de har kaldt Tjek Jeres Ægteskab. De havde læst mine spørgsmål og svar her i brevkassen og bemærket, at der indimellem selvfølgelig var udfordringer i parforholdet rundtom i landet. De spurgte, om jeg kunne have lyst til at læse om deres test og måske endda prøve den? Hvorfor ikke? Findes der meget, der er vigtigere end et godt partnerskab? Braskov og Neumann har i deres faglige virke arbejdet med partnerskab, parterapi og konflikthåndtering og derigennem udviklet redskaber til at sikre gode partnerskaber. Tjek Jeres Ægteskab er et af de redskaber. Der findes jo alle mulige slags test på markedet, men der findes ikke mange, der tager temperaturen på et allerede eksisterende parforhold. Braskov og Neumanns test tager udgangspunkt i kendskabet og indlevelsen i din partner, og hvor god man faktisk er til at kommunikere det kendskab og den indlevelse ud i parforholdet. I en travl hverdag kan parforholdet være udfordret, og derfor kræver det en særlig indsats at holde det åbent og kærligt. Hvordan bevarer vi gnisten og engagementet, og hvordan lykkes vi med at forstå og tage hinanden alvorligt? LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Familieregnskabet går ikke op Inden jeg sagde ja til at afprøve testen, sikrede jeg mig, at ingen ville få adgang til de svar, jeg gav, og at min mand var med på idéen. Han mente dog, at vi måske ikke havde så meget brug for den lige nu. Alligevel fik vi os et par sjove overraskelser. Flere steder havde vi nemlig svaret forskelligt på, hvad vi tænkte den anden ville svare på det samme spørgsmål, og det var faktisk tankevækkende. Dermed var vejen banet for nogle gode, lange snakke og opklaring af forskelligheder. Så jeg må bare konstatere, at det dér med at snakke sammen og virkelig spørge grundigt ind til, hvad den anden tænker og føler, det er bare altid givtigt. For en stund koncentrerede vi os om, hvordan vi hver især havde det, vi tog den tid, det nu engang fordrer at få skabt en god kontakt. Og ærligt, så er det bare aldrig dårligt – heller ikke for et godt parforhold. Kærlig hilsen Renée