Selvudvikling

Renée: Er vores politikere virkelige mennesker?

23. februar 2016
af Renée Toft Simonsen
Børn, unge og ældre bliver nedprioriteret i en sådan grad, at jeg indimellem får mistanke om, at det slet ikke er virkelige mennesker med familier, der har indtaget Folketingssalen.
Det går mere og mere op for mig, at politikere ikke er meget andet end kreative bogholdere uden specielt anlæg for tal – den lille detalje har de eksperter til.   LÆKRE FLY Hvis man følger bare en smule med i finanslovsforhandlinger, valgkampe, diskussioner, avisoverskrifter og så videre, ved man, at den politiske klode drejer sig om én ting: Penge, der skal deles, fordeles eller måske endda forfordeles. Alle vil have lidt af posen, og så kører slagsmålet: Skal vi købe lækre fly eller give de ældre ordentlig mad på bordet? Meningerne er mange. Nogle vil faktisk helst bare have lækre fly, og det er her, kreativiteten for alvor sætter ind i form af argumenter for og imod.   Læs social- og indenrigsminister Karen Ellemanns svar til Renée Toft Simonsen   INGEN FØLELSER I KLEMME For mig bliver hele spillet indimellem lige så uforståeligt som serbokroatisk. Jeg forstår ikke, hvordan man kan købe lækre fly, mens ældre mennesker, der troligt har betalt skat i 60 år, ikke engang kan få et bad? De har bidraget til fællesskabet hele livet med en forventning om, at fællesskabet ville tage sig af dem, når de ikke længere havde kræfterne. Takken er, at de bliver omtalt som en byrde, får serveret mad, der aldrig ville gå på Instagram, og bliver tilbudt bad uden nogensinde at komme i kontakt med vand! Ingen af ”bogholderne” synes for alvor at have følelser i klemme selv. Børn, unge og ældre bliver nedprioriteret i en sådan grad, at jeg indimellem får mistanke om, at det slet ikke er virkelige mennesker med familier, der har indtaget Folketingssalen.   DEN VELHAVENDE ONKEL Hvilken mor ville vælge at give størsteparten af familiens kapital til den i forvejen meget velhavende onkel? Det er det, der sker i disse år. De meget velhavende onkler (læs: store virksomheder) får tilført kapital i form af skattelettelser, mens der sørges for, at børnene i al fald ikke får det, de har brug for – voksne, der skal passe på dem eller undervise dem! Begynder man at se hele Danmark som en familie med en pose penge, giver det slet ikke mening. Hvilken mor eller far ville købe dyrt ind til sig selv, mens deres forældre gik for lud og koldt vand, og deres børn mistrivedes? Jeg kan næsten ikke holde ud at høre mere om, hvordan ”far” bare rager til sig i form af lukrative ministerpensioner efter 90 dage på posten, mens haven (læs: skove, farvande, parker) og husdyrene (læs: grise, køer og får) udpines og presses til sidste blodsdråbe. Hvilken mor eller far ville se stort på, at familiens hund boede på en halv kvadratmeter og fik så lidt motion, at den ikke kunne stå på benene, mens havens blomster blev fodret med Roundup, og far købte en stor, ny dejlig BMW til sig selv?   Kærlig hilsen Renée   LÆS OGSÅ: Margrethe Vestager: Politik er egentlig noget møg   Skriv til FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Renée mener”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.