Renée Toft Simonsen
Selvudvikling

Renée: Børn skal ikke spise alt

af Renée Toft Simonsen 2. juni 2014
Det der med, at børn i det mindste skal smage på maden, er en uskik helt tilbage fra middelalderen og på linje med gabestokken og trædemøllen
Børn skal præsenteres for ægte makrel.” Sådan lød overskriften, og allerede der kunne jeg mærke, jeg blev aggressiv. Den fortsatte med, at kræsne børn var møghamrende irriterende, og at det er de voksnes ansvar at præsentere børnene for en verden af (vel)smag, og ”en makrel er klumpet og har struktur, og det kan børn sagtens lære.”   Og så var jeg lige ved at kaste op. Ikke fordi jeg ikke kan se fidusen i, at børn spiser ordentlig mad, der ikke indeholder tons af E-numre, gelatiner, stivelser, sukkerpræparater og så videre, for det kan jeg selvfølgelig sagtens. Heller ikke fordi jeg ikke kan lide makrel, for det kan jeg godt. Men fordi jeg bare ikke kan holde ud at tænke på, at voksne mennesker kan finde på at sige til børn, at de skal putte noget i munden, de ikke har lyst til. Tanken giver mig myrekryb, uanset hvilke gode intentioner der ligger bag, og hvor vigtigt det er, at børn skal spise sundt. Og det der med at tage sin forældreopgave alvorligt og ikke fodre dem med pizzaer hver dag, kan jeg også sagtens se er væsentligt. MEN hvordan man lige nøjagtig hver især vælger at fortolke forældreopgaven omkring det kulinariske, er jo en individuel sag. Og det der med, at børn i det mindste skal smage på maden, er en uskik helt tilbage fra middelalderen, og på linje med gabestokken og trædemøllen, og hvad de ellers hed, alle de der afstumpede torturinstrumenter.    LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Jagten på anerkendelse   Hmm, og jeg går sådan set ud fra, at det der med at smage på maden er en del af det, der ligger i projektet; at præsentere børn for ægte makrel? De skal putte den væmmelige fisk, med struktur og klumper og hele gøgemøget ind i deres søde små munde. Alle til hobe, ingen børn må slippe uden om – ned med den gustne fisk. Alle børn kan lære at spise den slags væmmelige mad, og når du har lært at æde makrel, lille Baldrian, så kommer turen til torsk, og før du ved af det, har du munden fuld af stegt lever. For som der var en anden, der havde tilkendegivet på nettet i tråden under indslaget, så var lever jo en vidunderlig spise, som børn også burde blive præsenteret for. Og som artiklens forfatter mente; så handler det hele om, at børn skal blive trygge ved den mad, de får serveret: ”Serverer man den ofte nok, kommer trygheden snigende!”   Jeg vil bare sige herfra, at det eneste, der ville komme snigende hjemme hos mig, hvis der stod et eller andet bedrevidende mad-monster i mit køkken og forsøgte at proppe klumpet makrel ind i min mund, var en lejemorder med en ladt AK44.    Kærlig hilsen  Renée