Redaktionschefen: Søster, min søster

Min søster holdt i sommerferien (hvor jeg fejrede min 50-års fødselsdag – fra december – igen!) en fin tale for mig. Hun fortalte, hvor meget hun sætter pris på mig. På alle de grin, vi deler. På min støtte. Det blev jeg selvfølgelig glad for – og de fleste vil måske tænke, at det da egentlig ikke er så overraskende, at en søster er glad for sin søster. Det er det da heldigvis heller ikke for mange, men for nogle er det. For nogle er det at have en søster eller bror ikke en kilde til støtte og glæde. Men til sorg og ærgelse.

Når jeg tænker over det, kan jeg desværre ret hurtigt komme i tanke om en del eksempler i min familie og vennekreds, hvor søskende har enten meget lidt eller slet ingen kontakt. Hvor de er uvenner, og hvor vreden fylder meget mere end lysten til at finde ind til, hvad ufreden egentlig handler om. Og jeg er sikker på, at der absolut kan være gode grunde til at bryde med en søskende (eller anden familie). Men i flere af de tilfælde, jeg kender, er der smerte på begge sider og sårede følelser, der står i vejen for en forsoning. Det har jeg tænkt meget over efter at have læst Tine Bendixens fine interview med Elisabeth i denne uges femina. Hendes søskendeforhold halter. Selvom der bestemt er flere sider i sådan en sag, så er det rørende og tankevækkende at høre en af siderne. For det er sårbart, når dem, der har kendt en hele ens liv, forsvinder ud af det – uanset hvad grunden er. Det er sårbart, når den kærlighed, som vi ofte tror er given, ikke kan bære konflikterne, der opstår i de fleste relationer.

Selv har jeg altid ønsket at give mine børn et stærkt forhold til hinanden, og noget af det, der gør mig mest glad, er når de tre tydeligt trives med hinanden, også som (næsten) voksne. Det er en gave, som vi skal huske at skatte, fordi den netop ikke er given. Dorthe Kandi Redaktionschef dorthe.kandi@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I DENNE UGES FEMINA I GALLERIET HERUNDER