Renée: Kan folk føle sig forpligtede til at vælge døden?

Det er slet ikke ofte nok, jeg kommer i biografen, kan jeg konstatere, da min mor, min kusine og jeg lister ud af salens mørke efter at have set ”Stille Hjerte”. Filmens tema, som var aktiv dødshjælp, er på sin vis relevant til alle tider, og min mor og jeg hulkede os igennem, for hvor er det et tungt og sorgfyldt emne, og hvor blev det skildret fint og ikke mindst kærligt i den film. Det at skulle sige farvel til alt for allersidste gang må være noget af det sværeste, livet byder os. Da vi gik ud af biografen, tænkte jeg på, at jeg slet ikke kunne forstå, at et menneske med en frygtelig sygdom ikke selv kan få lov til at vælge at tage afsked med verden, når de selv skønner, at vejen var blevet for tung? Dagen efter faldt jeg over en artikel på nettet om aktiv dødshjælp til svage og ældre. I artiklen blev der sat fokus på, at ældre i stigende grad føler, at de ikke bare ligger deres nærmeste, men også samfundet til last. I artiklen blev der refereret til en undersøgelse lavet for nylig i England omkring aktiv dødshjælp og folks holdning til samme. Undersøgelsen viste blandt andet, at hver 10. svarede ja til, at svage ældre skal belønnes, hvis de vælger aktiv dødshjælp (den sagde desværre ikke lige noget om, hvordan de skulle belønnes). Men den bragte i hvert fald et nyt aspekt ind i debatten: det at skulle belønnes for at vælge døden. Undersøgelsen vækkede også opsigt, fordi den samtidig pegede på den problematik, at det at vælge døden ikke kun kan ses som en ret, men derimod også som en pligt! LÆS OGSÅ: Retten til at sige til og fra Debatten har indtil nu koncentreret sig om retten hos den syge, den ældre, den handikappede. Men hvad nu, hvis det at indføre retten til aktiv dødshjælp kunne få folk til at føle sig forpligtede til at vælge døden, sådan at de ikke ligger samfundet til last? Lidt en skræmmende vinkel på aktiv dødshjælp, og ikke en, jeg tidligere er stødt på. Det er dog ikke svært at forestille sig, hvordan ældre og syge mennesker meget nemt vil kunne komme til at føle, at det ville være bedre (og ikke mindst billigere), hvis de valgte at sige farvel til livet. Jeg mener, når politikere for eksempel bruger ord som ældrebyrde, uden at blinke og uden at skamme sig, så ligger det frygtelig nært at føle sig som en sur pligt for andre. Med andre ord, det konstante politiske fokus på, hvad der kan betale sig at investere i for vores samfund, og hvor alle konstant beder til “vækstguden” (der helt tydeligt har overtaget både Kristus, Allah og Buddhas sted i den vestlige verden), gør det jo åbenlyst for enhver, at der er forskel på fisk. Hmm, ja, den satte alligevel gang i noget, den film, og det er nok meget godt? Kærlig hilsen Renée