Renée: Menneskets inderste natur

For nylig oplevede jeg en lille flig af menneskets inderste natur i fuldt flor i svømmehallens omklædningsrum. Og det er faktisk altid kuriøst at se, hvem ”vi” er. Der sidder en knægt på fire-fem år på bænken foran tøjskabene med en dejlig madpakke i skødet. En lille kuffert, som hans mor har fyldt med alskens gode sager som agurker, gulerødder og rugbrødshapser. Han åbner kufferten, tager noget i hånden, stiller den fra sig og går af sted for at finde sin mor.

I samme øjeblik kommer en anden mor ind med en lille pige på knap et par år. Pigen ser straks den lækre kuffert. Hun går direkte hen og piller lidt ved den. Man kan se på hendes kropssprog, at hun et eller andet sted godt véd, den ikke er hendes. Hendes mor siger tydeligt: ”NEJ!”, så hun kan forstå, at hun ikke skal pille ved noget, der ikke tilhører hende. Pigen trækker fingrene til sig og kigger betuttet på sin mor. Men øjnene, dem kan hun ikke styre. Pludselig lyder der et meget bestemt: ”MIN ..!” fra pigen, som kigger op på sin mor for at se, hvordan hun reagerer. Mor siger selvfølgelig: ”Nej, det er ikke din, du kan få den her ...”.

Renées klumme i sidste uge: Forelskelse har ingen alder

Godt tænkt, afledning er altid en god idé i den aldersgruppe. Hendes mor lukker kufferten i, så behøver pigen ikke at blive fristet. Og her kunne stykket så have sluttet, men pigen prøver lige igen: ”MIN!”, proklamerer hun, og med ét tager hun resolut fat i kufferten og spadserer væk med den, som om hun var på vej om bord på et fly. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Hendes mor måtte løbe efter hende, idet pigen satte farten op, da hun opdagede, at nogen var efter hende. Da hendes mor nåede frem, holdt hun ekstra godt fast i håndtaget, mens hun skreg så højt, at hele omklædningsrummet kunne høre hende.

Det var helt vidunderligt og spontant – den kuffert var helt enkelt blevet hendes gennem lysten til at eje den, og der var intet i verden, der skulle stoppe hende. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hun resten af sit liv skal bokse med det dér bestemte NEJ. De første mange år er det dem omkring hende, der udtaler det, og på et eller andet tidspunkt får hun internaliseret det på en måde, så det vil komme inde fra hende selv. Og så vil hun være færdig med at gøre noget til sit, bare fordi hun ønsker det ... lidt trist tanke i grunden, men også absolut nødvendigt, for at vi alle kan leve sammen. Hmm ... måske man skulle fortælle dét til nogle af alle de præsidenter og statsministre, der huserer rundtom i verden – på fremmed jord vel at mærke?